Det skal jeg læse i julen
I julen plejer jeg altid at have en god stak bøger til rådighed. Jeg er typen der tager alt for mange med, da jeg har det princip, at jeg altid giver en bog en chance på 50 sider. Hvis bogen ikke fænger, går jeg videre til næste bog i stakken.
Julen 2020 vil for mit vedkommende først og fremmest byde på krimi. Jeg er kommet til at tyvstarte lidt, da jeg har sat mig for at læse hele serien om "Thomas Ravnsholdt" og om hunden Møffe af Michael Katz Krefeld. Jeg er på bog 3 og når du læser dette på hjemmesiden, er jeg nok ved bog 5. Det er sindssygt god underholdning og man bliver fanget ind i plottet, som bare er så godt skruet sammen.
Det bliver helt sikkert en "Ravn" jul for mig!
Rigtig glædelig jul
Rikke
Der skal naturligvis være en omgang krea i julen. Jeg er gået lidt i barndommen og er blevet vild med at perle igen og jeg har fundet en fin jule-perle-bog af Anja Takacs. Der er nogle fine perlemotiver af egern jeg skal lave, da vi har to egern (vi kan jo kalde dem Chip og Chap) i vores sommerhushave, der besøger os dagligt, det vil passe glimrende med et par egern på juletræet. (altså, egern af perler, forstås)
I Julen skal jeg desuden læse ”En skøn alder” af Kiley Reid. Jeg læser nærmest alt skønlitterært der kommer fra USA og denne her glæder jeg mig rigtig meget til. Det handler om race, om at være ung sort kvinde i USA og blive udsat for et racistisk overgreb og hvordan det bliver tacklet af den unge kvindes arbejdsgiver, som er hvid.
- og så må jeg lige indsparke et ekstra nummer: "Brækkede ben og bristede hjerter: en helt umulig jul" af Maria Ernestam. Det er en helt ny feelgood julebog, der er udkommet i år - jeg elsker en god hyggebog i julen.
Jeg glæder mig til jul og til de mangle nye historier jeg skal stifte bekendtskab med