Fattigdebat og censur under enevælden

Censuren og debat om fattige i København.

Af Erik Nicolaisen Høy, Politivennen Live Blogging

Københavns Biblioteker har skannet nogle pjecer som er et af de første (hvis ikke det første) eksempel på en debat om fattigdom.

Debatten startede da krigsassessor Hans Marinus Hammeleff (1788-1823) i 1819 udgav pjecen “Frimodige Betænkninger over Kiøbenhavns Fattigvæsen”. Heri beskrev han harmdirrende en 82 årig oldings død på Almindelig Hospital. Han

"fandt nu den ulykkelige Olding berøvet Underdynen, liggende paa det bare Straa med et Lagen over. En Gangpige, som under Gangkonens idelige udvandring paa sin egen Haand, passede Stuen, svarede paa Forespørgsel, at Dynen skulle tages fra ham, da han var for gammel til at vare for sine naturlige Nødvendigheder"

Dagen efter døde han. Hospitalet husede 5-600 fattige. Hammeleff beskrev ligeledes hvordan arbejdsløse håndværkere blev anbragt på Frelsers Plejehus for husvilde:

"Utøi har taget saaledes Overhaand, at end ei Væggene ere frie derfor ... Her henlægges de 2 a 3 i en Seng i den bare Halm ... bør de Huusvilde saaledes henkastes som Qvæg, ja værre endnu?"

Hammeleffs kritik gik på at man anbragte uforskyldt fattige - gamle og håndværkere - sammen med selvforskyldt fattige.  Og pamfletten affødte ikke færre end tre pamfletter - hvilket er ret usædvanligt for den tid - og er måske den første offentlige debat om emnet. 

Almindelig Hospital

Almindeligt Hospital, Amaliegade. Billedet stammer fra Københavns Museum (Mariboes samling), hvis kildetekst skriver:  Gårdinteriør med en lille del af lemmerne fra Almindelig Hospital. I Baggrunden Gaardfacader af Den Deuntzfeldtske Gaard (tillagt Hospitalet Aar 1808). Denne Bygning blev indtil Aar 1886 under Betegnelsen 2. Service, benyttet som Hospital for Syfilispatienter og for byens offentlige Fruentimmer. 

Den første reaktion var fra forstanderen for det kongelige Døvstumme-Institut (1807-1823), dr. og prof. Peter Atke Castberg (1779-1823) i pamfletten "Om Kjøbenhavns Fattigvæsen". En pioner inden for døveundervisning. Hans kombination af tegnsprog og oplæring i modersmålet anvendes til dels stadig. Bl.a. at det var skik og brug at lade patienter som af alder eller sygdom ikke kan holde urin eller ekskrementer, ligge på strå med det lagen over eller på stråmadrasser. Hans argumentation er bemærkelsesværdig for os i dag, fordi den er betegnende for den dom som Hammeleff senere modtog:

"Naar Kongen har sat Hospitalet under Bestyrelse af Mænd, som han efter bedste Skjønne har valgt - naar disse har antaget Embedsmænd og Betjente, som de ansaa duelige Hver for sin Post - naar hver embedsmand og hver Betjent er underrettet om de dem paalagte Pligter - naar disses Opfyldelse paases af Enhvers Overordnede, saa har det Offentlige gjort hvad der stod i det Magt til en velgjørende Indretnings Fuldkommenhed ..."

Med andre ord, Hammeleffs pamflet var en fornærmelse af embedsmænd og dermed også kongen! To yderligere debattører sluttede sig til: Urtekræmmer P. F. Hansen "Det kjøbenhavnske Fattigvæsen eller Hvem har Ret: Hr. Hammeleff eller Hr. Professor Castberg?":

"Man (kan) ikke fortænke Directionen i at vedtage, hvad der i mange lignende Stiftelser bruges, for at Sengeklædernes Fordærvelse ikke skal blive for betydelig"

Han accepterede heller ikke forklaringen om at håndværkerne skulle være arbejdsløse af nød:

"Det er ikke Mangel paa Arbeid her er, men det er Mangel paa gode Arbeidere ... den duelige Arbeider har overflødigt Arbeide; men ... Fuskeren derimod mangler som oftest ..."

Endelig blandede en kontrollør T. Møller sig med "Til Publikum i Anledning af de af tre Hrr. Hammeleff, Caltberg og Hansen udgivne Skrifter om det Kjøbenhavnske Fattigvæsen".  Pjecen indeholder en bemærkning om sagens betydning:

"Neppe har noget i den senere Tid gjort mere Opsigt iblandt det kjøbenhavnske Publikum, end da Hr. Hammeleff udgav sine saakaldte: Frimodige Betænkninger over Kiøbenhavns Fattigvæsen"

Han afviste både Hammeleff og Castberg som eksperter, og citerede i stedet Ridder Bastholms theoretisk og praktisk Anviisning til Fattigvæsenets hensigtsmæssige Bestyrelse. Heri hed det bl.a.:

" ... man kan gjøre Regning paa, at Dovenskab, Ureenlighed, Drukkenskab og Lyst til Klammerie og Slagsmaal, ere Egenskaber, som har hjemme iblandt de Fattiges Samfund ..."

Med andre ord, de fattige er selv ude om det, og det eneste Fattigvæsenet kunne gøre, var:

"... altid (at) behandle de Fattige med en kold Alvorlighed, og have det i sin magt, at han kan tale dem haardt til ligesom en anden Huusfader; thi meget ondt kan standses ved haarde Ord."

Ladegården

Ladegården, Københavns Tvangs- og Arbejdsanstalt blev det konkrete resultat af at de fattige af magteliten blev anset for dovne og selvforskyldt i deres fattigdom. Københavns Museum: Ladegården blev anvendt som arbejdsanstalt i perioden 1822-1908. På billedet ses en arbejdsstue. 

Og blandt mange andre grunde, nævnte han at 

"... Fattigdom blandt Menneskene har sin Grund i deres moralske Ufuldkommenhed."

Debatten hang godt sammen med hvad der skete: Man udbyggede de berygtede arbejdsanstalter for fattige, fx blev Ladegården oprettet 1822. Med andre ord, ren malthusianisme. Og private begyndte at oprette velgørenhedsinstitutioner, som fx børneasyler til marginalgrupper som blinde, åndssvage, børn, arbejdende mødre, eller skaffe sunde og billige boliger. Fx de som Castberg tog sig af. Disse legater er således en del af Københavns Socialhistorie, og mange af dem er digitaliseret. De kan findes ved denne søgning.

Opfattelsen af at fattigdom ikke var nedarvet eller selvforskyldt begyndte først at vinde fodfæste med arbejderbevægelsen i slutnignen af 1800-tallet, og fandt først lovgrundlag med socialreformen i 1933.

Tilbage til Hammeleff. Han fik dom og en klækkelig bøde for at have lavet pamfletten:

"Tiltalte Hans Marinus Hammeleff bør for de ovenanførte af ham med Fattigvæsenets Bestyrelse fremførte utilbørlige Udladelser bøde 50 Rbd. Sølv til Kiøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, samt udrede alle af denne Action lovlig flydende Omkostninger.”

Næsten på samlebånd udstedte enevældens domstole sådanne domme efter den censurlovgivning der gik under navnet "Trykkefrihedsforordningen af 1799". 50 Rigsbankdaler var en formue for de fleste danskere. Hammeleff har utvivlsomt kendt til sagerne mod Dagens og Politivennens redaktør Seidelin, som  i 1806 blev fængslet på vand og brød og pålagt livsvarig censur. Hvilket nedbrød ham psykisk og formentlig var årsagen til hans død allerede i 1811. Dommen mod Hammeleff gik på at Hammeleff offentligt havde “udladt” sig mod offentlige embedsmænd, altså kritiseret embedsmandsførelsen. Næsten samtidig blev J. J. Dampe kørt igennem retsmaskineriet og dømt for højforræderi. Hammeleff skyndte sig derfor i 1821 at udgive "Min oprigtige Anger og Fortrydelse over de af mig mod Fattigvæsenets administrerende Direction fremførte Beskyldninger". Heri undskyldte han at han ikke havde været opmærksom på at det var de fattiges egen skyld og at de bare ville udnytte systemet. 

08.01.18