Golden Days forfatterne anbefaler

11.08.23
I 2023 lægger festivalen Golden Days byen bag sig for at blive klogere på vores kulturelle og historiske relation til landet, landbruget og naturen. Hovedbiblioteket præsenterer i samarbejde med Rundetaarn to arrangementer under titlen LITTERÆRE LANDSKABER. To af de medvirkende forfattere Malte Tellerup og Dennis Gade Kofod giver her deres landlige læseanbefalinger.

Golden Days forfatterne anbefaler

Dennis Gade Kofod optræder til arrangementet LITTERÆRE LANDSKABER - Fra Mols til Bornholm d. 5. september kl. 8:30-9:30. Få hans anbefalinger her.

Weird horror og farlige naturkræfter

Dennis Gade Kofod, hvilke bøger vil du anbefale vores københavnske læsere?

Jeg vil gerne fremhæve to stykker weird horror, der i dag læses helt anderledes pga. klimakrisen især pga. landskabets rolle i teksterne. Det er Algernon Blackwood's 'The Willows', hvor to rejsende på en flod overnatter på en ø, hvor alt der omgiver dem er levende og nærmer sig dem og forandrer deres opfattelse af virkeligheden. Jeg får altid mindelser om de mange danske fortællinger om åens væsen, der kan vækkes og kræve et liv. På Bornholm 'Åbobban'. 

Den anden tekst er 'Den store gud Pan', hvor landskabet igen viser sig at rumme et vildt og voldsomt hemmeligt liv, der insisterer på at gøre opmærksom på sin eksistens overfor det arrogante og nedladende menneske. En effekt der måske blot er tænkt til rædsel af Arthur Machen, men som i dag på alle måder har en anden betydning lagt til. Arthur Machen er ny oversat til dansk. 

Forfatter Malte Tellerup optræder til arrangementet LITTERÆRE LANDSKABER - Fra Vestjylland til Nordsjælland d. 12. september kl. 8:30-9:30. Læs hans anbefalinger her. 

Ørkenlængsel og Nordsverige

Malte Tellerup, hvilke læseanbefalinger lægger du inde med til de københavnske læsere?

'Wise Blood' er en særlig bog for mig. O’Connor har et fantastisk blik for det religiøse vanvid, ørkenens længsel og hårdhed, de sydstateligt udsattes overrumplende karaktertræk og både hendes sætninger og plots er så særegne og overrumplende at jeg læser bogen igen og igen. 

'Tjæremilen' er blot en af mange vidunderlige bøger Lidman har skrevet fra de nordsvenske landområder. Hun er vildt god til at forbinde landskabers, arbejdets og spiritualitetens påvirkning på sproget, nogle gange så lokalt og nært at sætningerne næsten er ubegribelige og jeg får kuldegysninger af at tænke på ordet “ødet”, som jeg har lært af hende.   

Mød forfatterne

Dennis Gade Kofod debuterede i 2005 med ‘Anskudte dyr’ og har siden udgivet en række anmelderroste romaner, bl.a. ‘Nexø Trawl’ (2007), ‘Nancy’ (2015) og ‘Folkemøg’ (2018). Dennis Gade Kofod har desuden skrevet dramatik, børnebøger og tegneserier. Kofod er vokset op på Bornholm og er uddannet fra forfatterskolen 2004 og hans forfatterskab er påvirket af fantasy og folketro. I 2019 udsendte han ‘Det levende land’, som er en genfortælling af bornholmske folkesagn.

Malte Tellerup er cand. mag. i litteraturvidenskab og debuterede med romanen ‘Markløs’ i 2017. Han modtog i 2018 Blixenprisen i kategorien ’Årets litterære talent’. I 2020 udgav han romanen ‘Hedeselskabet’ om tre kunstnervenner, der flytter fra storbyen til en af de tyndest befolkede egne af Danmark for at eksperimentere med nye måder at leve sammen med naturen på. Tidligere i år udkom bogen ‘Spræng fabrikken’ der både er en spændingsroman og en sabotagemanual, hvor vi følger tre unge venner, der planlægger at udføre et bombeattentat på Cheminova. Malte Tellerup stammer fra Fyn og har boet i København og New York samt på et nedlagt husmandssted i Vemb i Vestjylland.

Tilmelding

Arrangementerne kræver betaling og tilmelding. 

Hovedbiblioteket og Rundetaarn

Københavns Hovedbibliotek og Rundetaarn præsenterer i samarbejde tre arrangementer i forbindelse med dette års Golden Days festival, hvor det overordnede festivaltema er "På landet". 

Kom med til TALETID: Det tabte land og genetableringen af Danmarks vilde natur

Kom med til LITTERÆRE LANDSKABER - Fra Vestjylland til Nordsjælland

Kom med til LITTERÆRE LANDSKABER - Fra Mols til Bornholm 

Materialer