Københavnerfan tager dig gennem byen i 1920'erne

Emil Bønnelycke var den første digter, der tog storbyen op som tema i dansk poesi. Ikke nok med det - han gjorde det med en lidenskab og lokalpatriotisme, som stadig brænder gennem siderne i dag.

Den frie opbygning i moderne digte, som mange er blevet vant til at læse, og det ofte distancerede og ironiske blik på verden gør, at ældre lyrik på vers tit kan virke akavet og fjoget i sammenligning. Dette gælder også Emil Bønnelyckes digtning, der med strofer som disse, hurtigt diskvalificerer sig i forhold til en nulevende læser: 

Det banker af saa vild og ung en glæde
Det banker af en Hymne til Guds dag.
Det lever i en Festdragts Purpurklæde.
Al Livets Sødme strømmer i dets Slag.
Dets Blod er Vin. Dets Aarer Blomsterstilke.
Dets kamre forede med Ild og Silke.

"Hjertet" fra samlingen Ild og Ungdom (1917)

Til Bønnelyckes forsvar skal siges, at han var ganske ung, da han skrev disse linier, dog gør tendensen sig også gældende i senere digte fra hans hånd. Men når digtene handler om steder og liv i København, sker der noget. Der kan vi være med som moderne læsere, fordi vi genkender de gader, som Bønnelycke beskriver. Vi lader ham taknemmeligt hjælpe os med at have skærpet opmærksomhed overfor detaljerne i hverdagen og ikke mindst fornemme, hvordan vores by var i 1920'erne. Det er en stor styrke at mange af hans Københavnerdigte har karakter at være nedfældede som en bevidststrøm, hvor man glider med og kan dele jegets tanker og indtryk. Her er et uddrag af digtet "Gaden," som også udkom for første gang i Ild og Ungdom fra 1917:

GADEN

Sporvogn, der brummer. Klokker der kimer og slaar.
Travle butikker, hvor dørene knalder og gaar.
Ruslæderstøvler i Vindver og Laksko i Spejle_
Hovslag i Asfalt, der klinger som Logulv for Plejle...
Summende Cykler, Ekspresbud og Lynskud af Postbud.
Sminkede piger, og Skinger af pibende Drenge.
Kaos, der klinger mangfoldigt og hvileløst længe.

Hvide Markiser blafrer og flagrer i Blæst.
Politi patrouillerer med handsker paa, stundom til Hest-.
Konditorens bugnende Rude med Crémchokolade
indrammet i Skilte, der skriger paa Husets Facade...
Ungdom og Latter og Puf af en Arm - saa en Barm-.
Fodtrin af himmelske Fødder, saa smaa og saa lette.
Ild dybt i Øjne, der smiler saa lønligt kokette.

Der er fem vers mere, de kan læses i antologien ¨Gaden og andre digte fra 1968, udvalgt af Ib Ørnskov. At vælge en uredigeret, ældre udgave af digtene, gør at man får en ekstra dimension med i form af den anderledes ortografi (stavning). Og så er der udtryk som "Logulv for Plejle."Betydningen kan læses her

Lån venligst bøgerne nedenfor. De er patinerede, mørnede og eksklusive på en måde, som kun biblioteksbøger kan være det. God fornøjelse!

Spørg biblioteket