Sofiegården
Hør Britta Lillesøes fortælling om 1960'ernes Sofiegården til Christianshavns Bogfestival

Kom bag om murenes historie til Christianshavns Bogfestival

09.04.19
Murene omkring os gemmer ofte på rigtige gode fortællinger. Både uhyggelige, historiske og rebelske begivenheder sidder indlejret i fugerne. Der er derfor rigeligt at kaste sig over til Christianshavns Bogfestival, der i år har bygget programmet op under temaet MURE. Du kan bl.a. se frem til fortællingen om den sidste offentlige henrettelse i Danmark, slumstormerne på Sofiegården og Berlinmurens skæbner.

Den sidste offentlige henrettelse i København 
Christianshavns Bogfestival byder i år på lokalt true crime-gys fra gamle dage. Vi kommer nemlig med på smedesvend Christian Julius Jensens sidste vandring fra fængslet på Nytorv til retterstedet ude på Amager i 1857. Jensen havde i jalousi dræbt sin sovende kone i familiens lille lejlighed i en baggård i Sofiegade på Christianshavn og blev som den sidste i Danmark henrettet i fredstid. Gennem arkivernes retsmateriale giver postdoc Pernille Ulla Knudsen et unikt indblik i familien Jensens liv og sociale forhold. Christian Julius Jensens sidste vandring en forårs-morgen i 1857 er også en fortælling om, hvordan industrialiseringen og urbaniseringen i anden halvdel af 1800-tallet kom til at ændre København radikalt. Foredraget krydres med kort, fotos og malerier fra samtiden samt små videoklip fra den rute, der førte Chr. J. Jensen ud til henrettelsestedet. 
Hør fortællingen om ’Den sidste offentlige henrettelse’ på Balkonscenen i Hal C kl. 13 lørdag d. 27. april.

Mure, der former byer og mennesker
I år markeres 30 års dagen for Berlinmurens fald. Journalist og forfatter Lasse Soll Sunde, der er bosat i Berlin, vil på Christianshavns Bogfestival fortælle om Berlinmurens skæbner og historie, fortællinger om oprør, om livet bag muren og om betydningen af murens fald for menneskene omkring den. 
Hør fortællinger om Berlinmuren på Balkonscenen kl. 15 i Hal C lørdag d. 27. april.

Slumstormerne på Christianshavn 
Murene bliver også anskuet lokalhistorisk med Britta Lillesøe i front. Lillesøe var en af de første, der i 1965 flyttede ind på Sofiegården på Christianshavn. Sofiegården var et af de mange huse, der var blevet dømt ubeboelige af Københavns Kommune og stod til at skulle nedrives. Her boede Britta sammen med 60 andre slumstormere (heriblandt Kim Larsen) indtil 1969, hvor Københavns Kommune gjorde alvor af beslutningen om at rømme Sofiegården og jævne bygningerne med jorden. Beboerne i Sofiegården havde i mellemtiden skabt et blomstrende kreativt kollektiv med fællesspisning, kunst og fest, hvor unge kunstnere strømmede til, og de havde ingen intentioner om at overgive bygningerne uden kamp. Hør Britta Lillesøes farverige fortælling om BZ’ere, Sofiegården og ungdomsoprør på Balkonscenen kl. 18 lørdag d. 27. april.

Christianshavns Bogfestival
Hvornår: Lørdag 27. april kl. 12 – 20.  
Hvor: Hal C, Arsenalvej 6, 1436 København K. 
Sofiegårdens Kollegium, Sofiegade 1, 1418 København K
Rosinhuset (v. Café Morgenstedet), Christiania, Prinsessegade 1422 København K


Oplev også:   
Helle Helle, Kim Fupz Aakeson, Morten Pape, Mathilde Walter Clark og Katinka (solo) m.fl..

Der er fri entré til Christianshavns Bogfestival

Facebook: Christianshavns Bogfestival 2019 

Spørg biblioteket