Tre gode til godnat - Nysgerrig - (3-6 år)

Dit børnebibliotek anbefaler tre skønne bøger til hyggen ved sengetid.

Godnathistorien kan være et helle i en travl hverdag. Der hvor børn og voksne kommer tæt på hinanden, får vendt dagen og får ro på inden det er tid til at sige godnat. Vi har fundet tre gode bud på godnat læsning som egner sig specielt godt til alle de undersøgende og nysgerrige børn:

En til dem der gerne vil vide hvad forældrene laver når de selv er gået i seng:

”Når vi har puttet dig…” af Günther Jakobs
Børn ved jo godt at de voksne er oppe i længere tid end dem. Det får drengen Oskar til at tænke på hvad mor og far mon laver, når Oskar er puttet? Far fortæller vilde historier, men kan det nu også passe?

En til dem der er nysgerrige efter at vide hvad der sker udenfor hjemmet mens de sover:

”Hvad sker der om natten” af Laura Cowan
Billedbog der fortæller, hvad der sker om natten, når de fleste sover, bl.a. inde i byen, på en fabrik, ude på landet, i tog, fly og biler, på havnen, under havet, i skoven og underskoven, ved Nordpolen, på nattehimlen, i ørkenen, i storbyen og ude i rummet. 

En til dem med tusind spørgsmål:

“Fordi” af Mac Barnett
I denne bog møder vi et barn som stiller sin far rigtigt mange spørgsmål lige inden sovetid. Faren har tilsvarende mange fantasifulde svar og de kommer langt omkring i universet, inden barnet skal sove.