Britiske mesterværker: ytringsfrihed, ligestilling og mod!

Britiske mesterværker: ytringsfrihed, ligestilling og mod.

Stop op, kære Østerbro-læser. I ytringsfrihedens navn vil vi invitere jer til en berusende læseoplevelse. Foran jer står fem forunderlige romaner skrevet af fem victorianske kvinder, der alle var nødsaget til at skrive under mandligt pseudonym for at blive udgivet.

Vores kløgtige litterat og biblioteksvært, Silas, har samlet fem modige britiske kvinder, der mod al forventning lykkedes med at udgive bøger under mandlige pseudonymer. En af dem var George Eliot, der skrev samfundskritisk i sin roman "Middlemarch" fra 1871 at ”Hvor god en kvinde end er, må hun affinde sig med det liv, hendes mand kan give hende”.

”Hvor god en kvinde end er, må hun affinde sig med det liv, hendes mand kan give hende”. Sådan runger det samfundskritisk i George Eliots klassiker "Middlemarch" (1871), der topper BBCs liste over de 100 bedste britiske romaner. I victoriatidens England var kvinden underlagt manden, og de kvinder der udtrykte sig offentligt, var ugleset. Kvinden var mor og hustru, men ikke forfatter. Derfor skrev Mary Anne Evans under det maskuline alias George Eliot. Det gjorde hun dels for at beskytte sit privatliv og dels for at slippe væk den stereotype opfattelse af kvinder som forfattere til romantiske romaner. Og Evans var langtfra den eneste kvinde, der skrev under pseudonym i 1800-tallets England.

Allerede i 1811 udgav Jane Austen sin roman "Følelse og fornuft", hvor der på omslaget stolt stod skrevet: ’By a lady’. Et par årtier senere udkom tre skelsættende romaner, øjensynligt skrevet af en ukendt brødre-trio. Bag de mandlige pseudonymer gemte sig søstrene Emily, Charlotte og Anne Brontë. På omslaget af Emilys "Stormfulde højder" (1847) stod forfatternavnet Ellis Bell. Charlottes "Jane Eyre" (1847) var signeret Currer Bell, mens den yngste søster Anne Brontë skrev "Fruen til Wildfell Hall" (1848) som Acton Bell.

Fælles for 1800-tallets kvindelige forfattere var et brændende ønske om at blive taget alvorligt. De ville anerkendes for deres for deres litterære kvaliteter, og ikke afskrives som ’pige-forfattere’. Austens roman var netop skrevet af en kvinde. Men kvindernes brug af maskuline pseudonymer vidner ikke blot om en længsel efter anerkendelse. De udtrykker også en fælles frygt for at ødelægge deres offentligt renommé. I victoriatidens England vakte offentlige kvinder der satte sig selv på det ”litterære marked” nemlig associationer til prostitution. Anskuet fra et nutidigt perspektiv lyder det uhyrligt og urimeligt, at kvinder tidligere ikke har kunnet udgive deres værker i eget navn. Det kan de heldigvis i mange lande i dag, men ikke i alle.

Ytringsfrihed, ligestilling og demokrati er værdier, som vi ikke må tage for givet. Det er værdier, vi i fællesskab skal værne om hver eneste dag. Derfor hylder vi de modige kvinder, som på bekostning af deres kvindelige identiteter, alligevel insisterede på at blive udgivet.

God læselyst!