J.R.R. Tolkien – Manden bag myten

Fornemmelsen for sprog, Birmingham og mareridtet fra skyttegravene

Tolkien anses med sine klassiske værker om ’Hobitten’ og ’Ringenes herre’-serien for at være ophavsmand til moderne fantasy som genre. Legenden omkring den engelske nestor består dog af langt mere og er opstået som en kraftfuld kombination af Tolkiens enorme kendskab til sprog og kultur, en usædvanlig fortælleevne og en række personlige erfaringer. 

Tolkien må siges at være udstyret med såvel en særlig lingvistisk som filologisk vuggegave. Allerede som 4-årig kan han læse og skrive og som 12-årig støder han på det første konstruerede sprog Animalic (opfundet af hans to kusiner). Herefter opfinder Tolkien selv først sproget Nevbosh og senere Naffarin. Tolkien lærte sig desuden Esperanto og skriver i 1909 ”The Book of the Foxrook” – der bl.a. indeholder flere selvopfundne alfabeter. Senere som studerende på Oxford læser Tolkien oprindeligt græsk og latin, men skifter til engelsk med special i old- og middelalderengelsk og ender som professor ved Oxford. Tolkien skabte desuden som teenager de to elversprog: Quenya (Eldarin), som er baseret på finsk, og Sindarin, som er inspireret af walisisk. 

Tolkiens far dør, da han er tre, og han flytter med sin mor ind hos bedsteforældrene i Birmingham. Tolkien er nysgerrig og udforsker naturen og landsbyerne omkring byen - og især landskaberne omkring Sarehole har dannet baggrund for hobbitternes idylliske land Herredet. Samtidig optager den gryende industrialisering, som var tydelig i Birmingham, og det moderne livs mere destruktive sider og også Tolkien og kan i ”Ringenes Herre” ses repræsenteret i fx Isengard med Sarumans træfældning og fordistiske ork-fabrik. 

Under første verdenskrig gør Tolkien, hvad han kan for ikke at blive indkaldt som soldat. Hans modvilje mod at deltage i krigen er ikke offentligt velset og til sidst må han af sted og kæmper bl.a. i Somme i Frankrig. Undervejs bliver han syg af skyttegravsfeber og sendes tilbage til England. Efterfølgende rammes hans enhed i et angreb og udslettes på tragisk vis. Tolkien mister i disse år mange venner og studiekammerater, og krigens brutalitet og meningsløshed sætter sig dybt og kommer bl.a. til udtryk i beskrivelsen af Mordor.

Troldedræberen og inspirationen fra Skotland

Når man ser på Tolkiens egne inspirationskilder er der især ét værk, det er umuligt at komme udenom; nemlig det mere end 1000 år gamle oldengelske heltekvad ’Beowulf’. Om den nordiske kriger Beowulf, som med bjørnekræfter og gode talegaver hjælper danernes konge og bekæmper uhyret Grendel. Tolkien oversatte selv værket, der dog først udkommer 40 år efter Tolkiens død. Tolkien fremhæver selv direkte ’Beowulf’ som inspiration, bl.a. i hans posthume udgivelse ’Silmarillion’, der kan siges at være forhistorien eller en slags poetik over den verden Hobbitten og Ringenes Herre foregår i. Konkret ses inspirationen bl.a. via sammenfald af navne, typer af racer og monstre, samfundsstruktur og Tolkiens vægt på den individuelle heroisme. 

Derudover var Tolkien også optaget af de to skotske forfattere Andrew Lang og George MacDonald. Lang indsamlede som folklorist keltiske folkesagn og eventyr fra den engelsk-skotske grænse og skrev samlingen ”The Langs’ Fairy Books” (i alt 25 samlinger af fortællinger for børn), mens MacDonald var en af pionererne inden for moderne fantasy.

Fra Draupner til Sampo - Nordens og Finlands mytologier

Tolkiens inspiration spænder vidt. Allerede som barn læste Tolkien de islandske sagaer og var i høj grad inspireret af såvel disse som den nordiske mytologi. I ’Völsunga saga’ (der bygger på heltedigte fra den Ældre Edda) optræder der fx en overnaturligt stærk ring og et sværd, der genskabes. Et mytestof den tyske komponist Richard Wagner også (før Tolkien!) trækker på i ’Nibelungens ring’. Videre i den nordiske mytologi har Odin også guldringen Draupner, som hver niende nat drypper otte nye guldringe. Der er samtidig mange slående ligheder mellem Odin og Gandalf og det vrimler med elvere/alfer, trolde og dværge i den nordiske folklore og mytologi. Tolkien bruger sågar en islandsk barnepige på det tidspunkt, han begynder at skrive Hobbitten. 

Tolkien har således fødderne solidt plantet i det norrøne landskab, og man kan ikke beskylde ham for at springe over, hvor gærdet er lavest. Tolkien er eksempelvis så dybt optaget af Finlands nationalepos ’Kalevala’ om verdens skabelse og den finske kulturs opståen, at han lærer sig selv finsk for at kunne læse værket på originalsprog. I ’Kalevala’ indgår historien om Sampo – et magisk artefakt skabt af smede – som bringer både både rigdom og tragedie til den som ejer den og den Odin-ligende figur Väinämöinen, der – ligesom Tom Bombadil – kan kontrollere naturen med sin sang.

Russiske orker og Smaug som frådende kapitalist 

Det er ikke nogen hemmelighed, at Sovjetunionen gennem mange år har haft et anstrengt forhold til Tolkien grundet hans moralgeografiske beskrivelser af de gode i vest mod de onde, totalitære i øst. Det anspændte forhold betød blandt andet, at de sovjetiske oversættelser af Tolkien blev kraftigt censurerede og kreativt tilrettede. Landet Mordor som symbol på et totalitært styre i øst er en allegori, nabolandet Ukraine ikke har været sen til at gribe i forbindelse med de seneste mange års konflikt med den russiske bjørn.

Den ukrainske forsvarsminister udtaler i en tale i marts 2022, at man ”vil stå fast mod Mordors angreb” og borgmesteren i Makariv omtaler tabet af 132 civile dræbt af ”russisker orker”. Tolkiens litterære arv indgår således såvel i sproget og kommunikationen i konflikten mellem Rusland og Ukraine - både officielt og via sociale medier. Dette er dog ikke et nyt fænomen. Allerede i 2015 brugte den ukrainske præsident Poroshenko også ’Mordor’ til at beskrive Putins forestilling om Novorossija/Nye Rusland - og i 2016 blev Googles oversættelsesværktøj hacket for at angive "мордор," (Mordor), når ordet "Rusland" blev oversat fra ukrainsk. 

Anvendt som krigsretorik er ikke det eneste sted, vi støder på Tolkien i moderne, politisk kontekst. Tolkien er fx flere gange blevet brugt i marxistiske artikler, og i forbindelse med filmen ’Hobbitten – Dragen Smaugs ødemark’ fremstilles dragen Smaug som et symbol på kapitalismen, der er gået amok. Forfatteren Jack Zipes udlægger i ”Breaking the Magic Spell : Radical Theories of Folk and Fairy Tales” Tolkien i en socio-politisk kontekst, hvor Bilbo fremstilles som den lavere middelklasses butiksbestyrer og dværgene som hærdede arbejderklassetyper.