Løvejagten på Eleore

Af Københavns Biblioteker
29.10.09
Da en løvejagt gjorde Nordisk Film i Valby til verdens filmcentrum. "Løvejagten" var den første egentlige danske spillefilm fra Nordisk Film i Valby. Det blev samtidig det største drama i dansk filmhistorie. Der var protester mod optagelserne, som blev forbudt, men alligevel gennemført. Filmen kunne ikke vises i Danmark, men blev en verdenssucces. Instruktør Ole Olsen blev frataget retten til at drive biograf, og det hele blev viklet ind i den tids største politiske skandale: Albertisagen.

Af Otto Vad

Det hele startede med igangsætteren Ole Olsen. Og det skete tilbage i 1907-08. Han kunne straks se filmens muligheder som et medium til at give folk oplevelser fra steder, hvor de ikke havde lejlighed til selv at komme enten socialt eller geografisk.

Tidligere havde han været omrejsende gøgler med bl. a. en gruppe negre, ligesom han med stor succes havde etableret et tivoli i Malmö.

Ægte junglebilleder
Hvad kunne være mere eksotisk end en løvejagt i Afrika. Det var naturligvis helt udelukket at rejse dertil med kamera og filmhold. Men med lidt fantasi kan man jo også komme langt. Der blev optaget ægte junglebilleder i Charlottenlund Skov og dyrene i Zoologisk have blev filmet.

For at undgå at få tremmerne fra burene med, måtte disse optages meget tæt på eller i skæve vinkler. Dette var et nybrud indenfor filmkunsten, hvilket den avancerede klippe- og optageteknik i det hele taget også bidrog til.

Endelig var der selve jagten. Ole Olsen havde udset sig en lille ubeboet ø, Elleore, i Roskilde Fjord til formålet. Med nogle kunstige palmer blev den gjort til en "tro kopi" af savannen.

Løver fra Hamborg samt en hest og en ged
Nu manglede der kun løverne og deres bytte. De første blev indkøbt fra Hagenbecks dyrepark i Tyskland for den nette sum af 5.000 kr. De var vist så affældige, at de alligevel skulle have været aflivet. Desuden indkøbtes en gammel hest og en ged.

Det hele inklusive filmhold og statister fragtes udenom Roskilde og sejles med en lille båd til Elleore. Det gælder om ikke at vække for megen opmærksomhed Men det går nu hverken værre eller bedre end at en dyreven får nys om jagten og klager til justitsminister Alberti. Han ser gode "muligheder" i sagen og nedlægger forbud mod optagelserne, som dog alligevel gennemføres.

Mistede licens til at drive biograf
Som sagt blev filmen, der i det første år ikke kunne vises i Danmark, en verdenssucces. Den blev solgt i i alt 259 kopier, hvilket var meget på den tid. Overtrædelsen af optageforbuddet bevirkede at justitsministeren nu prøvede at ramme Ole Olsen på et andet felt. Han blev frataget retten til at drive biograf i Danmark.

I det retslige efterspil blev Ole Olsen for øvrigt pure frifundet for anklagerne mod dyrplageri. Det kunne dokumenteres, at alle de medvirkende dyr faktisk blev nedlagt af professionelle skytter, inden de kunne nå at lide anden overlast. Justitsministeren, derimod, måtte kort tid efter gå til politiet for at melde sig selv som storsvindler.

 

Hvis du vil vide mere:

  • Cai Clint: Da Elleore blev befolket med løver i: Frederiksbog Amt Avis den 30.12.1982.
  • John Ernst: Løvejagten på Elleore i: Kosmorama nr. 73, februar 1966, s. 109-116.
  • Ole Olsen: Filmens eventyr og mit eget. Jespersen og Pios Forlag, 1940. Side 56 - 73 omhandler Løvejagten. Men resten af bogen er også spændende, om end visse forhold skal tages med et gran salt. Forholdene fremstilles nu engang sådan som Ole Olsen "husker" eller ønsker at fremstille dem.
  • Poul Malmkjær: Gøgler og generaldirektør : Ole Olsen grundlæggeren af Nordisk Film, Gyldendal 1997. Side 141 - 159 omhandler Løvejagten. Men resten af bogen er også meget spændende.
  • Løvejagten 1907 i: Margueritte Engberg: Dansk Stumfilm, bind 1 side 136-146. Indholder drejebogen til filmen scene for scene, men kommer også ind på det mere filmtekniske som kameravinkler osv.
  • Ib Michael: Vanillepigen, Gyldendal paperbacks 1996. På side 176 - 191 i denne roman er Løvejagten behandlet i litterær form.
for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket