podcast

10 litterære podcasts du måske ikke kender (endnu)

Dyk ned i litteraturens lyd. Lige fra interviews med forfattere til masterclasses i samtidsromanen. Denne liste giver dig gode litteratur-podcasts både på dansk, og på engelsk.

Skrevet af: Frances Barbara Ørnstrup Kristensen

Kundskabens hotel

Kundskabens hotel inviterer dig indenfor på biblioteket, i de stille hjørner mellem de fyldte boghylder og ved livligt larmende caféborde. Podcasten byder på levende og personlige præsentationer af litteratur, viden, film, musik, præsenteret af de mange inspirerende, vidende mennesker, man kan møde i Københavns Biblioteker.
Lyt med her 

Månedens forfatter 

Hovedbiblioteket i København inviterer hver måned til et arrangement med 'Månedens forfatter', der holder et foredrag, eller bliver interviewet fra scenen. Det bliver til et podcast, hvor du kan høre bl.a. Minik Rosing, Caspar Eric og Ida Jessen blive interviewet.
Lyt med her

Masterclasses 

Podcast-serie fra P1 hvor ti forfattere, der hver især mestrer deres genre, fører dig ind i litteraturens veje. Podcasten er baseret på foredragsrækken 'Ti Mestre' fra boghandelen Thiemers Magasin i København. Du kan bl.a. høre Hanne Vibeke Holst fortælle om samtidsromanen og Jesper Stein om krimigenren.
Lyt med her

Bølgerne 

Forfatterne Emeli Bergman og Ida Holmegaard er værterne på Bølgerne, der er en litteraturpodcast der fordyber sig i et nyt eller nyoversat værk. De to værter forholder sig kritisk til værkerne, men anmelder ikke, de har en samtale om værket. Det er ikke bedømmelsen men læsningen der er omdrejningspunktet her.
Lyt med her

Bogselskabet 

Anne Glad er vært på P4s bogprogram, hvor en udgivelsesaktuel forfatter hver uge bliver inviteret indenfor for at tale om deres eget værk og anbefale deres yndlingslitteratur. Her kan du møde bl.a. Morten Ramsland, Kristina Stoltz og Christina Hesselholdt.
Lyt med her

Skønlitteratur på P1 

Klaus Rothstein og Nanna Mogensen er værter ved det ugentlige litteraturmagasin om interessante tendenser og nødvendig litteratur, her kan du høre nyheder, baggrund, interviews og reportager fra litteraturens verden. En time i selskab med de vigtigste forfattere og andre bogfolk med noget på hjerte.
Lyt med her

Klassikere genfortalt 

Danske forfattere gengiver de store klassiske værker, de bøger man altid gerne ville læse, men aldrig har fået tid til. Her får du muligheden for alligevel at kunne tale med om dem til middagsselskabet, og måske giver podcasten dig endda blod på tanden for at kaste dig over fx Krig og Fred eller Kongens fald.
Lyt med her

Tid til bøger (Politiken) 

Tid til bøger er et bogmagasin fra Politiken. Janus Camara er vært, og dykker ned i tidens populære bøger. En bouillonterning af gode historier og interviews, montage og lyd. Du får en ugentlig podcast, der på 20 minutter giver dig et overblik over de aktuelle bøger.
Lyt med her

The librarian is in 

Podcast på engelsk fra The New York Public Library om bøger, kultur og boganbefalinger. Her kan du finde den næste bog du skal læse, når Gwen Glazer og Frank Collerius hver uge inviterer til en diskussion om bøger, popkultur og bibliotekets verden, og det gør de med lige dele humor, passion og viden.
Lyt med her

The new yorker fiction

Engelsk podcast fra The New Yorker, præsenteret af Deborah Treisman. Podcasten hvor forfattere læser højt fra, og diskuterer deres personlige yndlingsforfatter. Hør for eksempel Paul Theroux læse Jorge Luis Borges’s novelle The Gospel According to Mark.
Lyt med her

Podcastnybegynder

Er du helt ny til podcast?
Prøv vores digitale pakke: Sådan kommer du i gang med podcast

Hør podcast og lydbøger på eReolen

Hvis du kan lide at høre podcast kan du også prøve lydbøger! 
Lån gratis fra eReolen, her har du også mulighed for at høre podcasts.
 

Litterær Luksus banner mørk
Litterær Luksus
Få inspiration til din næste læseoplevelse, nyt om forfattere og aktuelle tendenser i bøgernes verden og udvalgte litteratur-events på Københavns Biblioteker, du ikke må gå glip af.
Tilmeld dig nyhedsbrevet