10 vi glæder os til - uge 20, 2018

15.05.18
Indkøbsteamet glæder sig til virtuose, entusiastiske, finske, ny-indspillede, rørende, pegende, omrejsende og originale værker (Kun ni pga. ferie)

Jeg glæder mig til

...at 'læse' lydbogen Kometår: 1918-1923 - verden i opbrud af tyske Daniel Schönpflug. Kristeligt Dagblad skriver: "Virtuos historiefortælling ....Bogen levendegør perioden 1918 til 1923. Alt ses, opleves og erfares gennem kendte og mindre kendte personligheder, hvis veje vi følger på kryds og tværs af storbyer og kontinenter. Resultatet er et landkort af skæbner og begivenheder, tanker og ideer. Store forhåbninger og bristede forventninger, eufori og destruktion." - Christine

...Alt om vinyl af Søren Genefke. Til vinylnørden! Første bog af sin slags på dansk og en kærlighedserklæring til mediet. Bogen kommer omkring vinylpladernes historie, fremstilling, pladeselskaber, covers mv. foruden interviews med en række pladeentusiaster og samlere, som fortæller om deres personlige favoritudgivelser. - Sara

...endnu en god finsk roman Pludselig falder ting fra himlen af Selja Ahava. Romanen modtog EU's litteraturpris i 2016, og fortælles af lille tænksomme Saara, hvis mor fik is i hovedet og ikke mere er her og om Faster Anna, der vandt lottogevinsten to gange og derfor kunne købe et slot. Tilfældigheder og sorg blandes i en verden af eventyr. - Sonja

...udyr, en debut af Bjarke Sølverbæk. En dystopisk roman der rejser dyreetiske problemstillinger, for unge fra ca. 12 år. Milles hund kan pludselig tale og snart kan andre pelsede dyr også tale.  De talende dyr skaber stor frygt og splitter befolkningen. Der er dem, der er tager dyrenes parti og vil give dem rettigheder og dem vil have dyrene aflivet. - Pernille

...at få svar på spørgsmålet om hvorfor den berømte lettiske dirigent Mariss Jansons ”gen-dirigerer” Mahlers 7. symfoni (Nattens sang kaldes den nu og da) med Royal Concertgebouw Orchestra, bare små 10 år efter indspilning med det bayerske orkester? - Mads

...En kærlighedshistorie om 19-årige Paul, der forelsker sig i sin 48-årige gifte tennispartner. Romanen er foruroligende, rørende, desillusionerende og fremragende skrevet ifølge diverse dagbladsanmeldere. Jeg kan ikke vente! Barnes, Julian: Den eneste historie​. - Marianne

...en pegebog der er lavet af Julie Mercier. En type pegebog, som vi ser for første gang, nemlig  en papbog, som på én gang er en pegebog,en findebog og et huskespil. Huskespillet findes bag låger, der kan skubbes til side. Bogen hedder: Mit første huskespil – dyr- Lone

...til at tage på rejse med August Strindberg i Frankrig i 1886-87 Blandt franske bønder : Subjektive rejseskildringer. Strindberg kom vidt omkring og besøgte bl.a. Normandiet, Flanderen og Provence. Her beskriver han de folk og det landskab, der møder ham. De franske småbønder bliver præsenteret i små scener, hvor han fortæller om bønder, kvinder, fremmede, børn og dyr. Lektøren lover en underholdende bog, som ”er særdeles læseværdig og holdt i et dramatisk og udtryksfuldt sprog om et Europa i forandring”. - Cæcilie

...The Tree of Forgiveness, som er det første album med egne originale sange, fra en af USA's største sangskrivere, John Prine. Hans stemme er måske ikke, hvad den har været (han er 71 år gammel og er blevet opereret i halsen for kræft), men der er stadig bid og vid i hans tekster. På en række numre bliver han støttet af et par store navne, såsom Brandi Carlisle, Amanda Shires og Jason Isbell. Så hvad er der ikke at glæde sig til! - Bent

 

Materialer