Animationsfilm dykker ned i Københavns Biblioteker

29.10.21
Nadia Schlosser studerer Interaktivt Design og har en stor passion for litteratur og biblioteker. Så meget, at hun har valgt at lave en flot animationsfilm om Københavns Biblioteker til et af sine studieprojekter.

Nadia Schlosser studerer Interaktivt Design på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). I forbindelse med et animationsprojekt på studiet har Nadia lavet en fortælling om bøgernes altopslugende effekt på læseren.


Vi har talt med Nadia for at høre, hvad der drev hende til at vælge Københavns Biblioteker til sit projekt.

Hvorfor har du valgt Københavns Biblioteker til dit animationsprojekt?

”Jeg valgte Københavns Biblioteker til mit animationsprojekt, fordi biblioteker altid har været en meget stor del af mit liv, og jeg har en stor kærlighed til ord og litteratur. Som barn var mit lokale bibliotek næsten mit andet hjem, og jeg havde et ret familiært forhold til bibliotekarerne. De var fx blandt dem, der opfordrede mig til at deltage i en lokal skrivekonkurrence, da vi havde snakket meget om min lyst og passion for selv at skrive. Sidste scene i animationsfilmen er et visuelt udtryk for, hvordan jeg selv havde det med biblioteket som barn, og stadig har det.”

Hvad er dine tanker bag filmen?

”Processen med filmen havde sit eget liv, og mange af valgene opstod ud fra følelser og fornemmelser. Fx det at der er brudstykker af tekst nede i vandet, valgte jeg at gøre for at understøtte følelsen af at manden dykker ned i litteratur, og dermed ophøjer handlingen at svømme til noget mere metaforisk. Det var vigtigt for mig at filmen fik et legende udtryk og at min egen læselyst skinnede igennem. Derudover har jeg også været stærkt inspireret af Bennys Badekar.”

Hvad låner du selv på biblioteket?

”Jeg låner meget forskelligt, og min smag i bøger har udviklet sig meget. Jeg har altid lånt mange tegneserier og graphic novels, og har fundet mange virkelig interessante titler og forfattere ved bare at browse lidt rundt i udvalget. Derudover låner jeg mange digtsamlinger og så er jeg kæmpe fan af socialrealisme.”

Hvad er den næste bog du skal læse?

”Jeg har en kilometerlang liste, men de første jeg skal have fat i er nok Thomas Korsgaards "Man skulle nok have været der", Rune Rybergs "West End Boy" og Morten Papes "I Ruiner". Jeg har lige færdiggjort Matilde Digmanns "Pseudo", og håber, håber, håber, at de snart går i gang med et nyt graphic novel projekt.