Bøger om København 2020

Hvert år udkommer der spændende bøger om København. 2020 er ingen undtagelse. Jeg har fundet et udvalg af årets gode bøger. Måske du kan finde en idé til en julegave, eller en god bog til vinterlæsningen.

På tur i Tordenskiolds København

Forfatter: Morten Lander Andersen

Guidebog til en historisk byvandring i Tordenskiolds København. Fortæller om 1700-tallets samfund på god og ondt og man får historien om København gennem steder der også fandtes på Tordenskiolds tid.

"Morten Lander Andersen forestår byvandringer, og man mærker hans mundtlige foredrag gennem teksten, der er frisk og ukrukket. Bogens struktur er dannet ved at flette begivenheder i Tordenskiolds liv med konkrete steder og disse steders øvrige personer, hvilket fungerer rigtig godt. Forfatteren kender byen ned i meget små, men signifikante detaljer, og som læser og ledsager overraskes man over, hvad der egentlig findes, når man ser sig godt for eller får de fornødne adgangstilladelser." skriver Christian Kaaber i sin anmeldelse af bogen på Historie-online.dk.

Træhuse i København

Forfatter: Peter Olesen

Bogen viser vej til 40 forskellige bygningsværker i træ. Beskrivelse af kolonnaden på Amalienborg, Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro, Det Japanske Tårn i Tivoli, Ballonparken på Amager, Dansepavillionen i Sydhavnen, bjælkehuset i Søndermarken , Tennishallen på Rygårds Allé m.fl.

Bogen blev anmeldt i Politiken (21.05. 2020), her skrev Lars Hedebo Olsen: "I "Træhuse i København" har Peter Olesen dog skruet ned for temperamentet og kommer ikke med så mange stikpiller til politikere, bygherrer og arkitekter. I stedet for at være harm over udviklingen, glæder han sig i det store hele over, at vi faktisk har en hel flok træhuse i hovedstaden, og man kan mærke, at han nyder at dele sin viden med os læsere.
Det er skønt, for meninger er vigtige, men viden og indsigt lige så vigtig, og det får man hos Peter Olesen i denne bog."

København : københavnernes historie fortalt i billeder. Bind 2, 1960'erne

Redaktør: Lene Floris

Et stykke københavnsk kulturhistorie fra 1960'erne set gennem billeder. For københavnere og andre, der interesserer sig for lokalhistorien og den kæmpe udvikling, vores hovedstad har gennemgået de sidste 50 år.

"1960ernes København er det København, der var Olsen-bandens bagtæppe og udgangspunkt, og i dag tænker jeg ofte, når TV genudsender én af filmene, at man kan læse hele Ballings Olsen-epos som ét stort elegisk farvel til det København, han godt vidste var på vej væk.
Nu kan enhver få den samme bittersøde fornemmelse i denne nostalgiske og helt igennem skønne bladrebog." skrev anmelder Holger Dahl i Berlingske (18.10. 2020).

København : set gennem gamle billeder

Forfatter: Jesper Asmussen

Fotobog om Københavns udvikling i perioden 1901-1950. Bogens mange gamle billeder er digitalt efterbehandlet, hvilket gør billederne fascinerende klare. Bladrebog til dem med interesse for Københavns historie.

Det er "en guldgruppe af bygninger, gadeliv og arbejdssituationer, og Jesper Asmussen har til hvert enkelt foto tilføjet en faktaboks, som understøtter motivet og samtidig bibringer viden om datidens København. En fiks detalje som beriger oplevelsen af det enkelte fotografi, og samtidig er tilføjet, som havde det været en lille messingplade, der er monteret midt på fotoet nederste kant, så det ikke på ingen måde virker forstyrrende i synsfeltet." Skrev Ulla Weishaupt på Historie-online.dk.

Nyheder på liv og død : i sporene efter Danmarks største journalist gennem det besatte København

Forfatter: Alex Frank Larsen

Kender du Børge Outze? Han var manden, der forsynede danskerne med nyheder under 2. verdenskrig og grundlagde Dagbladet Information. I denne spændende bog kan du blive klogere på en af Danmarks helte. For læsere, der ynder fortællinger fra besættelsestidens Danmark.

"Nyheder på liv og død" får et par kristiske kommentar i anmeldelsen Medrivende fortælling, men ikke spændende fortalt skrevet af Steffen Moestrup på Journalisten:
"Bogen er udgivet på Larsens eget forlag, og det er en hæmsko. I hvert fald ville bogen have haft rigtig godt af en solid redaktør til at hanke op i de alt for mange gentagelser og lange opremsninger af navne. Utallige egennavne står af uvisse årsager med fed skrift, hvilket blot er med til at manifestere deres overflødige tilstedeværelse. Jeg kan simpelthen ikke se, hvad vi skal med alle de navne og deres indbyrdes relationer. Der er også en mærkværdig komposition i bogen, hvor de to halvdele synes at udligne hinanden på uheldig vis. Første del kaldes ”Outze-ruten”, anden del hedder ”Tæt på Outze-ruten”, men de to dele rummer en del af de samme anekdoter, og man sidder derfor tilbage med følelsen af repetition uden dybere mening."

Arven efter Lumbye : musik og musikere i Tivoli 1843-1944

Forfatter: Henrik Engelbrecht

Beskrivelse af musiklivet i Tivolis første hundrede år fra parkens åbning i 1843, hvor komponisten H.C. Lumbye var en afgørende del af underholdningsprogrammet.

"Det er et stykke væsentlig kulturhistorie, som Henrik Engelbrecht her åbenbarer for os." skriver Poul Porskær Poulsen i anmeldelsen af bogen på Historie-online.dk.
I Eventyrhavens musik i Weekendavisen skrev Peter Johannes Erichsen: "Engelbrechts sporsans og milde ironi åbenbarer et både lebendigt og tragikomisk univers. Det musikalsk så veltrimmede Tivoli i dag sættes i det skarpest tænkelige relief. Hvor var den fortid dog dirrende af liv."

Bombemål Shellhuset og katastrofen ved Den Franske Skole

Forfatter: Christian Aagaard

Fortælling i ord og billeder om triumfen d. 21. marts 1945, da Royal Air Force-fly tilintetgjorde Gestapos danske hovedkvarter i Shellhuset i København - og om tragedien samme dag, hvor Den Franske Skole og et helt boligkvarter på Frederiksberg blev bombet ved en fejl.

"Opbygningen i form af afsnit af tekstmættede stof og lange passager med tekstunderbyggede fotos er velfungerende, ligesom skiftet mellem øjenvidneudsagn og historisk fremstilling med ramme- og samtidsbegivenheder er særdeles fint struktureret. Forfatteren formår også på glimrende vis at gå i dybden med interessante detaljer og illustrative baggrundsforklaringer, uden at overblikket for læseren nogetsteds går tabt", skrev Kresten Søe om bogen på Historie-online.dk.

Kastellet under besættelsen : tysk besættelse 1940-1945 og engelsk indkvartering 1945

Forfatter: Finn Andersen

Historien om hvordan tyskerne anvendte Kastellet som kaserne under 2. verdenskrig, og hvordan de prægede det.

Uropatruljen : politiets hårde halse

Forfatter: Frederik Strand

Ulla Weishaupt anmeldte bogen på Historie-online.dk og skrev: "Man må sige at med sine knap 600 sider, er det noget af en moppedreng og på ingen måde velegnet til sengelæsning. Men selv om det er en fysisk tung bog, så er indholdet let tilgængeligt og meget læseværdig, teksten bliver løbende understøttet af sort/hvide fotos, og opbygningen af bogen giver et naturligt flow, der er indrammet af en kort indledning og ditto afslutning. Det, at betjentene selv er kommet til orde, gør, at der er meget sjæl med, og man føler menneskene bag korpset. Hvis man har interesse i politihistorie, er denne bog et must."

Uro'erne kommer! : historien om Københavns Uropatrulje indefra

Forfatter: Tom Guldbæk Olsen

Tidligere urobetjente fortæller om den kontroversielle politienhed, Københavns Uropatrulje, deres opgaver, miljøerne de arbejdede i og deres deltagelse i konfrontationer på Christiania og med bz'ere på Nørrebro.

Tingbjerg - vision og virkelighed

Bogen fortæller en anderledes historie om området med fokus på Tingbjergs arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, og den rehabiliterer Steen Eiler Rasmussen som arkitekt og byplanlægger. Bogen kaster også et blik på fremtidsplanerne for Tingbjerg.

Bevar værdierne : Harsdorffs Hus

Forfatter: Vibeke Krogh

Om Harsdorffs Hus' historie med beskrivelse af opførelsen, arkitekturen, husets beboere og aktiviteter før og nu.

Grundtvigs Kirke og det aristokratiske primtal : en drøm fra det tyvende århundrede

Forfatter: Thomas Viggo Pedersen

Højt på Bispebjerg ligger Grundtvigs Kirke. Kirken er bygget som et monument for Nikolai Frederik Severin Grundtvig, og bogen her fortæller historien om kirken og dens tilblivelse. For alle med interesse i dansk kirkehistorie og arkitektur.

Paul Fischer : byen i det bedste lys

Udstillingskatalog med malerier, tegninger og fotografier af Paul Fischer (1860-1934), særligt kendt for at skildre København som en spirende metropol omkring århundredskiftet 1900, samt fire artikler og en introduktion om maleren. For alle med interesse for København eller dansk billedkunst.

Malerkunst på Christianshavn

Forfatter: Kristian Hvidt

Over 200 malere har gennem årene malet motiver fra Christianshavn. Nogle af dansk kunsthistories bedste kunstnere som Hammershøi, Krøyer, Skovgaard, Weie og Hoppe har boet og arbejdet der, men mange andre kendte og mere ukendte malere har fra midten af 1700-tallet til i dag også stillet deres staffeli op, når de blev fascineret af et motiv fra Christianshavns kendte kanaler, gader og volde.
Til hvert maleri har Kristian Hvidt skrevet en tekst, præget af hans omfattende kulturhistoriske viden og kærlighed til den malerkunst, han som malersøn lærte at kende tidligt i sit liv.

Tidsbilleder Christianshavn

Fotograf: Julie Rønnow

Julie Rønnow, selvlært fotograf, født 1934,  har altid været glad for at se. Med et kamera som værktøj har hun siden 1960erne skildret bylivet i alle facetter. Tidsbilleder viser et udvalg af hendes markante sort-hvide fotos, hvor hun er kommet tæt på personer og situationer.

Isola : København i coronaens tid

Flot fotografisk bog om det mennesketomme København under forårets coronanedlukning. For interesserede i billeddokumentation om samfundsforhold og fotokunst.

16.12.20