De bedste nye bøger fra august for de 11-15 årige

Gå ind i sensommeren med de bedste nye bøger. Særligt er der udkommet stærke og vigtige ungdomsbøger, men der er også en fagbog om penge og en ny spændende fantasy-serie på listen.

Hver uge køber Københavns Biblioteker nye bøger. Herunder kan du læse om og bestille et udvalg af de bedste nye bøger.  ​

"Hør lige her!" er en sjov og gribende roman om køn og identitet i en skøn blanding af skandinavisk frisind og højreorienteret udlændingepolitik tilført Bollywood og muslimske leveregler. Romanen blev nomineret til flere priser i hjemlandet Norge, heriblandt Bokhandlerprisen. 

Sarah Ophelia Møss, kendt fra Ophelia Invest, har skrevet "Den lille guide til privatøkonomi for børn og teeangere", en grundig indføring og håndbog i økonomi rettet mod børn fra cirka 12 år. Der er både kapitler om lommepenge, investeringer, hvordan man sparer op og generelt forvalter sine penge, når man selv har ansvaret. 

Der er fart over feltet i den nye fantasy serie "Alcatraz mod de onde bibliotekarer". Drengen Alcatraz må kæmpe mod en kult af onde bibliotekarer, som vil overtage verdensherredømmet. Bogen er god til fans af bøgerne om "Artemis Fowl".