Den bedste fiktion februar 2019

Personalets favoritter fra februars nyeste fiktion tæller en søstersolidarisk og uimodståeligt finurlig tegneserie, en erindringsroman, som er blevet en overraskende verdensomspændende bestseller og en hårdkogt svensk 1930'er-thriller med et strejf af Raymond Chandler. Bestil til afhentning på et bibliotek nær dig!

Pénélope Bagieu: Skamløs : rebelske kvinder der ændrede verden

Den franske tegneserieskaber Pénélope Bagieu tegner og fortæller i denne inspirerende tegneserie 15 rebelske kvinders livshistorier. Kvinder, der gik mod samfundets normer, overvældende modgang og overmagt og ændrede verdenshistorien. Bagieu har udvalgt vidt forskellige kvinders historier fra alle tidsaldre og verdensdele. Fra den skæggede dame Clémentine Delait fra Frankrig over socialarbejderen Leymah Gbowee fra Liberia til fyrvogtersken Giorgina Reid fra USA. Fra dem vi alle kender, til alle dem vi burde kende. Tegneserierne er oprindeligt tegnet til avisen Le Mondes hjemmeside, men udkom i bogform på fransk i 2018 og er nu oversat til 11 sprog. Virkelig dragende tegneserie, der med humor og kompromisløshed tegner 15 skarpe portrætter af seje kvinder. Flot udgivelse!- Cæcilie, Kulturstationen Vanløse

Tara Westover: Oplyst: erindringsroman

Denne roman er historien om en amerikansk mønsterbryder. Langt ude på landet i Idaho bliver Tara Westover født ind i en ekstrem isoleret mormonfamilie, hvor især faderen sætter dagsordenen. Vold og vanrøgt præger hverdagen, men som 17 årig (tilskyndet af en bror) bryder Tara ud af familien og begynder på et uddannelsesforløb, der ender med et professorat i historie. Romanen er velfortalt og forfatterens debut. - Sonja, Islands Brygge Bibliotek

Martin Holmén: Clinch

Jeg glæder mig til denne dystre nordiske noir-thriller henlagt til 1930'ernes Stockholmske underverden, hvor den tidligere bokser Harry 'Kvisten' Kvist arbejder som pengeopkræver og må tage tage opklaringen i egne hænder, da han anklages for mordet på én af sine skyldnere. Clinch er en debut fra svenske Martin Holmén, som til dagligt arbejder som historielærer, og bogen er særligt blevet fremhævet for sin fængslende skildring af det rå miljø i depressionstiden og sin skarpt tegnede, modsætningsfyldte hovedperson. Hvis du (som jeg) dårligt kan vente til næste sæson af Babylon Berlin, burde der være meget at hente hos dette bud på en nordisk Raymond Chandler. - Naja, Københavns Hovedbibliotek

Vil du have alle de nyeste bøger og anbefalinger direkte i din indbakke? Tilmeld dig nyhedsbrevet "Nyt på hylderne"

04.03.19