Det var på Rundetaarn

Tiden er til varm kakao, lange romaner og gamle danske film. Rundetaarn står på rollelisten i flere af filmene, men i ingen af dem fylder det gamle tårn så meget som i den charmerende lystspilklassiker "Det var paa Rundetaarn", der roses for en usædvanlig stærk tidskolorit.

Af Rasmus Agertoft, Rundetaarn

Rundetaarn er naturligvis et tårn, men det er også en munter danserestaurant med garderobedame, husorkester og jitterbugkonkurrence. I hvert fald i instruktøren Poul Bangs filmiske lystspil "Det var paa Rundetaarn" fra 1955, hvor to af hovedpersonerne spilles af Dirch Passer og Ove Sprogøe. Netop de to havde været et af tidens mest populære makkerpar, siden de sammen havde sunget "Der kommer altid en pige og en sporvogn til" i filmen "Ved Kongelunden" to år tidligere.

Handlingen i filmen er til at overskue, ja, faktisk er det resumé, som Dirch Passer skrev i et brev til Ove Sprogøe forud for optagelserne, meget dækkende. Her står der, at ”Vi to spiller to musikere, der kommer ind i en masse forviklinger og får to dejlige piger til slut. Kort sagt alt det, vi har ønsket os”.

En hestedrosche kører forbi

Forviklinger følges i folkekomedier ofte af forvekslinger, men dem er der nu overraskende få af, navnesammenfaldet mellem tårnet og danserestauranten taget i betragtning. Der er ingen jitterbugdansere, der tager fejl af adressen og møder op til en akrobatisk svingom i Sneglegangen, og ingen nyansat astronom, der prøver at kigge stjerner fra restaurantens dansegulv. Til gengæld er der først og sidst fine billeder fra det rigtige Rundetaarn, og ikke uden grund har en filmguide forsynet sin omtale af filmen med et lille symbol, der tilkendegiver, at den har en usædvanlig stærk tidskolorit.

Det gælder også andre af de film, der har Rundetaarn på rollelisten i kortere eller længere sekvenser. Dem er der flere af, men det gamle tårn spiller nu ofte en meget begrænset rolle. I filmatiseringen af Jens Christian Hostrups syngespil "Genboerne" (1939) bliver man for eksempel sporet ind på, at en del af handlingen foregår på kollegiet Regensen over for Rundetaarn, ved at se Rundetaarn bag regensgårdens lindetræ, og i filmkomedien "Charles’ tante" (1959), der ligesom "Det var paa Rundetaarn" har Dirch Passer og Ove Sprogøe i bærende roller, opnås samme effekt ved at lade en hestedrosche køre forbi tårnet i en af filmens første scener.

En beroligende kopi

Når Rundetaarn overhovedet er med i filmene, er det altså fortrinsvis for at markere, hvor vi befinder os, om det så er i København generelt eller mere specifikt i byens gamle latinerkvarter. Rundetaarn er jo en umistelig del af hovedstadens profil.

Det er da også det utænkelige i at flytte tårnet væk fra byen, der udgør en del af komikken i begyndelsen af filmen "Mafiaen – det er osse mig" (1974), som i øvrigt har manuskript af Lise Nørgaard. Her inviterer svindleren Dirch Passer en oliesheik op i Rundetaarn, hvor han forsøger at sælge tårnet for 10 millioner dollars. Fra Rundetaarn vil sheiken nemlig have ”et excellent overblik over alle sine olietårne”, som et af salgsargumenterne lyder.

Et overblik kræver en vis højde, og det har Rundetaarn som bekendt, selv om det langtfra er det højeste af Københavns tårne. Tårnet er dog højt nok til, at man fandt det mest betimeligt at bygge en kopi af dets øverste etager i filmstudiets have i Charlottenlund, da man optog "Det var paa Rundetaarn". I filmens klimaks lander en taske fyldt med penge nemlig på et jernanker på tårnets facade, hvorfor et par af dens personer klatrer rundt på den berømte rebus. Men altså kun i kopi, så der ikke var så langt ned.

Det dramatiske klimaks i lystspillet "Det var paa Rundetaarn" foregår på tårnets facade. I anledning af indspilningen var den øverste del af Rundetaarn dog for en sikkerheds skyld blevet genskabt i haven til Saga Studio.
10.02.21