Februarhighlights: Krimiboom, samfundsrevsen og finurlig filosofi

Vi gearer op til Krimimessen med to friske, nyskabende thrillerdebuter, fordyber os i det rå klassesamfund og nørder igennem med tre skæve filosoffer – og en enkelt, bramfri feminist.


Morderisk boom: to debutanter at holde øje med

Den danske bogbranche tager tilløb til Krimimessen i Horsens med et mærkbart, bloddryppende opsving. Her har februar leveret en perlerække af udgivelser fra gamle krimikendinge, men særligt to nye debutanter stikker ud i mængden. Først og fremmest "Den tavse patient" af engelsk-cypriotiske Alex Michaelides om en terapeuts besættelse af den tavse Alicias tilsyneladende uforklarlige, brutale mord på sin ægtemand; en sid-på-kanten-af-stolen thrillergåde fra toppen af Amazons bestsellerlister. Længes du efter et frisk spin på spændingsgenren, bør du til gengæld kaste et blik på "Sekten på tågeøen": en svensk new-age-thriller med tråde til næsten "Midsommar"-agtig skærgårdsuhygge, som bygger på forfatterens egen flugt fra Scientology-bevægelsen. To nye navne, vi forventer os meget af.

Kokain og kapitalisme: Det rå samfunds genkomst

Fulgte man litteraturdebatten i februar måned var det svært at undgå digter Asta Olivia Nordenhofs debut som kapitalismekritisk, samfundsrevsende romanforfatter. Med "Penge på lommen" har hun påbegyndt det hyper-ambitiøse romanprojekt "Scandinavian Star": en føljeton på syv planlagte bind, som sætter klassesamfundet, kapitalismen og politisk desperation i det 21. århundrede eftertrykkeligt på dagsordenen. Fra en anden sfære af det rå samfund skriver debutanten Simone Mørch Stjer i romanen "S" om miljøet omkring Istedgade, hvor vi følger den unge Helenes kamp for at holde sammen på sig selv i jagten på den næste rus. En nøgtern og personlig beretning, som insisterer på at finde styrken og personligheden i oversete og udsatte skæbner.

Skæve filosoffer

En sidste krølle på februars mangeartede nyanskaffelser er en usædvanlig klump af finurlige filosofibøger. Har du eksempelvis nogensinde overvejet, hvordan "Ringenes Herre" kan belyse dybere filosofiske problemstillinger? Nej? Det har til gengæld et hold fagfilosoffer, som også dedikerede Tolkien-fans. For den mere ortodoks anlagte filosofinørd er også en veloplagt Nietzsche-biografi og en introduktion til livsnydelse á la Michel de Montaigne.

Bramfri, international komiker om kropsskam og smalle flysæder

Har du hørt om Sofie Hagen? Hvis ikke, er du måske stadig i flertallet herhjemme – men det kan snart ændre sig. Den danskfødte komiker, podcaster og kropspositivisme-forkæmper har touret med standupshows i 28 lande, og hendes erindringsbog "Happy Fat" er nu at finde på dansk; en uforsagt og humoristisk gennemspidning af den kultur, der fortæller kvinder, at de skal hade deres deller. 

Vil du have flere anbefalinger, bogtips og analyser af de seneste tendenser på det danske bogmarked? Tilmeld dig nyhedsbrevet Nyt på hylderne.

02.03.20