Gamle genboer i centrum for troens udbredelse

Af Rasmus Agertoft, Rundetaarn

Der er kun få meter mellem Rundetaarn og Regensen. Faktisk er passagen mellem de to bygningsværker så snæver, at man skulle se sig godt for omkring år 1900, hvis man skulle undgå at blive kørt ned af en omnibus eller løbet over ende af den malstrøm af mennesker, der åbenbart dengang skulle samtidig gennem flaskehalsen på Købmagergade.

Der fremkom adskillige forslag til at afhjælpe problemet, blandt andet fra arkitekten Anton Rosen (1859-1928), der foreslog at rulle Rundetaarn lidt bagud for at skaffe mere plads til trafikken. Ved samme lejlighed, mente Rosen, kunne man passende hædre tårnets bygherre ved at omdanne det til ”et for Christian den 4de værdigt Monument”. Tanken var at placere en statue af den byggeglade konge på Rundetaarns facade under hans berømte rebus og så i øvrigt forsyne tårnets top med en mastodontisk overbygning, der skulle indeholde ”en Mindehal, hvor Dekorationerne skulle fremstille Kongens Liv og Gjerninger”, som Rosen skrev.

Uden lige i Europa

Det er nok de færreste, der i dag vil begræde, at planerne ikke blev ført ud i livet. Idéen om at se Rundetaarn som et oplagt sted at mindes Christian IV (1577-1648) fejler imidlertid ikke noget. Rundetaarn rager nemlig op som den mest ikoniske del af et samlet kompleks af bygninger, der omfatter ikke bare det såkaldte Trinitatis-kompleks, men også netop Christian IV’s kollegium Regensen, som i år kan fejre sit 400-års jubilæum.

Regensen blev indviet i 1623 og havde altså allerede en rum tid været bolig for trængende studerende ved Københavns Universitet, da Rundetaarn stod færdigt i 1642. Alligevel bytter astronomen Christen Sørensen Longomontanus (1562-1647), der var den første leder af Observatoriet på toppen af Rundetaarn, om på bygningsværkernes rækkefølge i sin lille bog Introductio In Theatrum Astronomicum (Introduktion til det astronomiske teater), der blev udgivet i 1639, to år efter at grundstenen til Rundetaarn var blevet lagt.

“Men nu på det seneste”, hedder det i bogen i dansk oversættelse, “bygges, med Guds hjælp og under anførsel af vor højlovlige konge, dette tårn her i København, og Regensens helligdom for de studerende bliver føjet til det”. Hvorefter Longomontanus føjer til, at ”Komplekset med begge bygninger bliver (om det af guddommelig nåde kan opnå sin idealform) så stort og af en sådan storslåethed i sin forunderlige struktur, at det intetsteds i Europa vil kunne finde sin lige eller mage”.

Tilknyttet universitetet

Longomontanus laver formentlig sin ombytning for at fremhæve det nye runde tårn, der på det tidspunkt var ved at rejse sig over København, og selv om han kløjes i kronologien, er der ingen grund til ikke at stole på ham, når han påpeger sammenhængen mellem Rundetaarn og Regensen.

Sammenhængen var ikke mindst institutionel, idet begge nybyggerier var tilknyttet Københavns Universitet. Fra Regensens gård og de dunkle værelser på kollegiet har de studerende kunnet kigge op på universitetets observatorium på toppen af Rundetaarn, hvor flere af dem sikkert blev uddannet og havde tjanser med at hjælpe astronomerne.

Efterhånden blev Observatoriet fulgt op af flere universitetsfunktioner, som blev føjet til det oprindelige kompleks af bygninger efter en plan, som Christian IV selv udtænkte, men ikke nåede at se virkeliggjort. Rundetaarn var således den første del af Trinitatis-komplekset, der først afsluttedes i 1657 med indvielsen af Universitetsbiblioteket, som rummede universitetets bogsamling med adgang fra Rundetaarns Sneglegang.

Året forinden var Trinitatis-komplekset blevet suppleret med sin anden del, den nybyggede Trinitatis Kirke, der overtog funktionen som studenterkirke fra en midlertidig kirke, som var blevet indviet på Regensen i 1635. Regenskirken lå i kollegiets fløj ud mod Købmagergade, der oprindelig var i et enkelt stokværk, men i 1748 blev revet ned og genopbygget i to etager. Det skyldtes interessant nok blandt andet, at genboskabet til Rundetaarn og Trinitatis Kirke krævede en mere anselig bygning ”til Stadens større Ziir”, som det hed. Mere end 100 år efter færdiggørelsen af Rundetaarn betones sammenhængen mellem Trinitatis-komplekset og Regensen altså stadig.

Sand fromhed

Sammenhængen var der fra begyndelsen i kraft af det kristne grundlag, der bandt det hele sammen og udgjorde den religiøse ramme om både Trinitatis-komplekset og det samlede bygningskompleks. I århundredet forinden var den lutherske reformation blevet gennemført i Danmark, og netop universitetet spillede en vigtig rolle som ideologisk bastion og det sted, der skulle uddanne den protestantiske kirkes præster.

Den religiøse forståelse gennemsyrer det samlede bygningskompleks. I Rundetaarn skulle de astronomiske observationer give indsigt i skaberværket og bekræfte dets storhed, i kirken blev Guds ord forkyndt, og til indvielsen af Universitetsbiblioteket blev der sat tre tykke streger under den kristne forankring, da det blev pointeret, at ”Sand fromhed skal i første række være dette hellige steds bestræbelse, dernæst atter sand fromhed og til sidst fromhed og dyd”.

Også Regensen, som altså husede mange af den protestantiske kirkes kommende præster, skrev sig ind i samme kontekst, som det fremgår af en bygningstavle på kirkefløjen, der i oversættelse lyder: ”Til den Gud, som almægtigt styrer Himmel og Jord, som er uforgængelig og har skabt alt, og til den enbaarne Frelser, Jesus Christus, vor Herre, helligede Christian IV, Danmarks og Nordens stormægtige Konge, dette Fromhedens Kollegium paa det, at den sande Tro kunde udbredes heldigere og frodigere over disse Nordens Riger, og han indviede det Aar 1623 efter Guds Iklædning i Kødet.”

Christian IV’s minde

At dømme ud fra inskriptionen på Regensen og kollegiets sammenhæng med Trinitatis-komplekset har det samlede bygningskompleks i Christian IV’s optik været et centrum for udbredelsen af den protestantiske tro i hele Norden.

Det var en opgave, der ikke var overstået med reformationen, men blev så meget mere påtrængende i Christian IV’s regeringstid, hvor den såkaldte lutherske ortodoksi, der indebar en meget regelret fortolkning af den lutherske lære, for alvor slog igennem. Som protestantisk fyrste var det Christian IV’s ansvar, at hans undersåtter i Danmark og Norge havde den rette tro – og det ansvar udbredte han meget gerne til også at omfatte svenskerne.

Hermed er vi tilbage ved Christian IV. Selv om det ikke lykkedes ham at erobre Sverige, erobrede han en position som en af de mest markante konger i danskernes erindring – ikke mindst regensianernes. I 1823, da Regensen fejrede sit 200-års jubilæum, var der således næsten ikke ende på de sange, der blev sunget til hans pris, og de festlige illuminationer af hans billede, valgsprog og monogram, der blev optændt.

Også kongens runde tårn var naturligvis med i fejringen. Efter at den nyskrevne sang ”Christian den Fjerdes Minde” var blevet sunget, ”löd den samme Melodie, udfört af Basuner og Horn, fra Rundetaarn, hvor i samme Öieblik Christian den Fjerdes kronede Navnetræk viste sig i Transparent”, som det hedder i en beskrivelse. Hvorved sammenhængen mellem de to gamle genboer på hver sin side af Købmagergade altså endnu en gang blev betonet.