Litteratur til urolige tider: Dystopiske virkeligheder

18.03.20
Når tvivlen griber dig: keep calm and keep reading!

Vi tackler alle sammen uro forskelligt. Nogle gange vil man helst læse noget let, lystigt og helt anderledes end den hverdag man står i. Andre gange vil man måske hellere læse noget der spejler den situation man befinder sig, og føle sig set og forstået. Hvis du har brug for det sidste, så er du landet på den rigtige artikel. Her kommer nemlig anbefalinger på dystopier og apokalypselitteratur. Det er smukt, foruroligende og lige så skræmmende som virkeligheden.

De smukke – helt uden zombier!

Der findes masser af dystopiske fortællinger der både er utroligt velskrevne og slet ikke har zombier med. Ja, det kan godt lade sig gøre. En af de bedste er Station 11, af Emily St. John Mandel. Her følger vi forskellige overlevende 20 år efter den store influenzaepidemi, og i en række tilbageblik. Den kalejdoskopiske fortælling efterlader læseren feberhed og litterært tilfreds, overrasket over hvor smuk undergangen kan være. En ældre bog, der desværre ikke findes på ereolen, er Ind i skoven, af Jean Hegland. Til gengæld er filmatiseringen på Filmstriben. Her følger vi to søstre, der overlever alene i et fjentliggende hus, efter verden omkring dem langsomt synker i knæ. Det er et stille og langsomt drama, der knuger en om hjertet og føles alt for realistisk. Du vil aldrig mere kunne slappe af, når strømmen går. Og en helt ny udgivelse, der endnu ikke er nået til ereolen, nemlig Alle himlens fugle, af Rakel Haslund-Gjerrild. Man må sige det er lykkes forfatteren at ramme et aktuelt emne, med denne poetiske fortælling om en ung kvinde der er alene tilbage i et ødelagt Danmark. Ordene forsvinder for hende, mens hun ensomt vandrer gennem en verden der er umulig at fastholde.

Lad os skrue lidt op for dramaet…

Lidt mere gang i den er der i Den sidste, af Alexandra Olivia. En kvinde er deltager i et tv-program a la Alene i Vildmarken, men pludselig synes hun legen får andre dimensioner. Hvor er filmholdet fx blevet af, og hvordan er det lykkes dem at tømme de byer hun finder frem til, for mennesker? Hvad hun ikke ved er, at en pandemi hærger og vi bliver vidne til et helt almindeligt menneske, der skal finde de alvorlige survival skills frem. I Udslettelse af Jeff Vandermeer, følger vi fire kvinder der drager ind i et mystisk, lukket område. Hvad er der sket? Hvad skal de? Hvad foregår der overhovedet? Det fede er, at vi ingenting ved og nærmest oplever mysteriet samtidig med bogens karakterer. Det kan gå alle veje! Og så – endelig – lidt zombier. Eller viraler, som de også kaldes i Den første, af Justin Cronin. Det er en helt klassisk katastrofe med nogle flagermus, den amerikanske hær og nogle eksperimentglade forskere, og vupti, så har vi pandemien. Men her er der altså nogen som ændrer sig markant og bliver meget sultne. Kan du lide tykke, velskrevne og superspændende actiondramaer, så er den her trilogi din ven. I samme boldgade finder vi The Stand, af Stephen King. Desværre umulig at opstøve på dansk, men tilgængelig på engelsk på ereolen. En klassiker der bør læses i enhver influenzasæson, hvor 99% af verdens befolkning uddør, og resten samler sig i De gode og De onde og forbereder sig på det endelige opgør. King er en formidabel menneskekender og kan beskrive ”det almindelige menneske” så det er en sand fornøjelse.

Ungdomsbøger for voksne.

Hvis man er glad for dystopier opdager man ret hurtigt at der udgives mange gode som ungdomsbøger. Det er okay, dem må voksne også godt læse. En serie der altid er et genlæs værd, er Et sekund ad gangen, af Sofia Nordin. Gennem fire bøger – hvoraf de tre første er på ereolen – møder vi fire forskellige teenagere der overlever i et Sverige lagt øde af en feber. De unge er meget forskellige og tackler krisen på hver sin vis, men tilfælles er ønsket om at overleve, udfordringer med venskab og de hårde vilkår for kærlighed, når man ikke er mange tilbage. Et rigtigt spændende drama finder vi også i Teri Terrys Nedtælling, om en epidemi der hærger Skotland og to teenagere der forsøger at finde den enes lillesøster i et tiltagende kaos. Må der godt være lidt zombier, kan man også prøve Line Kyed Knudsens trilogi De døde vågner. Den handler om Emily, der fylder 18 år, men som får en lidt kedeligere fødselsdag end forventet. Letlæst underholdning der fænger!

Find flere titler herunder, rigtig mange er tilgængelige på ereolen. Og vil du have flere anbefalinger til (be- og foruroligende) læsning? Tilmeld dig nyhedsbrevet Litterær Luksus.

Materialer