Ny jazz/blues/folk/world/reggae - uge 41 2020

Corona, corona - og så Kronos-kvartetten

Musikere er følsomme væsener ;-)
Og coronaoplevelsen sætter sig spor i musikken. Konkret har det jo betydet, at de måtte sidde derhjemme og ikke i små røgfyldte gin joints. 
Brad Mehldau med den altid venlige, tilgængelige tone på klaveret kreerede i karantænetiden en suite: "Suite, April 2020". Hvem ved, måske er det verdenshistorie, vi lytter til?

I København sad velsagtens Mikkel Ploug - med sin altid venlige tone på guitaren - og spillede danske og amerikanske-gjort-danske godnatsange. 
Ifølge altid venlige og imødekommende Niels Overgaard (jazznyt.dk) så har: "Balcony Lullabies ... potentiale til at nå ud til et stort publikum. Det er en coronamelankolsk plade, der passer godt ind i tiden. Vi har brug for den slags musik til at varme os ved, så vi ikke får coronakuller ... Et meget vellykket album". Jeg - og jeg føler mig lidt uvenlig nu - synes måske den er lidt fersk ved første lyt...men døm selv.

Kronos-Kvartetten er musikalske stjerner og måske lige dele folk, rock, klassisk (men måske faktisk IKKE jazz!?). Himmelsk er strygekvartettens tightness og togetherness, når de på "Placeless" bakker de persiske sangerindre Mahsa og Marjan Vahdat op på, ja, klassisk persisk musik.

cover til "Placeless" med Kronos-kvartetten
06.10.20