Runesten i Rundetaarn

Af Rasmus Agertoft, Rundetaarn

Oplysningspræsten Jacob Nicolai Wilse (1735-1801) var åbenbart også en fornuftig mand, når det gjaldt udnyttelse af plads. I 1792 udgav han tredje del af sine "Reise-Iagttagelser i nogle af de nordiske Lande", og her omtaler han blandt andet Rundetaarn, som han kender særdeles godt, fordi han i sin studietid er vandret op og ned ad Sneglegangen på vej til og fra Universitetsbiblioteket.

Selv om Wilse, der i 1792 har været præst i Norge i næsten 25 år, indrømmer, at han ”stedse siden har savnet” biblioteket, ville han være en dårlig oplysningsmand, hvis han lod nostalgien løbe af med sig. I stedet har han et godt forslag til, hvad man kunne komme ind i Sneglegangens tomme nicher, der modsvarer de åbninger ud mod København, der på det tidspunkt endnu ikke var dækket af ruder. "Til Lysning ere Aabninger uden Vindver, undtagen allerøverst;” skriver han således, ”men paa den Side ved Kirken ere kun blinde Aabninger eller Nicher, hvor nogle Statuer eller Buster vilde lade artigt".

En gammel kanon

I alt er der 14 nicher i Sneglegangens ydermure, ikke kun ind mod Trinitatis Kirke, som Wilse anfører, men også uregelmæssigt fordelt bag Christian IV's berømte rebus og indgangsportalen ud mod Købmagergade. Hertil kommer de tilmurede åbninger ind mod den hule kerne, hvor generationer af børn har gemt sig for at kunne råbe et veltilrettelagt bøh til deres medbesøgende.

Ikke så forfærdelig mange år efter Wilses forslag blev hans ønske mere eller mindre opfyldt. I 1807 blev nogle af nicherne nemlig fyldt med tre runesten, en romansk gravsten samt en kanon, der var fisket op af havet ved Anholt. De følgende år blev samlingen suppleret af både flere runesten og en stenkiste fra vadehavsøen Föhr, som først blev omtalt som et stentrug. I 1821 var 10 af de 14 nicher således optaget af fortidsminder.

Nationalmuseets optakt

Når det var fortidsminder og ikke statuer og buster, der fandt vej til nicherne, hang det sammen med, at endnu en oplysningsmand, universitetsbibliotekaren Rasmus Nyerup (1759-1829), der også var en ivrig antikvar, i 1806 havde slået til lyd for, at der burde oprettes, hvad han kaldte et nationalmuseum, for at redde den materielle kulturarv i den danske konges riger og lande. Selv havde han oprettet en oldsagssamling i Bibliotekssalen over Trinitatis Kirkes kor, og her placerede han de genstande, han begyndte at få tilsendt fra velvilligt indstillede folk, fra 1807 som sekretær for den såkaldte Oldsagskommission, der regnes for optakten til Nationalmuseet.

De tre første runesten, der blev opsat i Sneglegangen, havde ført en relativt upåagtet tilværelse stående op ad tårnet på kirkegården syd for Trinitatis Kirke, inden de omkring 1803-04 blev flyttet ind i en krog af kirken for trods alt at være lidt bedre beskyttet mod vejr og vind. Men når nu et af Oldsagskommissionens formål var at sikre oldtidsminderne, gav det god mening at skynde sig at få styr på de fortidslevn, der alligevel var stuvet sammen lige neden for Nyerups foreløbige samling i Bibliotekssalen. Som sagt, så gjort.

Fri for bogorme

Faktisk var det også ønsket om at sikre kulturarven, der var en vigtig årsag til, at de første tre runesten overhovedet kom til hovedstaden. To år før sin død fik oldtidsforskeren og runologen Ole Worm (1588-1654) nemlig udvirket, at en række danske lensmænd i et kongebrev blev bedt om, at de runesten, ”hvilke Vi bedre og nytteligere eragter paa et Sted at vorde samlede”, som Frederik III skriver, skulle fragtes til København. Samme år begyndte de første sten at dukke op, flere af dem efter at være taget ud af de stedlige kirkemure.

Stenene blev opstillet på kirkegården ved Trinitatis Kirke, sikkert både som forløber for et aldrig realiseret monument med Rundetaarn i centrum, og fordi Ole Worm opfattede runeindskrifterne som eksempler på den ældste danske litteratur. Stenbøgerne kunne dermed slutte sig til de papirbøger, som Universitetsbiblioteket, der på det tidspunkt var under opbygning, var planlagt til at huse – og vel at mærke med bogstaver, der ikke graves væk af bogorme, som det hedder et sted.

Ofre for Københavns brand

Som årene gik, viste det sig imidlertid at være så som så med sikringen af runestenene, der i 1685 blev optalt til 13 styk inklusive den romanske gravsten, som man muligvis troede var en runesten. I 1701 blev de omtalt som værende henslængt på kirkegården, og ved Københavns brand i 1728 gik mange af dem tabt, ligesom en ubekræftet historie vil vide, at klokkeren ved Trinitatis Kirke brugte nogle af dem som fundament, da han byggede sig et nyt hus.

Sikkert er det i hvert fald, at de mange sten, som trods henstillingen fra Frederik III aldrig nåede til København, var betydelig bedre sikret end dem, som gjorde. I virkeligheden er der en direkte linje fra den lemfældige behandling af dem til den mere respektfyldte forflyttelse til Sneglegangen tirsdag den 11. februar 1807. Her forblev de i øvrigt helt til marts 1867, hvor de endnu en gang blev flyttet, denne gang til Nationalmuseets runehal. Sneglegangens nicher blev igen tomme – klar til bøhende børn, buster, eller hvad der end måtte komme.