Tordenskyen - en nat i koleraens København

Vilhelm Bergsøes skønlitterære skildring af koleraepidemiens forfærdelighed er mesterlig - på linie med store europæiske forfatteres beskrivelser af epidemier og katastrofer - og du kan læse den derhjemme i flere udgaver med blot nogle enkelte klik.

Kunsten at beskrive menneskehedens lidelser

Der er intet som død og ødelæggelse, der kan bringe os i direkte forbindelse med, hvad fortidens mennesker har tænkt og følt. Plinius den Yngre lader os være vidne til Vesuvs udbrud og byen Pompeis sidste timer i et brev til historikeren Tacitus i år 79 efter Kristus. Flammer, askeregn og rædselsslagne mennesker er levende beskrevet (se venligst litteraturlisten nedenfor). Giovanni Boccacio indleder sin berømte roman, Dekameron, med en beskrivelse af pestudbruddet i 1348, som er et must read, hvis man ikke har læst den endnu. Daniel Defoe, forfatteren til Robinson Crusoe giver os i A Visitation of the Plague (1722) en meget manende fremstilling af hvordan den almindelige befolkning bliver drevet i armene på charlataner og slyngler pga. pestudbruddet i London i 1665. Og så har vi, efter min mening, en hjemlig skønlitterær skildring af koleraepidemien i København i 1853, som er lige hælene på de store europæiske forfatteres. 

Nu vil den strenge faglitterære læser måske slå sig lidt i tøjret og indvende, at det er jo ikke er rene historiske kilder, der er tale om, men for de ovennævnte forfattere gælder faktisk, at de alle selv var vidner til de rædsler, de giver stemme og det er også tilfældet med denne artikels hovedperson, forfatteren og entomologen Vilhelm Bergsøe (1835-1911). I romanen fra 1866 Fra Piazza del Popolo er der en hårrejsende beskrivelse af sygdommens hærgen København, meget stærkt påvirket af hans egne oplevelser af koleraepidemien. Afsnittet, "Tordenskyen", beskriver et lægebesøg i et koleraramt hus, og her kommer en optakt til scenen, som Bergsøe skriver i sine erindringer er mere eller mindre ordret gengivet fra en virkelig samtale med hans far:

 Men Kjøbenhavn er dog en renlig By,« indvendte jeg. 
 Min Fader stirrede paa mig med et Udryk af stum Forbauselse og rystede paa Hovedet med et overlegent Smiil: 
 »Renlig, siger Du? - Ja paa Overfladen; men tag Fernissen bort, og Du skal see, at den er som de kalkede Grave, der udvortes ere hvide og skinnende at see til, men indvortes skjule      Død og Forraadnelse. Gaa ud i Adel- eller Borgergade, Poul, og fortæl mig, hvad Du seer der! Gaa ned i de sumpede Kjældere, i de faldefærdige Baghuse paa Christianshavn, og kom saa tilbage blot med en Cubiktomme reen Luft i Dine Lunger, og jeg vil forgylde Dig. Kjendte Du »Lille Kjøbenhavn«, »Hvide Ros«, »Jollen«, »Tordenskyen« eller »Skibet«, saa vilde Du ikke tale saaledes som Du gjør. Havde Du været Fattiglæge saalænge som jeg, havde Du seet disse Boliger, hvor man kun kjender Mørke, Stank og Uteerlighed, hvor hver Plads, ja hver Tomme ligetil Hanebjælkerne under Husets Tag er optaget, hvor Børnene fødes, ikke enkeltviis, men i hele Bylter, hvor de Fattige føre et Liv værre end Jøderne i Ghetto, hvor man kun kjender Halm istedetfor Madrasser og Klude istedetfor Tæpper, hvor Kridtstreger ere de eneste Vægge, der skille Mænd, Koner, halvvoxne Piger og nøgne Børn fra hverandre - sandelig, Du vilde komme til en anden Erkjendelse og med mig gyse for den Elendighed, som nu forestaaer.« 

(Du kan læse hele afsnittet på Det Kongelige Bibliotek)

Koleraens ofre

Her følger nu en meget farverig fortælling og beskrivelse af faderens virke som koleralæge under koleraudbruddet i Paris; en forudanelse om det, der venter København. Nu er det sønnens tur til at gennemgå det hårde slid med at forsøge at redde de døende og pleje de syge, og faderen dør desværre. Og her følger det afsnit om et koleraoffer i København, som jeg synes er så velskrevet og gribende. Jeg gengiver her et lille uddrag af teksten og opfordrer indtrængende mine læsere selv at gøre vejen forbi værket, som kan læses i sin helhed online på eReolen, i afsnit som Det Kongelige Bibliotek har lagt ud, eller i fysisk format. Links er givet nedenfor.

 »De skal ikke være bange!« sagde jeg med høi Røst, idet jeg traadte nærmere. »Det er Lægen, der kommer for at see til Dem.« 
   Intet Svar. 
   »Lider De meget? Har De havt Krampe?« spurgte jeg, idet jeg langsomt nærmede mig Skikkelsen og bøiede mig ned over den. 
   Igjen intet Svar; men paany den samme underlige, halvt klynkende, halvt klagende Lyd, som jeg havde hørt, da jeg stod ude paa Trappen. 
   »De skal ikke tabe Modet,« sagde jeg og bøiede mig ned for at føle Patientens Puls. Jeg fik fat i en Haand, der var stiv og kold som Iis. 
   I det Samme slog et flammende Lyn hen over Himlen; det usle Hul blev klart som Dagen. Paa Gulvet, foran mig, laae en ung Pige, næsten nøgen; hendes lange, gule Haar var revet løs og snoede sig uordentligt, indfiltret med Halm og Høvlspaaner, omkring et blaaligblegt, sammensunket Ansigt, hvis store, aabne Øine stirrede paa mig uden Spor af Liv. Jeg foer tilbage med en Rædsel, som jeg ikke kan beskrive; den kolde Sved brast ud af min Pande, og en iiskold, strømmende Fornemmelse rislede fra min Nakke ned over Ryggen og tvang mig næsten til at rette mig i Veiret. I dette Øieblik stod Alting klart for mig - Huset var uddøet - her, ligefor mine Fødder, laae det sidste Offer, gaaet bort i Jammer og Fortvivlelse, uden at en eneste kjærlig Haand havde ydet hende Pleie, uden at et eneste trøstende Ord havde lydt til hende i hendes Dødsstund. 
   Jeg lænede mig op til et lille, faldefærdigt Bord med en Følelse, jeg ikke kan beskrive. Et Øieblik troede jeg, at jeg selv var syg eller paa Nippet til at blive vanvittig. Det forekom mig, at hvide, taageagtige Skikkelser svævede igjennem Rummet, og at jeg hørte Klagelyde som af Aander, der fulde af Rædsel og Smerte flygtede bort fra en Jord, hvor Alt kun var Død og Ubarmhjertighed. Det lynede flere Gange, og hver Gang den blaaligblege Lysning foer gjennem Rummet, kunde jeg ikke faae Blikket bort fra den rædselsfulde Skikkelse, der laae udstrakt foran mig, og hvis Træk jeg havde en Anelse om, at jeg havde seet før og kjendte godt. Jeg var stivnet af Rædsel, og skjøndt jeg vidste, at jeg havde Svovlstikker hos mig, og at Alt vilde forsvinde, naar jeg blot tændte een af disse, forekom det mig en næsten uovervindelig Anstrengelse at føre Haanden til Vestelommen og stryge en af. Pludseligt bragede et Tordenskrald lige over Hovedet. En hvid Skygge fløi op fra Gulvet med et Skrig, der tabte sig i Tordenens Rullen, fløi hen over min Arm og rev med klingende Lyd noget ned fra det Bord, hvortil jeg støttede mig. Ude af mig selv foer jeg hen til Døren, rev Svovlstikkerne op og tændte en tre fire Stykker paa eengang. Jeg vendte Hovedet bort, medens Svovlet brændte af, i dettes dæmpede og usikkre Belysning turde jeg ikke see paa Noget. Først da Flammen blussede klart iveiret, vendte jeg mig om og saae en Kat, der med et Udtryk af vild Skræk sprang hen i en Krog, hvorfra den paany udstødte et af sine Klageskrig.

(Du kan læse hele afsnittet på Det Kongelige Bibliotek)

Links

Værket, Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyclus (1866) ligger digitaliseret på Det Kongelige Bibliotek. Det kan også findes på eReolen og i fysisk form, se venligst nedenfor.

Digitaliseret udgave af Vilhelm Bergsøes erindringer De forbistrede drenge , hvor der også en beskrivelse af hans oplevelse af koleraen, Krigen og Koleraen, er digitaliseret af Københavns Biblioteker.

 

Af Københavns Biblioteker
31.10.18
Tags
Spørg biblioteket