#vanløselæsedyst2019

Kan Vanløses børn læse mere end børnebibliotekarerne?

Børnebibliotekarer er kendt for at være et af de folkefærd, der læser allermest i hele verden. Derfor er Kathrine og Julie fra Vanløse Bibliotek også ganske sikre i deres beslutning om at de da sagtens kan læse mere end alle Vanløses børn til sammen og har endda sat et tørt sæt tøj og deres voksenværdighed på spil. Hvis Vanløses børn læser flere bøger end dem inden 12. august får de nemlig lov til at overdænge børnebibliotekarerne med vandballoner på Kulturstationens tagterrasse.

"Vi har set en demografisk undersøgelse af Vanløses indbyggere og der er helt klart en overvægt af voksne i Vanløse", siger den ene og slår nonchalant ud med hånden: "Så hvad er der? En 6-7 børn? Det klarer vi nemt", fortsætter hun ubekymret, men begge blegner lidt da vores udsendte fortæller dem, at der faktisk nærmere er omkring 10.000.
"Nå men...de kommer vel ikke alle sammen på biblioteket? Så havde vi da set de mængder af børn", siger den anden børnebibliotekar spagt og skæver nervøst ud mod tagterrassen hvor det hele kommer til at foregå.

Men det tror vi da nok, at de gør nu. Læs alt hvad I kan og giv børnene en oplevelse de ikke får hver dag - og vi taler ikke bare om at kaste vandballoner efter bibliotekarer. Gode bøger er nemlig oplevelser i sig selv.

Husk at fra fredag d. 14. juni til og med lørdag d. 24. august 2019 er der ekstra bonus ved at læse! Der er nemlig igen den nationale læsekampagne Sommerbogen, hvor alle børn mellem 7 og 14 kan vinde lækre bogpræmier både på biblioteket og på biblo.dk. Hold øje med hjemmesiden og vores Facebook for mere info, når vi kommer tættere på.

Spørg biblioteket