Hvad læser Majken Astrup?
Forfatter og historiker Majken Astrup er aktuel med romanen "De magiske mursten" og torsdag d. 4.4 holdt hun foredrag om "Ørestad i medvind og modvind" på Ørestad Bibliotek.
Af Laura Noszczyk
Vi har spurgt hende, hvad hun selv læser lige nu og hvad hun vil anbefale til de københavnske læsere.
Hvad læser du lige nu?
For øjeblikket læser jeg "Løb som floden" af Shelley Read. Jeg fandt den antikvarisk og anede intet om den på forhånd, men den vinder. Indtil videre. Så læser jeg "Det svenske eksperiment" af Johan Varning Bendtsen, som jeg har fået af mine forældre. Jeg har en masse svensk familie, så her er der stof til de næste mange familiediskussioner. Og så læser jeg "Debt – the first 5000 years" af David Graeber. Det er en sociologisk og antropologisk gennemgang af pengenes betydning eller mangel på samme op igennem vores historie. Jeg er som regel i gang med 5-6 bøger på én gang – medmindre jeg får en god krimi anbefalet på biblioteket. Så rydder den natbordet i et par dage.
Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?
En lokal bibliotekar anbefalede mig at læse "En hårfin balance" af Rohinton Mistry. Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til og blev blæst fuldstændig omkuld. En episk og brutal fortælling om 1900-tallets Indien. Det var hård læsning. Men også sindsomvæltende. En anden bog, der virkelig slog benene væk under mig var "Brænd alle mine breve" af Alex Schulman. Poetisk, nervepirrende og brutal. Til tider var jeg nødt til at lægge den fra mig fordi jeg ikke kunne holde historien ud. Men jeg vendte hele tiden tilbage igen. En tredje bog, der har fascineret mig er "Fri" af Lea Ypi. Historierne om livet før og efter murens fald er fascinerende og voldsomme. Og Ypi er virkelig god til at beskrive de voldsomme skift, der langsomt sætter sig i befolkningen og i hende.
Hvilke bøger anbefaler du andre at læse?
Især børnebøger. Dem kværner jeg næsten hver aften med mine unger. For tiden læser jeg "Wolf Girl" af Ahn Do med min yngste. Den foregår i et krigshærget land, hvor voksne og børn arbejder i fangelejre. Men den formår på forunderlig vis at styre udenom rædslerne og handle om en pige, der overlever i skovene med en flok hunde og en ulv. Min datter elsker den, så det må være en anbefaling herfra. Derudover anbefaler jeg "Den rustne verden" af Adam O til alle der har børn. Det er en fed, flot og elementært spændende. Og så foregår den i en dystopisk fremtid, hvor planter, dyr og affald har overtaget København. Og resten af landet for den sags skyld.
Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
"Det blinde øje" af Mathilde Walter Clark. Jeg har læst hendes essay om emnet og bogen er i mit hus, men der er hele tiden andre, som får fat i den før mig.
Hvilke bøger synes du tegner et godt billede af nutidens København?
Set i et verdenshistorisk perspektiv, så er Steen Eiler Rasmussens "København" fra 1969 en stort set nutidig og helt fantastisk fortælling om arkitekturens betydning for vores liv og færden i byen. Den gav mig et helt nyt blik for hvordan vores hovedstad ser ud og hvor mange katastrofer der trods alt er blevet afværget. Hvis det absolut skal være endnu mere nutidigt, så kan jeg anbefale "Byen rejser sig" af Anders Møller. Den giver en let og spændende indsigt i Københavns historie i de sidste 40 år. Og der er godt nok sket en hel del.