Af den ungarske Nobelprismodtager udgives her et lille værk fra 1997, som nærmest har dagbogsagtig karakter iblandet erindringer, betragtninger og filosofisk fiktion. Det er et forsøg på at indkredse det digteriske jeg - det jeg der manifesterer sig i fiktionen men som føles fortabt i det virkelige liv. Der er ikke noget egentligt handlingsplot, men bogen foregår mellem 1991-95, hvor de politiske forandringsvinde har muliggjort at forfatteren kan rejse hvorhen han vil. Som en ren nomade rejser han rundt i Europa både geografisk og historisk, og konfronterer sig med episoder fra barndommen og fra det Auschwitz som for altid har formet hans sjæl og hele livssyn: "Gud skabte verden, menneskene skabte Auschwitz" lyder det i bogen. Han tager imod en invitation til at komme til Israel sammen med andre forfattere, hvor han imidlertid føler sig endnu mere fortabt blandt de ortodokse jøder. Mod slutningen af bogen begriber man at forfatterens rastløse rejsen udspringer af tabet af den kone, han levede - ganske vist ulykkeligt - med. Jeg har aldrig læst noget af Kertesz før, men denne bog forekommer mig at være en utrolig god og meget bevægende introduktion til hans liv og helt særlige forfatterskab. En lille, men væsentlig bog med et formfuldendt sprog