I forfatterens debutroman Vejen væk (1999) gik det ikke for godt for familien Grændsen på Islands Brygge, og i dens fortsættelse bliver det bare værre. Kaj er på den lukkede afdeling, Erwin på evig jagt efter hurtig penge, Mona på ecstacy, og mor Oda på krykker. Det bli'r vist ikke bedre! Tegnet med sorte streger beskrives miljøet som stedet, hvor "det systemløse rod af madrester, sure sokker og gamle underbukser hersker", og det kræver mod "at vove sig hjem uden at blive nedlagt af ensomheden". Den ydre armod er dog for intet at regne mod den indre, og det er i Erwins lange indre monologer og Kajs dagbogsoptegnelser, at forfatteren får sine personer til at træde helt tydeligt frem som forpinte sjæle uden socialrealismens formildende indignation og moralisme. Ikke just lystlæsning, men kommer man igennem de godt 100 sider uden at holde sig for næsen, får man mere at vide om marginalsamfundet, end man bryder sig om