Der er masser af humor og lokalkolorit i disse fortællinger men også en understrøm af vemod over tabt barndom. De er godt skrevet, letløbende og velegnede til højtlæsning - hvis man mestrer det tungemål, som tales på Sydvestfyn, nærmere bestemt området ned mod Helnæs Bugt. Her slås børn fra ét område mod børn fra et andet område, og man skal stå på snorlige rækker i skolegården, før man må gå ind - som det nu foregik for omtrent 40 år siden. Vi hører om områdets beboere, især de lidt skæve eksistenser: En central person er Røde Johs, den barske helt fra barndommen, kejtet i omgangen med det offentlige og fåmælt, når der snakkes følelser, men kærlig og omsorgsfuld over for dem, der står ham nær. Der fortælles om drukkenbolten og hustrumishandleren Palle Sovesofa, om Fisketyven, der kun bryder ind i sommerhuse for at få natlogi, og så er der en jagtfrokost, der får Ædedolkenes Klub til at virke som ren kuranstalt. Pletvis har fortællingerne præg af distance og karikatur, hvor det bliver tydeligt, at forfatteren skriver om en tid, der er forbi, en egn, hun har forladt, og livsvilkår, hun ikke deler. Det er Maria Grønlykkes (f. 1957) skønlitterære debut, som især vil blive efterspurgt og værdsat i det fynske