De mange fortællinger kan samlet læses som en finurlig omend lidt rodet enhed. Det er op til læseren, om de skal læses som enkeltstående historier eller som en slags roman. Det starter i 1941, men springer snart fremad i store spring til efterkrigstiden. Historierne fortælles som erindringer i jeg-format, og med Emilija ved fortællerens side sløres eller udviskes grænserne helt mellem fantasi, drømme og virkelighed, samt fortid og nutid. Det skrevne ord dækker over et dybere budskab, der bliver tydeligere i sidste fortælling