Canadiske Anne Michaels' debutroman er en afdæmpet, langsomt fortalt historie om kærlighed, tab og savn. Det er et sprogligt udstyrsstykke. Michaels, der har et par ikke oversatte digtsamlinger bag sig, skriver om grusomheder og sorg i sætninger der ind i mellem fungerer som selvstændige, smukke digtstrofer. Den syvårige Jakob Beer overlever efter sin jødiske families udryddelse ved at grave sig ned i mulden i de polske skove. En græsk arkæolog og geolog redder ham, og hos ham vokser han op i et venligt, kosmopolitisk miljø, hvor samspillet mellem kultur og naturvidenskab står i centrum. Selv får han en karriere som forfatter og oversætter, og efter hans død følger vi Ben arbejde med hans liv og værker. Ben er selv barn af kz-ofre, og de to deler på mange måder skæbne. Som i et musikstykke gennemspiller Michaels de samme temaer i forskellige variationer. Geologi, meterologi, musik og litteratur er vigtige temaer i værket, der er smukt sprogligt, imponerende i sin komposition, men som i mindre grad taler til følelserne