Med udgangspunkt i sit eget livsløb kommer Sennett ind på et kerneproblem i de moderne vestlige velfærdsstater, nemlig den manglende respekt overfor bistandsmodtagere. Sennett voksede selv op som barn af en enlig mor i et socialt boligbyggeri i Chicago, brød ud af ghettoen p.g.a. sine musikalske evner, men måtte skifte spor til en uddannelse som sociolog. Det er de helt konkrete, oplevede erfaringer, som er grundlaget for de teoretiske, mere filosofiske afsnit i bogen. Den handler om de vanskeligheder, folk med forskellig baggrund og talent har for at kommunikere ligeværdigt, hvordan godgørenhed opleves nedværdigende af modtagerne, hvordan velfærdsstaten (især Skandinavien) har søgt at modvirke dette ved den velkendte, buraukratiske institutionsmodel med objektive kriterier, m.m. Sennett ser ingen lette løsninger, men kommer med nogle bud. Bogen er en velskrevet blanding af en selvbiografi og et filosofisk-fagligt værk, men giver herved netop en meget dybere indsigt i problemet for læserne. Den kan derfor læses af alle interesserede, også ikke-fagfolk. Med noter, litteraturhenvisninger og register