• Tidsskriftsartikel

Strontium ranelat: et nyt princip til behandling af postmenopausal osteoporose

<p id="p3"> Strontium ranelat (SR) er et nyt lægemiddel mod osteoporose med en enestående virkningsprofil, idet det både hæmmer knogleresorptionen og stimulerer knogleformationen. Hos postmenopausale kvinder, der havde spinal osteoporose og var i behandling med calcium og D-vitamin, reducerede SR risikoen for nye vertebrale frakturer efter et år med 49% og efter tre år med 41% ( number needed to treat (NNT) = 9). Antallet af kliniske rygfrakturer reduceredes i samme tidsintervaller med henholdsvis 52% og 38%. Antallet af patienter med mere end en ny spinalfraktur faldt med 36%. Højdereduktionen aftog signifikant, og der var tendens til færre lumbale smerter. Målt lumbal knoglemineraltæthed (BMD) steg 14,4% over tre år ved behandling med SR, hvilket svarer til en stigning på 6,8% efter justering for strontiumindhold, sammenlignet med at der i placebogruppen var et fald på 1,3%. Risikoen for nye ikkevertebrale frakturer reduceredes med 16%. Hos ældre kvinder med hofte T-score < - 3 reduceredes risikoen for hoftefrakturer med 36% over tre år (NNT=48). Hos patienter med osteopeni og mindst en risikofaktor reduceredes risikoen for første vertebrale fraktur med 72% over tre år (NNT=12). Hos patienter 80 år reduceredes risikoen for nye vertebrale frakturer med 32% (NNT=14). Der var få bivirkninger. SR er velegnet til behandling af postmenopausal osteoporose for at reducere risikoen for vertebrale frakturer og hoftefrakturer specielt hos ældre og patienter med øvre abdominal dyspepsi.