Lektørudtalelse

Forfatter: Therese Bjerre Ekman

Kort om bogen

Sjov bog om, hvor nye og gamle bandeord kommer fra, hvordan man bruger dem og om bandeord i andre lande. Højtlæsning fra ca. 7 år, selvlæsning fra 9 år

Beskrivelse

Skidespræller, fnatmide, for satan, fuck - mange mennesker bander ad helvede til. Forfatteren til "Sallys far"-bøgerne har skrevet om mange af bandeordene. Vi hører om forskellen på bande- og skældsord, om hvor bandeordene stammer fra, om grammatikken, når man bruger "fuck" - og så er der 12 sider om røven og hvordan den kan bruges som bandeord. Der er også sjove fakta, som fx at aber kan bande på tegnsprog, at man kan holde til mere smerte, hvis man bander imens, og at der blev sagt "fuck" 569 gange i en enkelt film. Man lærer også nogle gammeldags skældsord som fx "nidding", "tølper" og "kæltring". Der er også inspiration til, hvordan man kan bande i Tyskland, Spanien og andre lande. Bogen er gennemillustreret i farver. På forlagets hjemmeside finder man en række podcasts med forfatteren og en bandeordsquiz

Vurdering

Underholdende bog med mange gode eksempler og perspektiver på det at bande. Tegningerne er sjove og groteske

Andre bøger om samme emne

Faglitteratur om bandeord er fx Bande-ord, som er en letlæsningsbog. Mest for voksne finder man Kaptajn Haddocks ordbog og Den store bandebog. Af historier om bandeord kan bl.a. nævnes Fanny, for fanden! og selvfølgelig Sallys far bander (- ad helvede til)