Dorthe Chakravarty

Dorthe Chakravarty fik øjnene op for historie, da en gymnasielærer i dansk præsenterede hende for 1800-tallets kvindeunivers. Siden har hun skrevet flere bøger om kvindehistorie, bl.a. om tjenestepigernes kamp for rettigheder og portrætter af ligestillingspionerer som Jo Jacobsen og Nielsine Nielsen. Og så er hun moderator på debatarrangementerne Historien til forhandling i foråret 2023 på Københavns Biblioteker.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Jeg ser mig nok mere som kvindehistoriker end københavnerhistoriker, men når nu jeg bliver spurgt, må jeg også konstatere, at jeg har arbejdet en del med historiens kvinder i København. Det skyldes, at jeg bor i byen og har nem adgang til de mange arkiver, hvor der er masser af godt materiale.

Hvad skriver du om lige nu?

Jeg er i gang med et projekt om tjenestepiger. Jeg har skrevet om dem tidligere, men er slet ikke færdig med deres historie. Og så er jeg ved at producere en podcastserie om den fri aborts historie i Danmark. Abortloven blev vedtaget i 1973 og fylder 50 år i år. Mere generelt er jeg interesseret i et bredt felt af kulturhistorie, hvor ikke mindst mad, kunst og litteratur fylder en del.

Hvorfor blev det lige de emner?

Allerede i min gymnasietid bragte en god dansklærer mig ind i 1800-tallets kvindeunivers og lige siden har jeg ikke kunnet slippe det. Jeg tog interessen med videre på universitet og opsøgte fag og undervisere, som fyldte på. Nu – mange år efter – må jeg konstatere, at jeg altid ender ved de historier, jeg fik serveret som 17-18-årig. Ikke kun fordi de taler til mine personlige interesser, men fordi de er relevante for vores forståelse af aktuelle emner og debatter. Tjenestepigernes historie er en historie om arbejdsmarked og strukturel magt, og aborten … ja, lige nu går der næsten ikke en dag uden medierne skriver om den nuværende abortgrænse på 12 uger.

Vil du dele en godbid fra en af dine egne bøger?

I min bog 'Jo, Carlsbergfruen, der gik sine egne veje' skriver jeg om de nye tanker om kvinder seksualliv - og frisurer: 'Der er nok at forholde sig til og tage sig til i 1920’ernes København, Forlystelser, underholdning og tidens masseproduktion af blade, aviser, film, grammofonplader og radiolyd gør, at musik, tanker og modeluner stryger hen over landegrænser og nemt griber fat i unge og gamle. (…) Filmen Dansende Ungdom er en stor succes i 1928. På engelsk hedder den Our Dancing Daughters og den har Joan Crawford i hovedrollen. Det er en film om en ny generation, såkaldte flappers, hvor kvinderne er klædt i korte og luftige skørter, og deres hår er klippet tæt og kort som drengenes, garconne-hår som det bliver kaldt på dansk, hvilket giver anledning til ældre generationers frygt for, at kvinderne vil blive skaldede og miste deres kvindelighed. (…) Jo har også klippet sit lange hår af, så hun har en kort page, der matcher tidens dristige mode. Og hun læser med fornøjelse en bog, der udfordrer al tankegang om unge menneskers seksuelle omgang.'

Jeg er glad for alle de bøger, jeg har skrevet. Men bogen om bryggerfrue og seksualreformator Jo Jacobsen er jeg specielt glad for. Jeg skrev første gang om hende i mit speciale og vidste, at hun skulle bruge til noget mere. Der gik så lige en ti års tid eller mere inden det blev til en bog, men da den udkom og blev godt modtaget, var det en stor glæde at have trukket hende ud af historiens glemsel og bruge hende til at tegne et billede af mellemkrigstidens kamp for seksuel frisind og frihed.

Hvad læser du selv af historiske bøger?

Jeg læser en del nye fagbøger, fordi jeg ofte i en eller anden sammenhæng skal interviewe en historiker. Det er en stor glæde, og netop nu er jeg i gang med Hanne Sindbæks bog om forskerparret Krogh og Sara Alforts 'Damer, der var for meget'.

Jeg forsøger også at læse engelske eller svenske bøger for at se, hvordan andre forfattere arbejder med god og velfortalt non fiction. Derfor læser jeg lige nu Ulrika Knutsons 'Kvinnor på gränsen till gennombrott', som handler om en håndfuld markante kvindesagsforkæmpere i Sverige i 1920’erne.

Og så er jeg begyndt at læse historisk feel good af den slags, hvor nutids- og fortidsspor kører parallelt.  Det er bøger, hvor forsiden ofte viser en kvinde set bagfra omgivet af en masse naziflag, og handlingen har fået et lille drys romantik. Det er Janet Skeslien Charles’ Hemmelighedernes Bibliotek og Kelly Bowens Lejligheden i Paris. Jeg kan ikke læse mange af den slags i streg, men de kan altså noget, for de emmer af solidt håndværk og historieglæde.

Har du en københavneryndling, der betyder noget særligt for dig?

Jeg elsker Den Hirschsprungske Samling og har gjort det lige siden den før omtalte dansklærer viste vej til 1800-tallets litteratur og kunst.

Allerbedst er det jo, når værkerne taler ind i kvindehistorien og det må gerne være fra sidste del af 1800-tallet, hvor der er skruet lidt ned for nationalromantikken og er lidt mere smæk på budskaberne. Men jeg kan sagtens falde i staver over et maleri med hvilende køer og stendysser.