Mød Anders Larsen

Jeg er københavnerhistoriker, fordi jeg siden jeg var studerende, har beskæftiget mig rigtig meget med Københavns historie.
Jeg var så heldig at få det, jeg tror har været verdens bedste studiejob, som kanalrundfartsguide. Det vil sige, at jeg som 19-årig blev sat på en båd. Og jeg fik selvfølgelig et manuskript, men det var jo slet ikke nørdet nok til mig.
Jeg blev pludselig nødt til at finde ud af alt om de bygninger, jeg sejlede forbi, og lære personerne bag at kende. Mange af de fag, jeg tog som historiestuderende handlede også om de her mennesker, så jeg har lært en hel masse personer fra Danmarks og især Københavns historie rigtig godt at kende. Struense og Griffenfeld og en hel masse, som vi har glemt i dag; blandt andet en Johanne Mikkelsdatter, som var en melankolsk morderske i anden halvdel af 1700-tallet.

Når jeg sejlede igennem Christianshavns kanal, så kunne jeg kigge op på Lagkagehuset og tænke, her stod Tugt, Rasp- og Forbedringshuset, og der sad Johanne.

Jeg er nok først og fremmest kulturhistoriker. Jeg elsker at komme tæt på mennesker, på det levede liv, og komme ind i hovedet på folk i gamle dage og finde ud af, hvad de bekymdrede sig for, hvad var de glade for, hvordan forestillede de sig den gode verden. Jeg synes simpelthen, det er så interessant.
Jeg slår altid et slag for murstenen overfor mine studerende. Det er enormt nørdet, men at tage dem hen til Konsistoriebygningen og fortælle, at den her mursten er en munkesten. Prøv at se, hvor stor den er i forhold til din hånd. Se, hvor ru den er.
Jeg viser dem mursten fra 1700-tallet og fra 1800-tallet. Mursten, der senere er skåret på maskine. Viser dem farverne, de forskellige størrelser, forskellige overflader. Pludselig kan de både sætte pris på materialiteten i byen og se skønheden i det uperfekte, men de kan også se materialerne i en historisk kontekst. Og lære at bruge byen som kilde til historien.
Sammen med dem og en arkæolog fra Københavns Museum ser jeg også på sko fra 1600-tallet. Og der er jo aftryk fra tæerne! Og jeg synes simpelthen, det er så intimt, at man inde i en sko kan se aftrykket af en, der er gået rundt på Københavns brosten i 1670'erne.

Et af de første spørgsmål, man skal stille sig selv som historiker er: Hvorfor skriver jeg det her? Hvorfor bruger jeg så ufattelig meget tid på biblioteker og arkiver og i min lænestol eller foran mit skrivebord, hvor jeg sidder og læser kilder?
Hvorfor er det, jeg så frygtelig gerne vil tæt på fortiden? Og det er jo ikke kun for fortidens skyld. Selvfølgelig er der noget med, at jeg har sådan en historikerstolthed, der siger, at vores version af historien, som den er skrevet i langt de fleste værker, er reduktiv.
Men det er jo ikke kun di at jeg vil gøre fortiden hel. Det er jo også fordi, at jeg kærer mig om vores samtid og vores fremtid. Jeg plejer at sige, at jeg skriver bøssehistorie, både fordi det giver mig rødder, men også fordi det giver mig vinger.

Når jeg kan se, at der er mænd som mig, i fortiden, der har kæmpet nogle kampe for mig, så forstår jeg også, at de rettigheder, jeg har i dag, ikke er kommet af sig selv. Og så forstår jeg også, at rettigheder er noget, man ikke bare får. Det er noget, man tilkæmper sig, og det er noget, man kontinuerligt skal kæmpe for at have.
Man kan ikke bare læne sig tilbage og sige, nu er alt godt. Man bliver nødt til hele tiden at arbejde for det. Så historien er jo noget, vi arbejder med. Både fordi, at vi kigger tilbage, men også fordi, at vi gerne vil forstå, hvor vi er i dag.

Lige nu er det Madeline Millers ‘Achilleus' sang’, som jo ikke er en historiebog som sådan, men en gendigtning af Iliaden set fra Patroklos’ synspunkt. 
Lige før den læste jeg ‘Lázár’ af Nelio Biederman, som foregår i Østrig-Ungarn, lige før Østrig-Ungarns kollaps og så et godt stykke ind i midten af det 20. århundrede; simpelthen fabelagtigt skrevet.
Så er der nogle værker, jeg vender tilbage til som historiker igen og igen. Og især i bøssehistorien, så er jeg simpelthen så glad for Wanda Lists bog om bøssernes befrielsesfront: ‘Virkelige hændelser fra et liv ved fronten’. Wanda hedder Sven Omann på titelbladet. Den er så sjovt skrevet og beskriver så levende livet ved fronten.
Pernille Ibsens bog ‘Et åbent øjeblik’ om hendes syv mødre, der prøver noget nyt og danner lesbisk bevægelse og opfostrer Pernille i det her lesbiske kollektiv. Den er simpelthen så rørende og så fint skrevet.
Så har jeg også en Københavner-bog, som jeg vender tilbage til igen og igen. Det er Christian Christensens ‘En rabarberdreng vokser op’. Den fik jeg læst højt som barn, og i dag bruger jeg den faktisk i min undervisning, så vi kan komme helt tæt på livet i de her huse, der har ligget ude på Nørrebro. og mine studerende kan forstå det her med, hvad vil det sige at have lokum i gården, hvad vil det sige, at selv børnene må arbejde, eller hvad vil det sige at få tæv?
Den er simpelthen så skøn og veloplagt skrevet. Og jeg synes det er så vidunderligt at få det her rabarberkvarter fortalt gennem øjnene på et barn.
Sidst men ikke mindst, så vil jeg også gerne nævne Kristian Tofte Petersen og Ole Kongsdal Jensens bog ’Erindringer om Bøssernes Befrielsesfront’.
Jeg kender de to aktivister som Kris og Ole, og de har skrevet deres erindringer fra Bøssernes Befrielsesfront, om det arbejde, de har lavet. Blandt andet skriver de om de her danseaktioner, der bliver holdt i 70'erne. Frem til 1973, måtte to mænd ikke danse med hinanden. Gik to mænd ind på en bar og begyndte at danse med hinanden; så stod der i politivedtægten, at man på baren skulle tænde for alt lyset, slukke for musikken og føre de dansende herrer ud. Bøssernes befrielsesfront begyndte at lave nogle aktioner, hvor de blandt andet tog ind på Dansetten i Tivoli og på Daddy's Dance Hall og begyndte at danse. Når lyset blev tændt, delte de løbesedler ud, så folk kunne læse om, hvad det var for en undertrykkelse, som bøsser mødte. For mig er det jo utroligt, for jeg tager det jo for givet, at jeg kan danse med hvem jeg vil, hvor jeg vil.

Herman Bang er på mange måder min yndlingskøbenhavner. Han er jo tilflytter, en typisk københavner i og med, at han ikke er født inden for voldene.
Han er så vidunderlig. Han skriver om Christiansborgs brand i det, der bliver måske den første rigtige reportage i dansk journalistik. Han er dramatiker, og han er dramatisk.
I vores bog har Lars og jeg en passage med, hvor han er blevet afvist som gesandt i Island. Og han inviterer så sin bedste ven på à Porta, byens fineste restaurant.

Da de er på vej hjem fra den her middag, og jeg forestiller mig, at de har gået der i kjole og hvidt, så bliver de passet op af en gruppe bøller, der jager dem op i et hjørne, og så træder Herman Bang frem med en dirrende hånd og siger ‘skån os, vi er fra provinsen’. Bøllerne knækker jo sammen af grin, og så kan Bang og hans ven løbe væk.
Og da de så er kommet hjem, kigger han på Christian Houmark og siger, ‘og mig har de afvist som diplomat!’

Og Lars og jeg blev jo ved med at finde den her galgenhumor, når vi gravede i kilderne, noget som Herman Bang excellerede i og som vi fandt hos mange bøsser. Og vi blev enige om, at det må være sådan en slags overlevelsesstrategi, at man bliver nødt til nogle gange at grine lidt af, hvor forfærdelig verden er.

Og så Griffenfeld. Han er en af de sejeste karakterer, der er i Danmarks historie, og det er jo ikke bøsset på nogen måde, men han var så kvik og med til at få dannet det, der bliver det Kongelige Bibliotek. Bagefter var han med til at lave Kongeloven og få indført enevælden, som jo er skrækkelig, må man sige – det er jo ikke særlig demokratisk, men han har haft det her politiske tæft; var med til at få udformet den første, samlede lovbog for hele Danmark og senere for Norge. Og så faldt han i unåde, var lige ved at blive slået ihjel, men blev benådet og sendt til Munkholm i Norge.