Bag om københavnerhistorikerne: Peter Olesen

I serien Bag om Københavnerhistorikerne kan du møde de mennesker, der skriver om eller i København. Fælles for dem er, at de er historiefortællere: Det er dem, der undersøger og skaber de fortællinger om København, som vi bruger til at blive klogere på byen og dens lange og mangesidede historie.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Jeg opfatter ikke mig selv som historiker, jeg er én, der iagttager og beskriver – men selvfølgelig hænger byen og dens historie sammen. Jeg er en fortæller, og jeg sætter tingene ind i et nutidigt perspektiv.

Jeg flyttede hertil i 1972, og min erfaring er, at nogle gange tager de, der kommer udefra ikke tingene helt så givet. Måske ser man mere, måske er man mere nysgerrig? Lidt som når man rejser, så ser man ofte mere eller helt andre ting, end de lokale, der bor der.

’Kik op’-bøgerne, og den seneste, der hedder ’Kik ned’, er bøger til dem, der tager tiden til at gå på opdagelse i deres egen by. Jeg er selv nysgerrig og videbegærlig – og jeg håber, at ligesindede, der leder efter viden, kan finde den i mine bøger.
Men jeg berører ofte byens historie – for den er jo rundt om os i skikkelse af huse, pladser, haver. En af mine bøger: ’Stille København’ handler om at finde ro i byen. Det kan fx være på nogle af de smukke pladser. Lige her ved Hovedbiblioteket finder vi Frue Plads, der er et godt eksempel på en oase, omgivet af historiske bygninger.

Vi har også masser af huse, der bliver genbrugt; Gasværket fx, der er skabt til en ting og bliver brugt til noget andet. På den måde er byens bygninger en levende historie, hvor fortidens bygninger bliver tilpasset nutidens liv. Det gælder fx også siloerne, der er blevet til boliger – og et kendt bygningskompleks som Nationalmuseet – der er masser af eksempler på huse og bygninger, der er skabt til noget helt andet, end det, de nu bliver brugt til. Jeg har samlet en række af dem i bogen 'Peter Olesen viser rundt til 25 af Københavns genbrugte huse', der er en gå- og cykelguide, så man kan komme på opdagelse i byen. 

Hvad skriver du om?

Lige nu forbereder jeg en bog ’Rund’ – hvor jeg ser på runde bygninger. Prøv at se dig om, der bliver bygget meget nyt, der er rundt: Postbyen, Gemini, Axel Towers. Det vælter op. Jeg ved ikke, hvorfor de runde bygningsværker er så populære, men det er markant. 'Køkkenrullen' – DSBs kontroltårn ved Dybbølsbro – er et fint eksempel, og desuden et eksempel på, at nogle bygninger får kælenavne. På den anden side af havnen har vi så 'Toiletrullerne': Tre runde beboelsesbygninger. 

Jeg laver havnerundfarter – og nogle gange hører jeg om kælenavne fra kaptajnen. Fx kælenavnet Toiletrullerne. På Christianshavn er der jo også bygningen, der bliver kaldt Spegepølsen. Og på Østerbro fx Suppeterrinen – øgenavne og kælenavne til bygninger er sjove, og jeg deler dem altid, når jeg viser folk rundt i byen. 

Ude i Nordhavn er de runde Portland Towers nye nabo, Spidsen, også rund. Det er en pragtfuld bygning. Smuk og sølvglinsende. De runde huse er en trend, som jeg synes er fascinerende. Lidt underligt. Og det er jo ikke noget nyt i verdenshistorien, se fx Arne Jakobsens runde sommerhus. Men det har taget fart, det er lidt gået amok. Jeg vil have fundet 40 til bogen, og har allerede de 25.

Jeg skriver om det, der begejstrer mig, det, jeg synes er interessant. Og så håber jeg, at andre også synes det er spændende. Og det må jeg sige, at jeg har en fornemmelse af, at de synes. Mine bøger sælger godt, fx er Stille steder og Ude i Valby, og de er jo nok bl.a. populære, fordi man kan have dem med og gå på opdagelse med dem i hånden.

Hvorfor blev det lige arkitekturen, du skriver om?

Arkitektur har altid interesseret mig. Jeg voksede op omgivet af Bedre Byggeskiks-huse på en arkitektonisk smuk vej i Holbæk. Som barn havde jeg opfattelsen af, at hele verden var fyldt med smukke og harmoniske bygninger som dem. Men jeg ville ikke være arkitekt – og nu, hvor jeg skriver om arkitektur, fx i min klumme i Kristeligt Dagblad, så står jeg friere som kritiker, når jeg nu ikke har været studiekammerat med dem alle sammen.

Vil du dele en godbid fra én af dine egne bøger? 

Ja. Dansepavillonen ved Karens Minde. Den overraskede mig meget positivt, og var på den måde lidt en godbid for mig selv, da jeg skrev bogen ’Træhuse i København’. Da jeg så den, undrede jeg mig over, hvor den kom fra. Hvad den havde været. Man ved jo ikke alt, det handler om at have blik for det, man ikke ved.

Så fandt jeg ud af, at den oprindeligt havde stået ved Sankt Hans Hospital ved Roskilde. Den er fra slutningen af 1800-tallet, og arkitekten er ukendt, men måske er det Bindesbøll, der tegnede det Kurhus, der blev opført ved hospitalet i 1860. Den blev flyttet til Sydhavnen i 2002 og i bogen kan du læse dens historie, men her er en godbid:

'(Ved flytningen) var den blevet lidt forsømt og taget ud af brug til det oprindelige formål, dans, de såkaldte rødgrødsballer ved frugtsæsonens afslutning. Dansepavillonen hed på Sankt Hans Kæpskovspavillonen og blev i sin tid opført for midler, som afdøde patienter på Sankt Hans efterlod sig. … Ved indvielsen i Sydhavnen sang man sangen Farvel til Kæpskovspavillonen, her bare en bid af den: 
På Sct. Hans i meget gamle dage
Helt uden mage
Man kunne smage…
Rødgrød-bal og stimulere sanser
Og var man danser:
Et kæpskovbal
I den lille skov
Blev lavet fest og sjov
Måske også pigerov?'
Og hvis du er blevet nysgerrig efter at se endnu flere træhuse, så har jeg lige skrevet en bog, der udkommer i efteråret 2023 og træhuse Danmark rundt.

Hvad læser du selv af historiske bøger?

Jeg sætter mig sjældent og læser af andre, men jeg slår op og bliver klogere. Meget kan nu findes online – selvom meget ikke er sandt. Man skal være skarp. Min korrekturlæser er utrolig– han spørger, og vil have uddybninger. Og så må jeg finde svar.
 ’København før nu og aldrig’ læser jeg flittigt i, men jeg læser fx ikke så mange arkitekturanmeldelser, for jeg vil gerne stå frit, jeg vil ikke lade mig farve af andres holdning, når jeg selv anmelder eller skriver bøger.

Har du et yndlingssted i København? 

Det er svært at vælge, men jeg har et ’kik’, som jeg er meget begejstret for… prøv at komme med – vi går væk fra Strøget, lige ved La Glace i Skoubogade, ned gennem Knabrostræde. Så krydser vi Brolæggerstræde og fortsætter til vi når Nybrogade.
Stop og, og kig skråt til venstre. Nu ser du Thorvaldsens Museum og Christiansborg. Se nu lidt længere til venstre. Så dukker Kulturministeriets fine bygning op – det var en gang Assistenshuset, hvor man kunne pantsætte ejendele – og Gammel Strand med Nikolajs tårn i baggrunden. 

Dét kik. Det er ren Hammershøi, og et smukt københavnersted. Se blot kulørerne på museumsbygningen. 

Og samtidig er det også en fortælling om byens historie i nyere tid. For går vi 10 år tilbage, så var der p-pladser ud mod rækværket ved kanalen. Man kunne ikke komme helt hen til bolværket. Fremsynede folk fik de biler væk og lavede en promenade. Nu er der bænke og vi tager det for givet, men det er en kajkant, vi har fået tilbage. Det er en ny ting. Og en ny måde at bruge byen på.