Bag om københavnerhistorikerne: René Karpantschof

Denne gang kan du møde forfatteren René Karpantschof, der er historiker og sociolog. Han beskæftiger sig med den stridbare side af danmarkshistorien og de kampe, der blev taget med herremænd, konger, regeringer og danskerne imellem fra 1700-tallet til i dag. Senest har han udgivet bogen De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920.

Hvad gør dig til en københavnerhistoriker?

Jeg skriver danmarkshistorie, og her indtager København en selvskreven rolle som landets hovedstad. Min seneste bog, De stridbare danskere 1848-1920, starter og slutter med, at københavnerne gør oprør, mens de kongelige følger med oppe fra slotsvinduerne. I en anden bog, Kampen om Ungdomshuset, beskriver jeg dramaet i 2007 omkring Jagtvej 69, hvor himlen over København blev formørket af tåregasskyer og røg fra gadebål og brændende biler. Så man kan sige, at jeg er københavneroprørenes historiker.

Hvad skriver du om lige nu?

Jeg er i gang med en ny danmarkshistorie, De ekstreme danskere 1921-1939. Den starter, mens Hitler og Stalin endnu var ukendte, og slutter med masser af hagekors og røde faner i de københavnske gader - så igen er København naturligvis med. 

Det er en tid, hvor ”så meget skete, at det hele flimrer”, har et øjenvidne fra dengang sagt. I hovedstaden var der natklubber med mænd i kjoler, arbejdsløse, der blev spærret inde på Sundholm, møder for jødiske zionister, Danmarks første fascister iklædt sorte skjorter, den danske venstrefløjs første barrikadebyggeri, betænkelig aktivitet på den nyopførte Politigården, Stauning her og der, og … nej, nu flimrer det også for mig. I er velkomne til selv at læse det hele, når bogen er færdig. 

Hvorfor er det netop de emner, du skriver om?

I 1980’erne var jeg selv engageret i den københavnske BZ-bevægelse, og siden har jeg som historiker interesseret mig for mennesker, der har kæmpet for at lave samfundet om. Hvad var det for uretfærdigheder og uligheder, de så, hvilke krav og alternative visioner fremførte de, hvordan gjorde de det, og hvad kom der ud af det? Alt det angår jo ikke kun København, og i min kommende bog om De ekstreme danskere får københavnerne i den grad konkurrence af jyderne om at være de mest oprørske.

Vil du dele en godbid fra én af dine egne bøger?

Et sted i De stridbare danskere fortæller jeg om Nytårsrevolten i 1859/60. Her hærgede den københavnske underklasse i et par uger i området fra Kongens Nytorv til Christiansborg. Inde på slottet opholdt sig Frederik 7 og hustruen, grevinde Danner, som revolten var rettet imod. Samfundseliten af adel og borgerskab havde længe skumlet over kongens ægteskab med opkomlingen Danner. Hun hed jo i virkeligheden Louise Rasmussen og var noget så lavt som en uægte datter af en tjenestepige. Da den begavede og modige Danner ovenikøbet fik kongen til at udnævne en såkaldt bondeven til regeringsleder, fik det eliten til at fare i flint. 

Især borgerskabets studenter hidsede underklassen op mod den grevinde Danner, som ellers var en af deres egne. Mange arbejdermænd lod sig også betale som hjælpepoliti og blev, som jeg skriver, ”udstyret med kæppe og givet lov til at drikke al den punch, der skulle til for at indgyde mod … Længe bølgede det frem og tilbage i hovedstadens gader. Først da gardehusarerne skred ind med veritable kavaleriangreb – dog med den flade side af sabelklingerne – blev oprøret endelig nedkæmpet”. Bondevennerne, også kaldet Venstre, var eftertrykkeligt sat på plads, og først med systemskiftet i 1901 fik Danmark igen en Venstremand som regeringsleder. 

Hvad læser du selv af historiske bøger?

Lige nu læser jeg Den katastrofale triumf af Niels Bo Poulsen fra Forsvarsakademiet. Den handler om den fransk-tyske krig 1870-1871 og er et flot eksempel på, at militærhistorie ikke bare handler om våben og troppebevægelser. Bo Poulsen fortæller meget spændende om, hvad krigen gjorde ved de sønderjyder, som dengang blev tvunget med i den prøjsiske hær, og hvordan det hele påvirkede den danske opinion og mentalitet som et lille land med en stor nabo mod syd.

Derudover læser jeg faktisk al slags historie om Danmark og verden. Historien er fyldt med forunderlige og lærerige forhold, og det er en fryd at læse andre fagfolks viden og indsigter. Jeg har dog en forkærlighed for såkaldt fortællende og anekdotisk historieskrivning med rigtige historiske mennesker og sceniske begivenheder i centrum. Det er en skrivemåde, jeg første gang opdagede med amerikaneren Barbara Tuchmans Et fjernt spejl om 1300-tallets riddere, pest og meget andet, og som har inspireret mig til at skrive, som jeg selv gør.

Vil du dele en københavneryndling?

Det bliver rent ælle bælle, for jeg har mange yndlingssteder i byen. Men tag Nørrebrogade. Her kan jeg godt finde på at stille mig op og forestille mig alle dem, som gennem tiden har demonstreret på netop den gade. F.eks. 1880’ernes tilhængere af partiet Venstre, de allerførste 1. Maj-demonstranter i 1890, arbejdsløse under 1930’ernes depression, nørrebroernes barrikader under Folkestrejken i 1944, hippier og ungdomsoprørere i 1960’erne og 1970’erne og mig og mine i 1980’erne samt nutidens Pride Parader og klimademonstrationer. Det er asfalt, der gemmer på både danmarks- og verdenshistorie!