Mød Kåre Lauring

I sit mangeårige virke som skribent og museumsmenneske har Kåre Lauring haft fat i mange sider af byens historie: Branden i 1728, kolonitidens florissante handelsliv og ikke mindst de mange fotos af København og københavnerne, der giver et helt særligt indblik i byens liv i 1900-tallet.

Senest har han udgivet ’Fra befrielse til forpligtelse’, der er en levende fortælling om det Danmark, der efter befrielsen i 1945 vendte sig fra neutralitetspolitikken og blev medlem af Nato.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Min første bog om København var "Byen Brænder" fra 2003 om branden i 1728, i den kunne jeg kombinere mine interesser for byen og 1700-tallet. Og fra 2006 tog det så rigtig fart. Først udgav jeg fotobogen "Københavns Havn 1840-1940 – som fotograferne så den" – igen kunne jeg sammensmelte mine interesser som både fotograf og historiker. 

Jeg er billedumættelig, hvilket er heldigt, for da jeg i 2009-18 udgav tre bind Københavnerliv, der dækker historien fra 1857 til 1972, så jeg på tusinder af billeder. I dag er det nemt at finde billeder, mange museer – også mit eget M/S Museet for Søfart - har gode, digitale billedsamlinger.

Som faguddannet fotograf stiller jeg krav til fotografier. Både faglige: Skarphed, ordentlig fremkaldelse samt en fornuftig komposition. Der må der meget gerne ske noget, der skal være liv - de skal fortælle en god historie. Og som historiker er jeg optaget af tid og sted. Det kan volde problemer, og man skal ned i detaljerne med lup; men det er blevet en hobby, jeg går meget op i.

Jeg er født på Frederiksberg, hvor jeg også bor i dag – men har boet rigtig mange forskellige steder; fra Sundby Vester over Christianshavn til Valby for blot at nævne nogle. Jeg blev uddannet som reklamefotograf i Amaliegade og læste på Historisk Institut i Nørregade. Så jeg kender byen, har altid holdt af den og interesseret mig for byen og dens historie.

Hvad skriver du om?

Lige nu skriver jeg på en bog om København under den florissante handelsperiode, dvs. 1750-1807. Jeg ser på perioden ud fra en række personer og adresser, der tilsammen giver et overblik. Jeg har valgt 20 personer fra perioden 1700 til 1807 fordelt over handelsområder som Guineakysten, Vestindien, Kina, Indien og Europa. I København ser jeg på personer med privat-eller firmaadresser i middelalderbyen, Christianshavn, Ny-københavn samt Frederiksstaden.

Der er en del kvinder med, nogle er ret kendte som Frederikke Brun, gift med grosserer Constantin Brun, og Dorothea Sophie Zinn, datter af grosserer Johann Ludvig Zinn. Men det er nok færre, der ved, at rigsadmiral Cort Adelers hustru, Anna Pelt efter hans død i 1675, opbyggede en større københavnsk rederivirksomhed. Eller at Ernst Schimmelmann, der i 1802 fik forbudt den danske slavehandel, havde både en hustru og en lillesøster, der længe havde været modstandere af slavehandel.

Supplerende er der afsnit om Danmark, Middelalderbyen, Christianshavn og Frederiksstaden, og bogen bliver fyldt med fotografier, blandt andet mine egne. Alt det, jeg interesserer mig for: Søfarts- og økonomisk historie, Københavns historie og fotografier kommer bogen til at samle. Desuden bliver det en opsummering og konklusion på mine mere end 40 års arbejde med dansk kolonihistorie.

Hvorfor blev det lige det emne?

"It´s the economy stupid", sagde Bill Clintons rådgiver James Carville, og det opsummerer fint min måde at se historien - og ikke mindst den florissante handelsperiode - på. På universitetet skiftede jeg hurtigt fra Historisk Institut til Institut for Økonomisk Historie, for handel har altid interesseret mig, og jeg er fascineret af 1700-tallet.

Det begyndte i 1957 med Charles Dickens' "To byer" fra serien Illustrerede Klassikere; ikke alle var eller er lige begejstrede for den serie, men for os, der var børn i 50-erne, var det en fantastisk tegneserie. Vi oplevede den store verdenslitteratur og forfattere som Alexandre Dumas, Walther Scott, Jules Verne, H.G. Wells og mange, mange flere.

Vil du dele et par godbidder fra dine egne bøger?

Fra mine bøger om Københavnerliv vil jeg gerne dele to bidder, i den ene kommer besættelsestidens skelsættende betydning frem, perioden bliver stadig debatteret, der bliver forsket, skrevet og udgivet, ikke kun om årenes politiske betydning, men også almindelige menneskers oplevelser:

"I mange år havde jeg en nabo, en pæn og nydelig ældre dame, som jeg ofte talte lidt med, når vi mødtes ude på reposen. En dag spurgte jeg hende, om hun havde prøvet byens nye metro. Hun blev skarp i blikket og sagde, "Altså ved De hvad Hr. Lauring – vi var Des gennem alle årene – når man som jeg, har ligget i en kælder, med hele Den franske Skole oven på sig, så skal man ikke ned i nogen Metro!"
Den rare ældre dame, var præget af krigen, ligesom de krigssejlere jeg traf igennem 30 år som museumsinspektør på M/S Museet for Søfart. Lige som mine forældre var det, og ligesom alle andre af den generation var det. Også os, der blev født under eller lige efter krigen, kunne i vores barndom blive præget af krigen. En rar ældre dame, der boede overfor os, forærede mig en lille porcelænsfigur af et postbud, som jeg var meget glad for. Men jeg hørte også, de voksne hviske om, at den rare gamle dames datter, var blevet skudt under krigen. Hun havde været noget, de kaldte – stikker!"

Senere udgav jeg "Københavnerliv 1945-1972", der er fortællingen om en helt anden by end den, vi kender i dag. Byen slap stort set uskadt igennem krigen, men fremstod både nedslidt og forfalden:

"Butikkerne lukkede kl. 17.30 på hverdage, kl. 20 om fredagen og kl. 14 om lørdagen, så manglede man øl til en fest lørdag aften, var det om at kende en købmand, der solgte ud ad bagdøren efter lukketid. 
Reallønnen var betydeligt lavere end i dag, og der var bolignød, så familier med både tre og fire børn klumpede sig sammen i to- til treværelseslejligheder, hvor børnene sov i køjesenge i det ene værelse, medens mor og far sov på en sovesofa i et rum, der fungerede som både soveværelse, spise- og dagligstue. I brokvarterne, Sundbyerne og ude på Christianshavn fandt man en slum, som vi i dag næppe kan forestille os. Tusinder af små fugtige boliger, hvor københavnerne levede stuvet sammen i lejligheder opvarmet med kakkelovn, uden bad, varmt vand og wc, men med lokum i gården."

Hvad læser du selv af historiske bøger?

Som søfartshistoriker med speciale i 1700-tallet og det, vi oppe på Søfartsmuseet betegnede som "kolonierne på varmen" – altså i modsætning til besiddelserne i Nordatlanten – så læser jeg meget engelsk speciallitteratur om kolonihandel på Kina og Indien, om den transatlantiske slavehandel og om perioden 1700-1807. Af danske bøger har jeg været begejstret for Benjamin Asmussens "Kinafarerne" og Erik Gøbels ’Under sejl’ om søfartshistorie samt for Ulrik Langens ’Den afmægtige’ om Christian VII og Søren Mentz’ "Frederik V" om regenter i 1700-tallet.

For nylig har jeg læst Martin Iversens "Udsyn. ØK, Danmark og verdenen" samt Henrik Rasmussens "Da solen gik ned over det Østasiatiske Kompagni", der er en dybt fascinerede fortælling om ØK, der gik fra at være Danmarks største firma med næsten 40.000 ansatte omkring 1970 og i dag er helt væk.

Har du en københavneryndling?

Det er lige på kanten af byen, men jeg holder meget af Frederiksberg Runddel, og indgangen til Frederiksberg Have. Runddelen var oprindelig endestation for hesteomnibussen, der gik fra Frederiksberg og ind til byen. Til højre på pladsen lå drejeskiven, og i hver side ses stadig Wilhelm Dahlerups små drikkevandskummer fra 1880. Her kunne hestene drikke, mens bussen blev drejet rundt. Og Dahlerup var tilsyneladende helt klar over, at de gode Frederiksbergborgere ville udvikle en forkærlighed for små puddelhunde, for nederst ses endnu drikkekummer beregnet for små hunde.

Christianshavn har jeg en livslang kærlighed til - for mig har det ikke været sommer, hvis ikke jeg har siddet indtil flere gange på cafeen på hjørnet af Sankt Annæ Gade og Overgaden oven Vandet, hvor man er omgivet af søfartshistorie. I Overgaden neden Vandet 37 boede i 1690'erne sømanden Anders Larsen, der betegnede sig selv som Ostindienfarer; han havde sejlet syd om Afrika til Indien og måske også videre. Den rejse var der ikke mange, der havde været på før 1700. Bygningen med cafeen er nyere, men på adressen boede i årene omkring 1760 -70 Bernt Jensen Mørch. Han sejlede som kaptajn på slaveskibe og døde i 1778 på Guineakysten. Hvis jeg læner mig helt frem i stolen, kan jeg til højre næsten se ned til Asiatisk Kompagnis Plads og lige over broen kan jeg se Overgaden neden Vandet 39, opført omkring 1780 af ankersmed ved Asiatisk Kompagni Hans Caspersen. I 1792 blev ejendommen overtaget af købmand og skibsreder Jeppe Prætorius, medejer af rederiet De Guineiske Entreprenører, der handlede slaver på Guineakysten. Hjørnet viser mig Christianshavns historie: De gamle købmandsgårde, Asiatisk Kompagni, der handlede på Indien og Kina, og den velstand, som den florissante handel førte til København.

I serien Bag om Københavnerhistorikerne kan du møde de mennesker, der skriver om eller i København. Fælles for dem er, at de er historiefortællere: Det er dem, der undersøger og skaber de fortællinger om København, som vi bruger til at blive klogere på byen og dens lange og mangesidede historie.