Peter Birkelund

Min far var modstandsmand, og mange af de mennesker, jeg skriver om i dag, mødte jeg dengang.

Og det gør han godt i sine bøger om modstandsbevægelsens historie, der ikke lægger skjul på de mange dilemmaer, som datidens mennesker stod i.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Jeg har primært skrevet om besættelsestiden og om den danske modstandsbevægelse. Og af en eller mærkelig grund er det blevet den borgerlige del af modstandsbevægelsen, som har været mit fokus. Det har været de illegale bladorganisationer De Frie Danske, Studenternes Efterretningstjeneste og Hjemmefronten – og ikke mindst den store sabotageorganisation Holger Danske. Fælles for disse illegale organisationer var, at de havde basis i København. 

Det er nok især den civile ulydighed, som gennemsyrer modstandsbevægelsen, der fascinerer mig. At enkeltpersoner og grupperinger går imod kongens og regeringens bud om ro og orden - og gør modstand på forskellig vis.
Det er ikke et tilfælde, at min bog (ph.d.-afhandling) om de illegale bladorganisationer havde titlen ”De loyale oprørere”. Og senere fulgt op med flere bøger om Holger Danske, hvis medlemmer med livet indsats påtog sig det hårde modstandsarbejde med sabotage af danske virksomheder og likvidering af danskere, der arbejdede for tyskerne.

Mit arbejdsliv som historiker og forsker har også udfoldet sig i København, først på Frihedsmuseet, og derefter havde jeg 25 år i Rigsarkivet. Og selvom jeg er gået på pension, så fylder historien stadig meget, for jeg forsker og skriver, og så har jeg i de sidste 9 år været involveret i et lille modstandsmuseum på Vesterbro – Stjerne Radio i Istedgade 31, hvor vi har skiftende udstillinger om modstandskampen, Holger Danske og Vesterbro. 

Hvad skriver du om?

Stort set alle mine bøger og artikler handler om besættelsestiden – og især om modstandsbevægelsen.  Og med et fokus på den civile modstandsbevægelses oprør mod samarbejdsregeringen og den tyske besættelsesmagt.

Og den linje fortsætter jeg! Min næste bog bliver en samlet fremstilling om de drab og drabsforsøg, som medlemmer af modstandstandsbevægelsen forøvede under – og lige efter – besættelsen.
Normalt har der været konsensus om, at modstandsbevægelsen begik 400 likvideringer under krigen. Jeg har brugt de sidste år til at grave i arkiver og samle oplysninger om drab og drabsforsøg og på den baggrund, forventer jeg, at det tal er for lavt, men hvor mange der faktisk var tale om, ved jeg ikke endnu.

Hvordan blev du inspireret til netop det emne?

Måske er det ikke helt tilfældigt, at det blev besættelsestiden. 

Min far havde været sabotør i Holger Danske under krigen, siddet fængslet, undsluppet og flygtet til Sverige, så modstandsbevægelsen var til stede i mit barndomshjem. Mange af de mennesker, jeg skriver om i dag, mødte jeg dengang. Jeg var derfor som barn og ung meget interesseret i krigen – og læste mange spændende spion- og krigsromaner.

Da jeg under historiestudiet fik mulighed for et studenterjob på Frihedsmuseet, var linjen lagt. jeg var virkelig glad for at være der, og jeg kan huske, at jeg tænkte 'her ku' jeg godt blive resten af mit arbejdsliv'. Det gjorde jeg så ikke, for jobmæssigt blev det fulgt op med det svineheld, at Rigsarkivet søgte en arkivar og besættelsestidshistoriker – og at jeg fik jobbet – og blev der i 25 år.

Vil du dele et par godbidder fra dine egne bøger?

Jeg har fundet to eksempler, der dækker Holger Danskes illegale arbejdsopgaver: sabotage og likvidering.

I min bog 'Holger Danske. Sabotage og likvidering' fra 2008 gennemgår jeg flere af Holger Danskes gruppe 2’s sabotager, bl.a. sabotagen den 3. december 1943 mod Hartmanns Maskinfabrik på Nørrebro, der blev meget voldsom. Fabrikken kørte i døgndrift og leverede til aftagere, der arbejdede for besættelsesmagten:

"Fabrikken var svært bevogtet med bevæbnede sabotagevagter med hunde, og en vagt i et pansret tårn ved indgangen. Den frontale angrebsteknik kunne ikke bruges, idet vagten i tårnet ville kunne bestryge hele indgangspartiet, uden man kunne få ram på ham. Man måtte i stedet forsøge at lokke vagten ned fra tårnet og derpå foretage en overrumpling.

Igen var hele HD2 aktiveret, da aktionen iværksattes den 3. december kort før kl. 19. To mand i politiuniformer og en i C.B.-uniform gav sig snak med vagterne og holdt dem op, hvorefter gruppen trængte ind på fabrikken med en 50 kg trotylbombe (i drittel) og anbragte den midt i produktionshallen. Arbejderne (ca. 18 mand) blev med en maskinpistolbyge hen over hovederne kommanderet i fabrikkens beskyttelsesrum, og lunten blev tændt. Gaden var i mellemtiden blevet spærret af og de omkringboende advaret. Trods stor påpasselighed, gik det alligevel galt. Lokalerne i fabrikken var gennemset, alle mennesker (og hunde) var gennet ud, gaden var afspærret, men en forbipasserende nattevægter, som uforvarende var kommet gennem afspærringen via en smøge, blev dræbt ved den kraftige eksplosion. Fabrikken blev raseret og havde skader for 930.000 kr.

Fabrikkens direktør anslog, at det ville vare 3-4 måneder før fabrikken var produktionsklar igen. Også nabobygningerne havde svære mur- og indboskader. Ligesom de fleste ruder i kvarteret var knust, et løseligt overslag melder om mindst 1300 knuste ruder, hvorved flere personer fik snitsår. Sideskaderne opgjortes til ca. 81.000 kr. Vægterens død var det første dødsfald i forbindelse med HD2’s sabotager, hvilket gjorde et stort indtryk på gruppens medlemmer."

Og i bogen 'Sabotør i Holger Danske' fra 2015 beretter jeg om en lille Holger Danske-gruppe ledet af 'Flammen', der den 20. december 1943 var på ”stikkerjagt”. Fire adresser blev besøgt – ved de to var ingen hjemme, men andre to blev skudt ned og dræbt, da de åbnede døren for attentatmændene:

"Den umiddelbare tyske hævnreaktion på de to drab var drabsforsøget på den konservative politiker Ole Bjørn Kraft den 30. december, men også drabet på digterpræsten Kaj Munk den 4. januar 1944 kan knyttes til Holger Danskes nedskydninger af Østergaard Petersen og Gaust.
Det var nemlig ikke to ligegyldige herrer, som den lille Holger Danske-gruppe dræbte kort før jul."

Hvad læser du selv af historiske bøger? 

Jeg læser mest fagbøger indenfor mit eget fagområde – altså besættelsestiden. 
Der skrives og udgives af en eller anden grund ikke så mange nye bøger om modstandskampen – men der kommer da nogen. Den sidste, jeg har læst, var Trine Engholm Michelsens ”Storfyrstinden” om Jytta Graae, der arbejdede i den illegale militære efterretningstjeneste. En spændende og personlig fortælling.

Til gengæld udgives der rigtig mange er om 'taberne', dvs. danskere der var i tysk tjeneste. Her havde jeg sidste år stor glæde af Claus Bundgård Christensens 'Følg Wilfred', som er en af de bedste bøger i genren, jeg har læst.

Lige nu læser jeg Jacob Halvas Bjerres 'Den tyske skole og besættelsen' om Sankt Petris skole i København. En spændende og godt skrevet bog, som skolen selv har taget initiativ til. De vil gerne have belyst i hvilket omfang skolen var nazificeret både før og under besættelsen.

Har du en københavneryndling?

Det må helt klart blive Vesterbro – og mere specifikt Istedgade, hvor Museet Stjerne Radio ligger. Det er en gade, som jeg har lært at holde af i de sidste 9 år.

Stjerne Radio er en genopførelse af facaden på den radioforretning, hvor sabotagegruppen Holger Danske i 1943 blev dannet. Det var den gruppe, der den 24. august 1943 anbragte en ølkasse med en bombe i det tysk beslaglagte Forum, og totalt ødelagde udstillingsbygningen. 

Bag facadens store butiksvindue er der et udstillingsrum, hvor vi siden 2015 har lavet skiftende udstillinger. Museet har altid åbent – forstået på den måde, at man besigtiger udstillingen gennem vinduet stående på gaden.

Et andet spot er min gamle arbejdsplads i Rigsarkivet på Slotsholmen, hvor jeg slog mine folder fra 1998 til 2021. Det er en fantastisk bygning, hvor Rigsarkivet havde til huse i 300 år, indtil arkivet i 2021 flyttede det hele til Kalvebod Brygge. Bygningen er der endnu – men vistnok ret tom.