Heidi Laura

Senest har hun skrevet biografien Den stille filantrop om den gavmilde københavner Johannes Hage. Og så har hun desuden stået på hovedet i en anden københavners smykkeskrin - nemlig dronning Margrethes. Og hun er ikke i tvivl: Genstande 'taler' og fortæller historie.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Det er dejligt at opdage, at jeg også har den etiket! Jeg har ikke selv tænkt over, at København faktisk spiller en meget væsentlig rolle i mange af mine bøger, og at arbejdet med bøgerne også har uddybet mit forhold til byen og har hæftet viden og historier til så mange kvarterer og steder.
Jeg holder meget af at vandre i Københavns fortrolige geografi; at se op på husene eller passere de steder, hvor nogen engang boede, eller noget afgørende engang fandt sted. For eksempel huset på hjørnet af Åboulevarden og Julius Thomsens Gade, hvor den unge Bjørn Wiinblad boede øverst på kvisten under besættelsen. Eller Harsdorffs palæ på Kongens Nytorv, hvor familien Hage engang holdt stort hus og var et af det nye borgerskabs kraftcentre. Netop de to steder er scenerne, hvor to af mine bøger åbner, nemlig biografierne om Bjørn Wiinblad og Johannes Hage.

Denne følelse af at vandre i byens historie er sund for sjælen, er jeg overbevist om. Jo mere man ved om sin by, jo mere får man denne dybe oplevelse af, at byen på en gang er fælles og til låns for os alle sammen – nogen har boet i husene før os, store dramaer har udspillet sig på de mest dagligdags steder, og millioner af fødder har båret andre gennem gaderne, mens de bekymrede sig om deres fremtid eller måske tænkte på at skrive en bog. Denne følelse af vrimmel, af historiske lag og en særlig mættethed er rigtig god til at vedligeholde ens egen fornemmelse af at være et lillebitte led i noget meget større.

Hvad skriver du om?

De seneste år har jeg – lidt til min egen overraskelse – skrevet en stribe biografier. Et par af dem er skrevet på bestilling: Bogen om Johannes Hage og det filantropiske borgerskab var et stort ønske hos Nivaagaards Malerisamling, som han grundlagde. Og min bog om dronningens fantastiske smykker og alle de historier, de rummer, blev til som et alternativ til et katalog til udstillingen En dronnings smykkeskrin på museet Kongernes samling på Amalienborg.

Jeg har egentlig aldrig selv været specielt optaget af at læse biografier, og når jeg selv skriver biografi, er det altid lige på kanten af straight up kulturhistorie: Jeg skriver ekstremt kontekstrig biografi! Men det gør jeg ud af den overbevisning, at vi netop dannes som mennesker i vores tid, og at vi alle bliver mere forståelige set i den store sammenhæng og det store samspil. Tiden virker på os – og vi virker på den. 
Jeg er netop ved at gå i gang med en ny bog, som sørme også er en biografi – denne gang om designeren og arkitekten Mogens Koch, en stilfærdig og utroligt dygtig mand, som har været lidt overset blandt modernismens store flamboyante designkoryfæer såsom Arne Jacobsen eller Hans Wegner. Der ligger et stort, smukt materiale hos hans familie, og jeg glæder mig meget til at grave mere i både ham og tiden og tilbringe en masse tid på byens specialbiblioteker.

Design og kunsthåndværk hører til mine yndlingsemner, fordi jeg er stærkt optaget af vores forhold til den materielle verden. Normalt regner vi jo ”ting” for mindre vigtige end alt levende: Vi se dem som noget ”dødt” og noget, man kan smide væk og erstatte. For ikke særlig mange generationer siden var tingene både meget mere kostbare og meget mere omhyggeligt plejede og passede, og mange ting overlevede gennem generationer og blev bærere af minder og fælles historie – og faktisk kan det stadig være sandt for virkelig vellykket design, for eksempel netop Mogens Kochs reoler er forblevet en favorit igennem generationer i nogle familier!

Men generelt har vi mistet forbindelsen til tingene og deres tilblivelseshistorier og behandler dem ringe. Hvordan kan tingene genvinde deres værdighed og skønhed, så de får længere liv og igen bliver bæredygtige? Det spørgsmål er meget væsentligt for mange designere i dag, og jeg kan godt lide at tænke, at der også er et stykke ideologisk og kulturelt arbejde, som skal gøres, for at underbygge en omstilling til en meget bedre produktion og et meget mere omsorgsfuldt forhold til den materielle verden.

Hvorfor blev det lige det emne?

Sandheden er, at jeg er vældig promiskuøs som skribent. Jeg arbejdede i mere end tyve år for Weekendavisen som anmelder, videnskabsjournalist og kulturjournalist og har skrevet om alt mellem himmel og jord, meget ofte svært nørdede emner, som jeg elsker at folde ud og gøre forståelige. Jeg har også skrevet et par fagbøger inden for mit oprindelige felt, som jeg er ph.d. i, nemlig jødisk kulturhistorie – et felt som lyder småt, men som giver et gigantisk overblik over verdenshistorie og et meget særligt og lidt skævt kig ind i alle de kulturer, som jøder har levet iblandt.

Jeg tror, at netop dette skæve blik fornemmes i meget af det, jeg skriver. Jeg har det med at vælge en overraskende vej ind i stoffet, nogle gange næsten lidt trodsigt. Så min bog om Wiinblad gør op med den fastlåste ide om Wiinblads værk som kitsch og argumenterer for, at hans emotionelle stil var del af en meget større tendens i Efterkrigstiden – det er der ikke så få, som finder ganske provokerende. Og min bog om filantropen Johannes Hage gør en del ud af, at han var en enlig og lidt tilbagetrukket mand, som slet ikke videreførte sine ambitiøse forældres livsstil, og jeg spekulerer i bogen over, om han var en queer mand, som blev i skabet. Igen ganske svært at tage for visse; et par anmeldere våndede sig!

Og så har jeg altid flere skuffeprojekter, som jeg hele tiden håber, at jeg snart skal i gang med. I årevis har jeg nu længtes efter at skrive en bog om skønvirke og art nouveau og Jugendstil – den naturinspirerede, poetiske designstil omring år 1900 – som er blevet virkelig stedmoderligt behandlet og ofte udnævnes til at være ”svulstig”, ”overdekoreret” og ”en kort parentes”. Men jeg synes, at der er noget ved denne stils evne til at fortrylle bygninger og ting og give dem en ny intensitet, som vi burde genopdage i dag. 

Vil du dele en godbid fra en af dine egne bøger?

I 'Den stille filantrop' sammenligner jeg datidens kulturelite med nutidens, ikke kun synet udefra, men også elitens syn på sig selv:

'Familien Hage så sig selv som en del af kultureliten. Man stod ved begyndelsen af en ny demokratisk tid, og de bedste udrustede måtte hjælpe med at løfte og danne resten af befolkningen, til den store opgave, som lå foran nationen. Det velbeslåede borgerskab skulle løfte mest af alt: drive det politiske liv med alle dets opgaver fremad, forbedre de sociale forhold, fremme kunsten, sikre bedre uddannelse og dermed mere dygtigt drevet håndværk, industri og handel. Der var en vældig energi i tiden, en følelse af forpligtelse til at forandre verden og tage et stort ansvar på sig som borgerskab. På små 200 års afstand er det svært at forestille sig, hvor boblende og intenst det har været. (…)

Det hageske hjem med de pompejanske dekorationer og mængden af samtidskunst var en intenst politisk sfære, et rum skabt til at fremme hele denne store borgerlige vision. Set med samtidens øjne var hjemmet ren avantgarde og helt igennem spektakulært, så radikalt som et hjem i år 2023, indrettet og dekoreret fra gulv til loft af Tal R og fyldt med kunst af venner af familien såsom Olafur Eliasson, Kathrine Ærtebjerg, John Kørner og Carthrine Raben Davidsen. Det var et hjem skabt til dagligt at ruste familien og dens kreds til deres opgave, en konstant æstetisk påmindelse om status og forpligtelse. 
I dag rynkes der på næsen af kulturelite og politisk kunst; for 1800-tallets dynamiske borgerskab var det en dyd at være eliten, der gik foran, og helt indlysende at kunsten som politisk instrument skulle bearbejde befolkningens umodne sind og indpode dem nye idealer om det skønne, det sande og det retfærdige.'

Hvad læser du selv af historiske bøger?

På grund af min konstante overbevisning om, at jeg lige om lidt skal i gang med bogen om skønvirke/jugend/art nouveau, har jeg en lille samling af vidunderlige bøger om tiden omkring år 1900. For eksempel Philipp Bloms 'The Vertigo Years' om 1900-tallets første årtier, med al deres overvældende udvikling og teknologiangst og -fascination.

Jeg har også været meget inspireret af Edmund de Waals lille bog 'Breve til Camondo', hvor han i brevform skriver sig ind i den fransk-jødiske greve og filantrops Moïse de Camondos sjæleliv – en bog, som balancerer et sted mellem fiktion og non-fiktion. Den fik mig faktisk til selv at skrive små breve til Johannes Hage, mens jeg skrev på biografien.

Og så har jeg en faible for materiel historie og særligt tekstilernes hemmelige liv, smukt skildret af Cassia St. Clair i bogen 'The Golden Thread', mens Frank Trentmann kommer verden rundt i sin store bog om tingenes historie, 'The Empire of Things'. 

Har du københavneryndling, der betyder noget særligt for dig?

Jeg elsker Københavns specialbiblioteker.

Designmuseets bibliotek har den fineste læsesal, en fantastisk samling og bibliotekarer, som står på hovedet for én. Faktisk står alle bibliotekarer i min erfaring på hovedet for én, når man kommer som forfatter med sine sære bogbehov, og min taknemmelighed er gigantisk. Jeg tilbragte nogle dage på håndskriftsamlingens læsesal på det Kongelige Bibliotek for at læse familiebreve, mens jeg skrev bogen om Johannes Hage, og det sted har sin helt egen tyste kultur. Og så er der det Det Kongelige Akademis bibliotek ude på Holmen.

Alle sammen vidunderlige rum i fine bygninger – og oveni er der så hele vejen derhen! Jeg er inkarneret fodgænger, og selve det at vandre til og fra arbejdet på læsesalen kan være utroligt tilfredsstillende. Det er jo også et tidsrum, hvor man allerede er i gang med at bygge sine ideer op eller bearbejder dem, mens man vandrer gennem byen og forhåbentlig husker at kigge op og virkelig mærke byrummet.

Bøger bliver kun til en vis grad skrevet ved skrivebordet og foran skærmen. Når man er i gang med en bog, bærer man den med sig alle vegne, der er ikke noget tidsrum, som ikke er en del af tænkearbejdet. Derfor er det en stor gave, hvis man kan få lov at være i bogens rum også rent fysisk – jeg var for eksempel så utroligt heldig, at jeg havde mulighed for at bo i nogle perioder oppe på Nivaagaard i selve hovedhuset, mens jeg skrev bogen om Johannes Hage. Det er også givende at være i bogens større geografi, at vandre gennem Frederiksstaden og forestille sig den lille prinsesse Margrethe og hendes dagligdag, mens man er i gang med at skrive om hendes barndomssmykker, eller at tage en tur til Hulgaardsvej for at forestille sig Mogens Koch på vej på cykel for at besøge andre af tidens designere. 
Men ud over bogens eget univers er det skønt at ankomme til en stemningsfuld læsesal og bare være i bøgernes univers – én blandt mange forfattere og forskere og studerende, der kommer for at udføre dette lille ritual af hengivenhed og omsorg, som det jo faktisk er at tilegne sig ny viden og grave i måske længe glemte sager på et bibliotek, som mange sikkert aldrig har hørt om.