Anmeldelser og anbefalinger

Uden mad og drikke dur detektiven ikke

Krimier der får tænderne til at løbe i vand

Af Laura Noszczyk

At mad og mord kan være en appetitvækkende kombination, det er gammel vin på nye flasker. Laura kommer her med en bouquet garni af nyere og ældre krimier for madører, gourmeter og gourmander. Læs ikke videre på tom mave!
 

Sol og blod over Gudhjem

Der er både klassiske retter og morderne gourmet på menuen i Krølle-Bølle-krimien ”Det røgede lig”, hvor idyllen på den billedskønne solskins-ø bliver brudt da man finder et lig i et silderøgeri. Dødsfaldet kommer belejligt for køkkenchefen Anders, som af den afdøde er blevet presset til at udskifte restaurantens udsøgte menu med karrysild, og efterhånden som sildeskeletterne vælter ud af skabet, ryger han og den døde rigmands arvinger på politiets grill. Når det kommer til mad og sundhed, så er de to københavnske efterforskere der skal opklare drabet hinandens diametrale modsætninger, og det leder til en del samtaler om mavesyretabletter og kalorieindtag, men bogen er også krydret med beskrivelser af lækre måltider fra restaurant, hotel og det hjemlige køkken. ”Det røgede lig” er den første krimi af Anette og James Price, der for en periode har skruet ned for kogeblusset og lagt nodepapiret til side for at satse på det fælles forfatterprojekt.

Ønsker du et mere satirisk blik på restaurantverdenen, så smag på ”Amok” af Morten Remar, ”Atropos” af Lars Gejl, ”Gourmand” af Michael Claesen eller ”Kommissær Kaviar” af Anders Grøndahl. 

Herregårdsmiddag med mord og mormor

Hvad gør man når man finder den kendiskok man har hyret ind for weekenden død af hjertestop i et rabarberbed? Man ringer selvfølgelig til den næstmest kendte kok, for intet kan forhindre en gruppe rigmænd i at afholde et planlagt jagtselskab og nyde de fasaner de selv har skudt. I Rosemary Shrager’s ”Mord på menuen” går kokken Prudence Bulstrode til makronerne og viser at hun er meget mere end næstbedst. Som weekenden skrider frem, får hun ikke blot de vindrikkende jagtdeltagere til at slikke tallerkenerne rene efter hvert måltid, hun løser også mysteriet om dødsfaldet, som ellers er blevet affejet som værende naturligt. Hvis Prudence er en klassisk Old Fashioned, så er barnebarnet Suki hendes friske Sidecar. Hun er nemlig online 24-7, og kan derfor nemt søge information til nytte for den fælles efterforskning. Et meget sympatisk makkerpar, der viser at man sagtens kan koge en god og nærende suppe på tværs af generationer.

Hvis denne falder i din smag, kan du gå videre til ”Døden i desserten” og sidenhen smage på Ana T. Drew’s søde madkrimier ”Den morderiske macaron” og ”En knivspids karma”.

Madglad mesterdetektiv

Det er ingen hemmelighed at konkurrencen i kokkenes verden altid har været hård, og i Rex Stout’s ”For mange kokke” er skarpe albuer tydeligvis ikke nok. Under en smagning på en kongres for mesterkokke bliver én af de deltagende kokke fundet død ved knivstik i ryggen, og den madglade og excentriske mesterdetektiv Nero Wolfe må bide til bolle og gå i kødet på mysteriet. Wolfe er en såkaldt ’armchair detective’ som helst løser store dele af sagen fra sin lænestol, men han er også gourmand med stort G, så krimien emmer af lækker mad og byder endda på flot illustrerede opskrifter bagerst i bogen. Karakteren Nero Wolfe blev skabt af Rex Stout i 1934, og der er udgivet intet mindre end 33 romaner og 41 noveller med den særegne kogekunstner i hovedrollen. 

Vil du hellere læse om en hård banan, så er agenten Thomas Lieven i Johannes Mario Simmels ”Ikke altid kaviar” måske noget for dig.
 

Vinrøde dråber og kold bouillon

Er du til klassiske engelske krimier krydret med gift, så har Dorothy L. Sayers bagt den rette scone til dig. ”Giftmordet” fra 1930 er en krimiklassiker af ædel årgang, hvor udgangspunktet for mordgåden er et flere retters måltid, der er beskrevet helt ned i detaljen. ”Giftmordet” er den femte bog i serien om aristokraten og detektiven Lord Peter Wimsey, som er mad- og vinconnaisseur. I modsætning til Agatha Christies belgiske detektiv Hercule Poirot, der mener at ”englænderne ikke har nogen ’cuisine’”, nyder Lord Peter Wimsey gerne engelske retter som Welsh Rarebit, Kedgeree og Steak and Kidney Pie. Undervejs som opklaringen skrider frem, viser det sig dog at den kære Lord ikke kun er et madøre. Han har også en craving for mere åndelig føde i form af kærlighed, og må derfor op på lakridserne for at løse mysteriet og få den anklagede ’steg’ på gaflen.

Falder denne i din smag, så læs også de andre bøger i serien om Lord Peter Wimsey, og supplér med ”Hercule Poirots jul” af Agatha Christie.

True crime så mør som smør

Læser du gerne på engelsk, så anbefaler jeg at du klemmer spisepindene sammen om dem japanske thriller ”Butter” af Asako Yuzuki, der har opnået kultstatus og solgt som varmt brød verden over. Bestselleren er inspireret af en virkelig historie om en moderne feministisk seriemorder, der forførte og sidenhen dræbte sine tilbedere ved at forgifte den lækre mad hun serverede for dem. Og nej, det er ellers ingen synd at putte smør på sine ris!

 

Rosinen i pølseenden

Knurrer maven stadig, så vil jeg anbefale ”Forfatterne går til bords” og ”Mad, mord og ædle vine”, der samler uddrag og noveller af en grydefuld kendte forfattere.