Mød Jakob Ingemann Parby

Udstillingen Lyden af København på Københavns Museum udsprang af forskningsprojektet, og den udfoldede lyd og lytning i 1800-tallets København. Jakob Parby er optaget af spørgsmålet hvornår er lyd støj? Og hvordan ændrer synet på lyd og støj sig over tid?

Dette interview med Jakob Ingemann Parby er et uddrag af podcast-udgaven af Bag om københavnerhistorikerne. 
I den kan du fx høre ham læse en godbid fra bogen ’Lyden af hovedstaden - støj, nerver og naboer i 1800-tallet’ og du kan høre, både hvordan københavnerne længe har forsøgt at lære hinanden at være mere stille og hvorfor fransktalende papegøjer mere irriterende end dansktalende.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Jeg har tænkt lidt på, om det var min skæbne, at jeg skulle arbejde med Københavns historie, for jeg blev født i Silkegade i centrum af København, men vi flyttede på landet, inden jeg blev to år.

Så jeg er både indfødt københavner, men kender samtidig følelsen af at komme til København fra provinsen og være lidt en bondeknold, der skal lære byen at kende for alvor. Og på den måde er jeg måske en ægte københavner.

For noget af det, der virkelig er karakteristisk for København, det er, at de fleste københavnere, de stammer jo ikke fra København. De fleste kommer andre steder fra og mange af dem tager så meget kraftigt den her københavneridentitet til sig, og føler sig nærmest mere københavnske end det mindretal, der har boet her i flere generationer. Og sådan har det nærmest altid været.

Et tilbagevendende emne for mig har været byens migrationshistorie, for alle byer er jo sådan set skabt gennem migration. Hvis der ikke der havde været konstant indvandring til København, men også andre byer, så ville man egentlig ikke have store byer. For det er først i løbet af 1800-tallet, at man får et højere fødselstal end dødstal. Så hvis der ikke kom nye mennesker til, så ville byerne bare svinde ind eller forsvinde, som man jo også har eksempler på igennem historien.

Hvorfor skriver du om det, du gør?

Som det er med mange ting i livet, spiller tilfældighederne ind. Jeg fik studiejob på Københavns Museum, og der er jeg stadig. Det har været en fantastisk fornøjelse og et privilegie for mig som historiker at formidle landets eneste storbys historie i både udstillinger og tekster i gennem hele mit professionelle liv. Særligt, fordi jeg nogle gange har følelsen af, at jeg arbejdet på flere forskellige museer undervejs. Så meget har museet nemlig forandret sig gennem de år, jeg har været der. 

Det har givet mig mulighed for at arbejde med fx litteraturens kulturhistorie, for migrationshistorien, som jeg nævnte, og med sansehistorie. 

Og netop projektet om lyden af København handler i høj grad om sansehistorie. Vi undersøgte ikke kun, hvilke lyde, der var i byen, men også hvordan de blev opfattet – og hvordan man forsøgte at begrænse eller styre lyden. Det skete fx ved, at københavnerne gennem klager i tidsskrifter som Politivennen forsøgte at lære hinanden, hvordan man skulle opføre sig, hvordan man gjorde byen til at pænere sted at bo. Der blev fx klaget over privates støj – der var en, der brokkede sig over en fransktalende papegøje og skrev, at det måske havde været bedre, hvis ejeren i det mindste lærte den dansk. Men også de gadehandlendes råb førte til mange klager, og endda et forslag om at samle dem alle sammen ved Kongens Have, så man slap for dem i gaderne.

Lyd- og sansehistorie giver både indblik i den slags underholdende glimt fra fortiden, men åbner også en mulighed for at gå på opdagelse i fortidens land og forsøge at forstå en anden tids hierarkier, fællesskaber, bekymringer og fremtidsforståelser.

Lige nu arbejder jeg på et projekt om byens monumenter. Jeg vil gerne se på dem med et kulturhistorisk blik. At forsøge at beskrive monumenternes hverdagsliv, så jeg vil ikke kun se på deres indvielse, men også, hvordan vi forholder vi os til de mange statuer, der er opsat i byen? Nu står de her, og er de blevet en slags møbler i byrummet, som vi måske overser, eller hvad er deres funktion nu?

Over halvdelen af de monumenter, vi har, blev opstillet mellem ca. 1870 og 1930. I store dele af verden var en statuemani, hvor der blev stillet masser af monumenter op. Allerede dengang diskuterede man om det var de rigtige monumenter, man stillede op? Hvem er det egentlig, der overhovedet skal mindes?

Hvad læser du selv af historiske bøger?

Jeg har været ret begejstret for Poul Duedahls nye bog Minutmillionærerne, der, lidt som min egen bog om byens lyd, fortæller en velkendt historie, men fortæller den på en ny måde, så emnet bliver meget mere udfoldet end tidligere. 

Og så havde jeg længe tænkt på, at jeg måske aldrig 100% har forstået alt ved de tidlige rødstrømper, men nu har jeg fået læst Pernille Ibsens ’Et åbent øjeblik’ og den synes jeg virkelig gav mig en ny forståelse, samtidig med, at den var skrevet på en meget interessant og personlig måde. 

Lige nu ser jeg rigtig meget frem til Peter Wessel og Ulrik Langens kommende bog om københavnske klager. Den er på en eller anden måde lidt beslægtet med mit eget arbejde med støjklagerne, selvom vi faktisk har talt om, at de vist ikke har fundet så mange klager over lige præcis støj i deres materiale af klager fra borgerne til Københavns Magistrat. Men så har de fundet så meget andet godt, der tilsammen giver et unikt indblik i livet i 1700-tallets København. Den bog glæder jeg mig virkelig til at læse.

Har du en yndlingskøbenhavner eller et særligt sted i København?

Hvis jeg skal være helt ærlig – og selvom det måske er lidt forudsigeligt, så er det nok Søren Kierkegaard. Hans beskrivelse af byen, hans dyrkelse af den, er jo noget, man vender tilbage til.

En af de ting, jeg især godt kan lide ved ham, er, at han har det her meget ambivalente forhold til København. Han hader byen til tider og synes, den er forfærdelig indeklemt og klaustrofobisk. Andre gange er han derimod begejstret for sin hjemby og glæder sig over, at København ikke er som Paris, hvor folk måles i metermål. Her er hver person noget i sig selv.

Den dobbelthed kan jeg godt lide, og den peger jo meget godt også ind i noget, som er karakteristisk for København i det hele taget, nemlig at der næsten til alle tider har det været sådan, at man på én måde gerne vil være en rigtig stor by, men man er også lidt glad for, at man ikke alligevel 100% er det.

At blive en metropol versus en eller anden form for lokal nærhed, det er jo noget, der virkelig er gennemgående i Københavns nye historie. Måske elsker København sin identitet som den lille, store by. Debatten i de senere år; skal vi have flere højhuse, så byen bliver det mere metropolagtig, eller skal vi have lade være, er vi glade for flere turister eller var vi helst fri? Den vekslen mellem længslen om storbyen og glæden ved naboskabet i en mindre by er noget, der er allerede meget synlig hos Kierkegaard.

Bag om Københavnerhistorikerne

I serien Bag om Københavnerhistorikerne kan du møde de mennesker, der skriver om eller i København. Fælles for dem er, at de er historiefortællere: Det er dem, der undersøger og skaber de fortællinger om København, som vi bruger til at blive klogere på byen og dens lange og mangesidede historie.

Dyk ned i Københavns historier – direkte i din indbakke

Er du interesseret i Københavns historie og byens udvikling? Med nyhedsbrevet "Bag om København" får du hver måned spændende artikler om byens kvarterer og historiske begivenheder. Vi giver dig inspiration til gode bøger, spændende arrangementer og bogkonkurrencer.

Tilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke.