Mød Pia Fris Laneth

Med bøger som "Lillys Danmarkshistorie", "1915" og "Moderskab og mødrehjælp" kredser Pia Fris Laneth om kvindernes plads i historien, i det denne københavnerhistoriker selv kalder fortællende faglitteratur for omverdensinteresserede mennesker.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

- Jeg skriver om København, men også om så meget andet.

- Netop denne by er for mig oplagt at beskæftige mig med, for jeg blev født i Griffenfeldsgade hos nonnerne på Sankt Josef og voksede op i Korsgade i en 1-værelses med lokum OG rotter på trappen, som min mor sagde.

- Siden har jeg boet her, jeg kan derfor byen og dens udvikling indefra; lige fra slummen, hvor jeg selv voksede op, til den pragtfulde by, det er nu. Den er velstående, hvilket gør det vanskeligt for mange at få en bolig her, og byen er måske lige på nippet til at kæntre over i højhuse og en helt anden beboersammensætning.

Hvad skriver du om?

- Jeg har altid et kvindeperspektiv, det er kvindehistorie, jeg skriver – men eftersom kvinder er ret vilde med mænd, så er de jo ofte også med!

- Af uddannelse er jeg statskundskaber, det giver mit et socialpolitisk, økonomisk perspektiv på historien, og jeg forsøger at skabe fortællende faglitteratur. Mit mål er at skrive, så begavede og omverdensinteresserede mennesker kan læse det, og jeg stiller ret høje krav til mit eget sprog. Min første bog skrev jeg om fem gange, før niveauet blev helt som det skulle være.

- Både verden og den sociale mentalitet ændrer sig hele tiden, og det undersøger jeg som historieforfatter. For igen og igen gennem historien sker det, at synspunkter eller ideer opfattes som helt ude i skoven og stridende mod Guds ord, 60 år senere opfattes som oplagt og rimeligt. Hvordan ændrer mentaliteten sig? Hvad er det, der er på spil? Det synes jeg er spændende at arbejde med.

Hvad skriver du på lige nu?

- I flere år har jeg undersøgt, hvordan det lykkedes kvinder at få lov at blive præster i folkekirken. Tidligere var det helt utænkeligt: I 1876 var der fem universitetsfakulteter, og kvinder havde kun adgang til de fire. Teologistudiet var lukket land.

- Hvad var det, der drev de kvinder, der ønskede at blive teologer? Svaret er ikke enkelt. De troede på et liv hinsides døden, og de mente, at de havde fået et kald af Gud. Men omverdenen sagde nej. Det må have været svært for dem, når de var så sikre i deres dag.

- Jeg overgav mig til at acceptere deres synspunkt: At kvinder måtte tage ordet i kirkelige sammenhænge. For selv er jeg areligiøs, så jeg forstod ikke umiddelbart, hverken deres mål eller deres drivkraft. Kirken har altid været bagstræberisk på kvindefronten. Men de her kvinder ville kirken og kristendommen. Deres kamp afslørede, at der også var stor splittelse internt i kirken om fx spørgsmålet om, hvem der måtte uddele sakramenter. Og splittelsen hang ikke sammen med køn, der var både mænd og kvinder på begge sider. Mange af dem var fantastiske personligheder, og det er vidunderligt at skrive om dem.

- Hver gang jeg skriver, får jeg nye erkendelser. Min forestillingsverden ændrer sig, jeg finder ud af noget nyt, og mine fordomme vælter som dominobrikker.

Hvorfor blev det lige det emne?    

- Jeg kommer fra en politisk interesseret familie; at diskutere var lige så naturligt som at trække vejret, og kvinders rettigheder og muligheder var og er ofte til debat.

- Min første bog hed Respekt, og den udkom i 100-året for Vesterbros kristne studentersettlement, der blev startet af indremissionske præster.

- Jeg havde ret ukritisk overtaget den foragt, som min mor havde for Indre Mission. Hun var opvokset i en lille by, der var stærkt præget af de missionske, men nu opdagede jeg det store sociale arbejde, som de studerende, der flyttede ud, bedrev til gavn for børn og gamle. De studerende ville bygge bro mellem klasserne. De første 10-11 kvindelige teologistuderende ved Københavns Universitet var en del af arbejdet, og det gjorde mig nysgerrig. Jeg begyndte derfor at undersøge, hvornår de blev præster og så videre.

- Selv var jeg 14 år, da rødstrømpebevægelsen startede og 17, da den frie abort kom. Den moderne, frigjorte kvindetype fascinerede mig – sideløbende var jeg fotomodel, og jeg blev også fotograferet nogle gange til Ugens Rapport. Frigørelsen var en del af mig og min udvikling, så det har altid faldet mig naturligt at interessere mig for kvindepolitik og frigørelse.

- Lillys Danmarkshistorie udsprang af de virkelig gode praktikanter vi fik på avisen Information, og som jeg fortalte, hvordan frigørelsen havde påvirket mit eget liv. Jeg måtte fx kæmpe med min første svigermor, der ikke kunne forstå, hvorfor i alverden jeg dog skulle læse videre? Jeg burde snarere forsøge hendes studerende søn, så kunne han forsøge mig med sin høje stilling på sigt. Min læge forstod heller ikke, hvad jeg ville med så lang en uddannelse.

- Praktikanterne var forbløffede over alle de mange konfrontationer om noget - for dem - så simpelt som uddannelse: Var kvindefrigørelsen virkelig så tæt på?

- Jeg syntes derfor, at det var nødvendigt m en historiebog om kvinder, der kunne give et historisk perspektiv, som også ville interessere kvinder: Hverdagshistorien om forandringerne i kvindelivet. Mit greb på fortællingen blev min mors familie og husmandslivet på landet overfor min fars i arbejderbevægelsen fortalt på en sjov og letlæselig måde, der gjorde det tydeligt, hvordan kvinders liv har ændret sig radikalt.

- Efter jeg skrev bogen, har jeg opdaget, hvordan kvindelige læsere tænker sig selv og deres familie ind i det, når de læser den. Min jyske kusine – som er bondekone – var så begejstret: Tænk Pia, at du kan få vores liv med i danmarkshistorien! Jeg får begejstrede tilbagemeldinger fra mange, det er fantastisk!

Er der en godbid fra én af dine egne bøger du vil dele med Bag om Københavns læsere?

"I maj 1955 fik Lilly arbejde som cigardame i Divan 2, som er en af Tivolis bedre restauranter. Tjenerne havde et godt øje til frøken Andreasens figur – venusmålene var dengang 99-66-99, pralede hun senere – som blev fremhævet på bedste vis af modens stærkt taljerede kjoler. Overtjener Kurt Carl Jensen indgik et væddemål med sine kolleger, om han turde stikke en knappenål i hendes yndige mås. Han vandt. Lilly vendte sig om for at stikke synderen en lussing – ”men da jeg så, hvem det var, kom jeg til at smile,” fortalte hun, da vi var børn, ”og så inviterede han mig ud som undskyldning.” Det var en af vores yndlingshistorier."

- Her kan mig se, hvad jeg kommer af – og det er interessant for mig, at se, hvordan både mit og andres syn på kvinder har ændret sig. i 2006 skrev jeg historien, som jeg havde hørt den som barn, hvor jeg havde opfattet det som charmerende.

- Det er en helt anden forståelse, jeg har i dag: Tjenerne væddede om, hvem, der turde ydmyge en ung kvinde. Jeg undrer mig – og det gør det klart for mig, at blikket på kvinder og relationerne mellem mennesker er ændret.

Hvad læser du selv af historiske bøger?

- Jeg læser meget bredt. Blandt mine yndlingshistorikere er Ulrik Langen; jeg kunne ikke selv finde på at skrive om 16- og 1700-tallet, men jeg elsker at læse hans fantastiske beskrivelser.

- Biografier står også højt på min liste, jeg har lige læst Karen Sybergs En tone i livet – i bogen beskriver hun opdagelser om sin familie, der næste gør familiehistorien til en thriller. Den er virkelig spændende.

- Og så er jeg vældig interesseret i politisk danmarkshistorie, en anden bog, der har begejstret mig, er Amdi og Tvind af Peter Tygesen. Amdi var kontroversiel, men også en virkelig karismatisk iværksættertype, der startede en skole, for dem, der ikke vil sidde med næsen i en bog.

Har du en københavneryndling, du vil dele?

- Som barn fodrede jeg ænder på Vestre Kirkegård sammen med min farmor, det er stadig et af mine yndlingssteder. Gennem hende lærte jeg socialdemokraterne at kende – hun havde fx et billede af Stauning hængende på væggen – og i dag benytter jeg også lige lejligheden til at hilse på nogle af de indremissionske præster, der gjorde så stor social indsats, når jeg går forbi, ligesom jeg siger hej til Stauning, Anker og Ritt. 
- Om vinteren er jeg vinterbader på Helgoland Badeanstalt. Det har jeg været i snart 30 år, og kvindeafdelingen, hvor man går splitterfornøjede rundt - uanset frisuren, antallet af bryster osv. - det er så vidunderligt afslappet et sted med tilbudsaviser og termokaffe. Badeanstalten har været en del af København siden 1910, og er heldigvis stadig med os, i en ny udgave.

- Og så har jeg en yndlingskøbenhavnerinde: Grevinde Danner.

- 25. november bliver der rejst en statue for grevinde Danner lige overfor hendes stiftelse. Som en hilsen til hendes arbejde. Det sted minder mig om, hvor stærk kvindebevægelsen har været. Stiftelsen satte fokus på kinder og vold, og som resultat har vi i dag fået både tilflugtssteder og en helt anden forståelse af, at vold mod kvinder og børn er uacceptabelt.

- Grevindens historie er vild: Hun var barn af en enlig mor og blev selv enlig mor, før hun blev kongens hustru. Hun var den første kvinde, der fik lov at åbne en modehandel. Lavet i København modarbejdede hende, men hun og Berling besøgte hendes Fritz i Fredericia – for hendes forbindelser var jo virkelig gode – og han skrev så til den øverste embedsmand i København. Gehejmeetatsråd, overpræsident og politichef Kjerulff, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand lød tituleringen, og kronprinsen fulgte op med ’Jeg ville være Deres højvelbårenhed meget forbunden, om De ville drage omsorg for, at bevillingen udfærdiges forinden oktober flyttedag dette år. … Deres velvilligst hengivne Frederik K.P. Fredericia den 9. september 1844.’

- Den senere grevinde var virkelig godt begavet, hun var smart – og hun sørgede endda for, at hendes barn blev født 5. juni, og hvilken dag var det nu, at Frederik 7. underskrev Grundloven? Måske var det et tilfælde, måske ikke. Jeg tænker på det hver d. 5. juni – nu flager vi for en lille horeunge!