Dahl, Bjørn Westerbeek
Rådhusbiblioteket i København : 1897-1922
. Københavns Kommunes Biblioteker. 1997.

Rådhusbiblioteket 1897-1922

Mandag den 1. november 1897 kl. 20 om eftermiddagen åbnedes Københavns Råd­husbibliotek for benyttelse, og dermed havde Københavns Kommune efter mange års overvejelser endelig fået sit kommunale forvaltningsbibliotek. Det lå i midlertidigt indrettede lokaler i Vimmelskaftet, for i C. F. Hansens gamle Rådhus på Nytorv var der ikke plads, og man kunne endnu ikke rykke ind i Københavns ny rådhus, der på dette tidspunkt var under opførelse.

Det var lidt af en tilfældighed, at Rådhusbiblioteket blev oprettet netop på dette tidspunkt. Tanken om at oprette en kommunal bogsamling kan spores tilbage til 1880'ernes midte, og er dermed jævngammel med Kommunens explosive væxt i 1800-tallets sidste halvdel. Kommunalbestyrelse og administrative embedsmænd blev stillet over for nye udfordringer, og til dem havde man ikke meget nytte af Magistratens Håndbibliotek, der af samtiden beskrives som ganske tarveligt En fortegnelse fra 1885 viser, at Haandbiblioteket på dette tidspunkt bestod af godt 700 bind af stærkt varieret indhold og kvalitet, hvoraf godt halvdelen var litteratur om København. Hertil kom, at Kommunens administration - og dermed også dens mange bogsamlinger - var splittet op på adskillige adresser, fordi den så langt fra kunne rummes i det gamle Rådhus, der blev indviet i 1815.

Initiativet til at oprette en kommunal bogsamling i København synes at være kommet fra lederen af Københavns Statistiske Kontor, Marcus Rubin. Fra Tyskland havde han fået kendskab til, hvorledes man med fordel havde grundlagt kommunale bogsamlinger, som primært skulle forsyne kommunalbestyrelser og embedsmænd med litteratur om statistik og tekniske forhold i deres egen såvel som andre byer.

Den tidligste omtale af et kommunalt forvaltningsbibliotek i København findes i et brev fra finansborgmester L. C. Borup af 27. august 1886 til overpræsidenten om opførelsen af et nyt rådhus. Her skrev Borup at, der "bør i det nye Raadhus være en temmelig stor Sal til et kommunalt Bibliothek, vel med et Læseværelse foran". Det fremgår endvidere, at han forestillede sig, at det skulle have "en nogenlunde fuldstændig kommunal Bogsamling, tilgjængelig for Kommunalbestyrelsens Medlemmer". Lokaler til biblioteket var således forudsat i konkurrencebetingelserne fra 1888 for opførelsen af det ny rådhus. Heri blev det foreskrevet, at biblioteket skulle bestå af en læsesal og et rum til bibliotekets hovedsamling. Om praktiske forsøg på at oprette et kommunalt bibliotek var der endnu ikke tale: Man ville afvente færdiggørelsen af det ny rådhus.

Rådhusbiblioteket oprettes 1896

I løbet af eftersommeren 1896 kom der dog alligevel skred i planerne om oprettelsen af en kommunal bogsamling: Samme år havde konsul Reinholdt W. Jorck færdiggjort sin passage mellem Vimmelskaftet og Skindergade, og her så Magistraten nu muligheden for at placere det nye bibliotek i lokaler, der lå centralt i forhold til Rådhuset på Nytorv og resten af administrationen, der koncentrerede sig i lejede lokaler i nærheden. Første gang vi hører om biblioteket er i et brev fra fuldmægtig ved Københavns Statistiske Kontor Julius Salomon den 21. august 1896 til sin tidligere chef Marcus Rubin, der fra 1. Januar 1896 var blevet udnævnt til leder af Statens Statistiske Bureau (nu Danmarks Statistik): "Med Biblioteket ere vi nu naaede et godt Stykke videre. Vi har Lejlighed i Jorcks Passage på 1.ste Sal, og ieg har forfattet en Indstilling til Borgerrepræsentationen, som med Borgmesterens Rettelser kommer for paa Mandag i Magistraten og derefter i Borgerrepræsentationens 1.ste Møde. [Borgmester] H. N. Hansen. antager, at vi kan begynde til Oktober Flyttedag, saaledes at det første Aarstid anvendes til at sætte det i Stand og derefter aabnes det med Læsestue etc. Jeg skal altsaa - mod et Honorar - sætte det i Scene under Direktionen af et Udvalg, bestaaende af 1. Magistrats [Borgmester]., 2 Borgerrepræsentanter, [lederen af Statistisk Kontor Cordt] Trap og Arkivaren [Villads Christensen], og saa skal dette Udvalg om et Aarstid tage Beslutning om Ansættelse af Bibliothekar, fornøden Medhjælp etc. Jeg antager, at Sagen dermed er i Orden, og takker Dig endnu engang for Din gode Medvirken for mit Vedkommende".

Brevet røber Marcus Rubins aktive medvirken ved opret­telsen af biblioteket, som han synes at have fremmet ved anbefaling af sin tidligere fuldmægtig.

Julius Heiman Salomon var født i 1853 og på dette tidspunkt en mand på 44 år, altså en mand i sin bedste alder. I 1877 var han af ungdomsvennen Marcus Rubin blevet tilknyttet Københavns Statistiske Kontor, hvor han særligt varetog udarbejdelsen af valglister. 1894 blev han fuldmægtig sammesteds. Samtidig virkede han i perioden 1871-1907 som rigsdagsstenograf, og fra 1907 til 1917 som landstingsassistent. Desuden fik han tid til at bidrage til udgivelsen af 1. udgave af Salmonsens Konversationsleksikon og skrev artikler om bl. a. Carl Bernhard og Meïr Goldschmidt, hvis værker han udgav i 1908-10. I årene 1917 -22 var han medredaktør af Tidsskrift for Jødisk Historie og Litteratur, hvortil han leverede en række historiske artikler.

Salomons litterære interesser og især hans mange kontakter til datidens indflydelsesrige kulturradikale kreds garanterede for, at biblioteket fik en god start.

Selvom det af Julius Salomons brev til Rubin næsten fremgår, at han allerede har klaret det hele med biblioteket, manglede den endelige – og lidt omstændige – politiske proces endnu: Borgmesteren for Magistratens 1. Afdeling H. N. Hansen, fik 24. august 1896 den øvrige Magistrats tilslutning til forslaget, og sagen blev oversendt til Borgerrepræsentationen, der behandlede sagen den 14. september.

Magistratens indstilling er en arbejdsplan for det fremtidige bibliotek, der skulle afspejle Kommunalbestyrelsens virksomhed i dens forskellige brancher: ”Hovedindholdet maatte for det Første være alle Skrifter af almindeligt kommunalt Indhold fra de forskjellige fremmede Lande. Derunder ville da ogsaa indgaa den ikke ringe Mængde Aarbøger, Beretninger o.dels., som sendes fra andre Kommuner i Indland og Udland, som maatte inddrages i Samlingen, forsavidt de kunde antages at maatee frembyde tilstrækkelig Interesse, ligesaa vel som Kommissionsbetænkninger og den Art Tryksager, af hvilke der aarlig tilstilles Magistraten endel. Men dernæst maatte der haves Skrifter af almindelig nationaløkonomisk Art, historiske Arbeider (navnlig Kjøbenhavns og Danmarks Historie), Skrifter vedrørende Næringsvæsen, Skolevæsen, Finansvæsen, Hospitalsforhold, Forsørgelses- og Fattigvæsen, samt endelig tekniske Værker af Interesse for Kommunen”. Det var meget ambitiøst, men det var højt til loftet i Københavns Kommune, der på sin vej til den 20. Aarhundrede var midt en i explosiv væxt.

Magistraten foreslog konkret at nedsætte et udvalg bestående af 2 borgerrepræsentationsmedlemmer og 1. magistratsmedlem, bistået af Cordt Trap og Villads Christensen. Det skulle inden 31. december 1898 forestå det praktiske arbejde med oprettelsen af biblioteket, ansætte lønnet medhjælp, evt. ansætte en bibliotekar og forestå indkøb af bøger, deres ordning og i det hele taget træffe bestemmelser om tilgængelighed m.v. Det kunne naturligvis ikke gøres uden midler, og derfor foreslog Magistraten, at der blev bevilget i alt 14.000 kr., 2.000 kr. i 1896 og 6.000 kr. for hvert af de følgende to år.

Talelysten under Borgerrepræsen­tationens behandling af sagen var beskeden, men yderst velvillig. Dr. med. H. P. Ørum kom ind på afgrænsningen til, hvad de store statslige biblioteker købte ind. De burde efter hans mening tage sig af de meget dyre værker. Til gengæld fandt han det vigtigt at an­skaffe litteratur om København, herunder også personalhistorie. Han mente endvidere, at man burde gøre biblioteket offentligt tilgængeligt - i det mindste, når det var blevet endeligt installeret på det ny rådhus. Han foreslog til slut at lade et udvalg se nærmere på sagen før endelig vedtagelse. Hans kollega dr. med. C. G. Lange var mere forbeholden. Han støttede ganske vist Magistratens forslag, men mente ikke, at man efter bibliotekets etablering burde bruge mere end ca. 1.000 kr. om året til anskaffelser. Biblioteket burde ikke være et sted "hvor man sad og studerede", som han udtrykte det. Lange har tilsyneladende nærmest ønsket en udvidelse af bevillingerne til Magistratens håndbibliotek.

Ørums forslag om at nedsætte et udvalg blev dog vedtaget, og hertil valgtes borgerrepræsentanterne dr. med. C. G. Lange, bogforlægger Gu­stav Philipsen, juraprofessor Carl Torp, overlærer J. Kaper og havnebygmester H. C. V. Møller, der den 26. oktober 1896 fremlagde sin betænkning.

Selvom Langes røst kan fornemmes i betænkningens omstændige redegørelse for betimeligheden af at bruge penge til at leje og aptere lokaler, der i sagens natur måtte være midlertidige, fulgte udvalget dog Magistratens forslag. Man havde gjort sig mange tanker om boganskaffelserne, der først og fremmest burde være orienteret mod Kommunalbestyrelsens brug af samlingen. "Værker og Tidsskrifter angaaende de forskjellige Grene af kommunal Virksomhed har været Hovedbestanden; det maa være Formaalet, at man let og hurtig der skal kunne finde tilstrækkelige Oplysninger fra Ind- og Udland om nyopdukkende Spørgsmål, det være sig af teknisk, hygieinisk, retslig, økonomisk eller af anden Art. Ved siden heraf lader det sig ikke miskjende, at den stadig mere fremtrædende Specialisering paa Bibliotheksvæsenets Område - en naturlig Følge af Bogfrembringelsernes idelig stigende Flod - vil gjøre det til et i og for sig berettiget Formaal i et Bibliothek for Kjøbenhavns Kommune at gaa noget udover den antydede Ramme, saaledes at også Værker af Værdi og Interesse for Kommunen som saadan, selvom de ikke direkte sigte paa et praktisk Formaal, bør finde Optagelse. Det forekommer os til Exempel at være en Selvfølge, at Intet, der vedrører Kjøbenhavns Historie og Tilstanden i ældre og nyere Tid, bør savnes i vor Bogsamling".

Udvalget gik ind for en større faglig bredde i det foreslåede biblioteksudvalg end hvad de 3 mand ville kunne bidrage med og foreslog derfor 5 medlemmer valgt af Borger­repræsentationen, foruden det antal Magistraten ønskede at stille med. Desuden foreslog udvalget bevillingen forhøjet fra de samlede 14.000 kr. tiI 16.000 at fordele med 2.000 i 1896 og resten for de to følgende år.

Udvalgets betænkning blev enstemmigt vedtaget af Borgerrepræsentationen uden debat. Til Biblioteksudvalget udpegedes de samme fem, der havde båret udvalgsbehandlingen gennem Borgerrepræsentationen, og Magistraten valgte 1. Afdelings borgmester H. N. Hansen og rådmand P. B. Kjær.

Biblioteket etableres 1896-97

I den følgende måned klaredes et vigtigt praktisk problem, da 1. Afdeling den 15. november lejede de lokaler, som Jorck havde tilbudt. De lå i Vimmelskaftet nr. 42 A 1. sal til højre i den del af forretningskomplexet, som ligger lige over passagen mellem Strøget og den åbne gård. Mere central beliggenhed kunne man næsten ikke få. Foruden to lokaler her disponerede man også over et brændselsrum i kælderen. Lejen var efter sigende beskeden: 900 kr. om året, hvortil dog kom et tillæg på 10 kr. til finansiering af trappens gasbelysning.

Allerede to dage senere, den 17. november, blev det første udvalgsmøde afholdt i de nylejede lokaler. Foruden de faste 7 medlemmer deltog Cordt Trap og Villads Christensen fra henholdsvis Københavns Statistiske Kontor og Rådstuearkivet (det nuv. Stadsarkiv).

Ved mødets begyndelse blev bibliotekets navn fastsat til slet og ret "Råd­husbiblioteket". Herefter gik man over til at fastlægge de praktiske retningslinier for anskaffelserne. Det var naturligvis vigtigt at få styr på, hvilke bøger man allerede kunne disponere over, d.v.s. hvilke bøger der fandtes i de forskellige afdelingers spredte bogbestand, og man vedtog at kontakte magistratsafdelingerne med henblik på afleveringer derfra. Indkøb burde fordele sig mellem byens to førende boghandlere, Anton Andersen (Akademisk Boghandel) og H. Hagerup. Ingen så åbenbart noget problem i, at et af bestyrelsesmedlemmerne, Gustav Philipsen, havde meget tæt tilknytning til Anton Andersens Boghandel, som han havde drevet sammen med sin bror indtil 1895, og hvor han endnu sad i bestyrelsen. Antikvariske køb skulle foregå hos Lynge, og indbindingen fordeles mellem James Vilh. Rodes Efterf. (ved A. J. Skræm) og Anker Kyster.

Udvalget mente åbenbart, at 7 mand plus 2 var for mange til de daglige beslutninger, og det nedsatte derfor et under­udvalg på 5 mand, Borgmester H. N. Hansen, rådmand Kjær og Gustav Philipsen, samt Cordt Trap og Villads Christensen. De to sidstnævnte fik således et mere formelt forhold til biblioteket end de havde haft tidligere.

Inden mødets afslutning udpegedes Julius Salomon som bibliotekets fremtidige bibliotekar for de følgende to år med en gage på 800 kr. årligt. Man tog ikke stilling til hans forhold til Rigsdagen eller Statistisk Kontor. Han kunne åben­bart klare det hele.

Efter 2 timers drøftelser afsluttedes mødet kl. 5., og Julius Salomon kunne påbegynde sit arbejde i de tomme lokaler, som man af hensyn til udvalget må håbe, har haft både stole og borde.

Julius Salomons aktiviteter i de følgende måneder kan følges nøje i kommunens regnskaber og i den journaldagbog, som han påbegyndte ved sin til­træden.

I første omgang var der en række praktiske forhold, der skulle ordnes. Fra nytårstid fik man en aftale i stand med madam J. C. Boldrup, der var portnerkone i Jorcks Passage, om at gøre rent. Det fik hun 12 kr. for pr. måned. Madam Boldrup var indtil biblioteket flyttede til Rådhuset i 1903 den faste bestyrer af bibliotekets to gulvklude og dets beholdning af sæbe og soda.

Julius Salomon disponerede selv egenhændigt over en del af bevillingen, som han fik udbetalt kontant i mindre portioner, når han havde brug for det. De beløb, som han ikke hævede fra Kommunens hovedkasse, trak renter, og reelt fik man således et lidt større beløb til rådighed end det bevilgede. Beløb til dækning af lønudgifter og visse større regninger udbetaltes direkte fra Hovedkassen til beløbsmodtageren. Af Salomons årlige regnskaber, der er bevaret til og med 1903/04, kan man komme meget tæt på mange af Salomons indkøb, ikke mindst da samtlige bilag er bevaret.

Det fremgår af det første regnskab, at Julius Salomon som noget af det før­ste indkøbte en æske violsæbe, som han fik for 1,25 kr hos Anker M. Heegaards Colonial og Delikatessehandel i Nygade 10. I februar erhvervedes et paraplystativ og et spejl fra Hansen & Callesens Galanteri og Isenkram i Frederiksberg­gade 22.

Ved nytårstide 1896/97 blev der indlagt elektrisk lys; og en porcelænsovn, der i de følgende år blev fodret med kul og med brænde fra Hillerød Savværk, sørgede for opvarmningen i fyringssæsonen. For os kan det lyde mærkeligt, at man ikke med det samme havde et abonnement hos Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, der jo havde sit hovedkvarter netop i Jorcks Passage, men telefonen kom først til omkring 1905 - to år efter at man var flyttet til Rådhuset.

Hverken regnskaber eller journal fortæller ret meget om bibliotekets møblement. Sandsynligvis fik Salomon reoler fra de dele af Magistratens Håndbibliotek, der i al ubemærkethed blev grundstammen i det ny biblioteks bogbestand. Allerede den 10. januar 1897 det var i øvrigt en søndag - kunne Salomon ordne indholdet af "Magistratens Skabe". Hvad der var blevet afleveret herfra, vides desværre ikke.

Senere på året indkøbtes 20 kasser af grantræ til kartoteker, og hos snedker M. A. Rasmussen i Løngangsstræde indkøbte man en malet reol af egetræ og 2 borde med blåt klæde med frise af egeløv og skuffer med beslag.

Alt dette bestyrede Salomon helt selvstændigt. Underudvalget beskæftige­de sig derimod ret så detaljeret med bibliotekets boganskaffelser. Allerede den 8. januar forberedte Salomon den liste, der skulle forelægges udvalget ved det næste møde. Han tog afsæt i de existerende trykte kataloger over Rigsdagens og Statistisk Bureaus bogsamlinger og i Dansk Bogfortegnelse. Fra Villads Christensen i Rådstuearkivet fik han endvidere en liste over bøger, der skulle afleveres derfra til biblioteket, når det blev åbnet for benyttelse.

Salomon fik også tid til at skrive til de fleste hovedstæder i det centrale og nordlige Europa for at få tilsendt katalo­ger, etablere bytteforbindelser og i bed­ste fald få boggaver.

Den 30. januar orienterede Salomon så underudvalget om sine aktiviteter på et møde, 'hvor han i øvrigt fik besked om så vidt muligt at foretage antikvariske bogindkøb. Sparsommelighed, for ikke at bruge ordet smålighed, var vel også år­sagen til, at man pålagde Salomon at sæt­te sig i forbindelse med industrihisto­rikeren Camillus Nyrop for at få ham til at anbefale laugene at donere biblioteket deres jubilæumsskrifter m.v. Man mente vel, at de ville være lykkelige for at vide sig repræsenteret på Rådhusbibliotekets hylder. Salomons tiggergang blev iøvrigt kronet med held.

På trods af nøjsomheden var medlemmerne af udvalget tilsyneladende stærkt optaget af biblioteket og anbefalede Salomon at kontakte stadsingeniør Charles Ambt og stadsarkitekt Fenger med henblik på anskaffelser af "Specialiteter" inden for henholdsvis teknik og arkitektur.

Entusiasmen var vitterligt stor, og såvel borgmester H. N. Hansen som Gustav Philipsen tilbød personligt at læse Lynges antikvarkatalog igennem, ligesom Philips en allerede til det 2. underudvalgsmøde skænkede et exlibris og et rygmærke, udformet af bogillustratoren Hans Tegner. Gaven blev "modtaget med Tak".

Hans Tegners smukke exlibris, der er holdt i en let jugendpræget stil, blev trykt hos F. Hendriksen, og har været benyttet tilslutningen af 1940'erne, da en uforstandig eftertid erstattede det med en noget mere anæmisk type, hvis eneste kvalitet var en selvklæbende bagside.

H. C. V. Møller hjembragte fra Stockholm to kort over den svenske hovedstad, og under et ophold i London sonderede Cordt Trap mulighederne for at etablere kontakter med administrationen i denne verdens største by. Selv donerede han godt 50 årgange af Hof- og Statskalenderen. Borgmester Hansen viste også sin velvilje ved at sælge en komplet suite af Illustreret Tidende til biblioteket for den rimelige sum af 170 kr. I det hele taget var han stærkt interesseret i biblioteket, der senere blev kaldt hans "sidste kommunale Skabning".

Underudvalgets arbejde blev opsummeret i en "Foreløbig Meddelelse" i juni 1897, der blev forelagt det store "biblioteksudvalg" ved det første såkaldte "Plenummøde" den 26. juni 1897. På dette tidspunkt var der allere­de samlet knap 2.000 bind, der fordelte sig i 3 grupper:

1. gruppe omfattede håndbiblioteket med sine 200 titler, f. ex. Rigsdagstidende, Statistisk Tabelværk, Hof- og Statskalenderen, Salmonsens Lexikon foruden en lang række udenlandske, først og fremmest tyske, håndbøger af juridisk og statistisk indhold.

2. gruppe på 130 bind var under opbygning og bestod først og fremmest af gaver fra de københavnske laug og institutioner.

3. gruppe omfattede 1.500 værker inden for nationaløkonomi og finansvi­denskab, kommunallitteratur, hygiejne, bygnings- og ingeniørvæsen, skole- og fattigvæsen samt arbejderforhold.

Samlingen afspejlede tydeligt ønsket om at anskaffe en samling af litteratur, der kunne bruges som inspiration for byens administration. Det tilkommer ikke nutiden at dømme om titlernes relevans for 1890'ernes københavnske administration. Få af værkerne har overlevet historien, færre på Rådhusbiblioteket. Listen fører læseren tilbage til en tid, hvor inspirationen kom fra Tyskland, hvis store byer, især Hamborg og Berlin, tumlede med de samme problemer som det københavnske lokalstyre.

Inden for bygnings- og ingeniørvæsen kunne borgerrepræsentanter og borgmestre blandt andre spændende ting læse om "Die Miinchner Bauordnung" og "Das Wasserwerk der Freien und Hansestadt Hamburg". Hvor meget det har bidraget for udviklingen af København inden for disse områder, er vel tvivlsomt, men det taler til udvalgets fordel, at biblioteket både havde Camillo Sittes "Die Stadtebau" og Otto Wagners "Moderne Architektur" samt AIphands "Les promenades de Paris".

Plenum tog den skriftlige orientering til sig, og mødet forløb uden at nogen ifølge Salomons journal tog ordet.

De følgende måneder forløb ligeledes uden større dramatik: Salomon og underudvalget fortsatte boganskaffelserne, og bogbestanden var ved det næste plenummøde 31. oktober 1897 blevet næsten fordoblet siden juni. Ud­valget godkendte Salomons udkast til de "Midlertidige Bestemmelser om Adgang til Raadhusbiblioteket", der meddelte, at biblioteket kunne benyttes af Kommunalbestyrelsesmedlemmer og Kommunens embedsmænd hver søgnedag mellem 2 og 5 om eftermiddagen. Andre kunne først benytte biblioteket efter "særlig tilladelse" af udvalget. Udlån kunne i øvrigt kun indrømmes i begrænset omfang og efter særlig aftale med bibliotekaren.

Det fremgår ikke af journalen, at Salomon på mødet blev takket varmt for sit hidtidige arbejde. Men i et brev til Marcus Rubin dagen efter kunne Salomon glæde ham med, at "vi igaar holdt Plenarmøde paa Raadhusbibl., som aabnes i Dag og at Du ikke har havt Skam af Din Anbefaling [ses af, at] Dr. Ørum ved Mødets Slutning holdt en hel lille Tale til mig, i hvilken han paa Udvalgets Vegne takkede mig "for det fortrinlige Arbejde, der var præsteret" eller noget lignende. Bg.mester Hansen blev helt rød af Fornøjelse og sluttede sig til Ørum, idet ogsaa han erklærede, at det efter hans Mening var meget godt gjort. Jeg bukkede saa for Forsamlingen, og skønt det jo ikke er af de store Ting, her er Tale om, glædede det mig naturligvis, at de vare fornøjede".

Biblioteket i Vimmelskaftet 1897-1903

Det må også have været en hektisk periode for Salomon for alt skulle være klart til bibliotekets åbningsdag den l. november.

Da biblioteket skulle holde åbent tre timer alle søgnedage, måtte Julius Salomon have en medhjælp, der kunne passe vagten, når han selv var i Rigsdagen eller Statistisk Kontor. Den første i rækken af studerende, der på den måde passerede biblioteket, var stud. jur. Einar Fa1ck, der blev af­ lønnet med 30 kr. om måneden Han tiltrådte på selve åbningsdagen, der ifølge Salomons journal forløb uden nogen form for højtidelighed. Sandsynligvis er dagen gået med at sætte Falck ind i hans fremtidige arbejdsområde. Dagen efter blev Fa1ck introduceret til det sikkert interessante arbejde at kopiere bibliotekets seddelkartotek, der samtidigt blev anbragt i snedker M. A. Rasmussens 20 grankasser. Det daglige arbejdes rutiner kunne nu begynde.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvorledes hverdagen formede sig for det lille ny bibliotek. Indførslerne i Salomons journal bliver kortere og kortere for til sidst at degenerere i årlige indførsler med oplysninger om bogbestand og udlån, og regnskaberne er ikke meget værd i den henseende.

Einar Falck var medhjælp indtil 1. september 1900, hvorefter Julius Salomons egen søn, Heiman Julius Salomon overtog posten. Han var som sin forgænger i "embedet" jurastuderende, og havde tidligere været tilknyttet biblioteket for at ordne de ældre vejvisere. 11901 fik han en extrabetaling på 10 kr. for katalogarbejde og 40 kr. i gratiale efter borgmesterens mundtlige tilsagn.

Madam Boldrup gjorde stadigvæk rent - også hun fik en halv månedsløn i gratiale, hele 6 kr. I det hele taget synes Salomon at have været ret rundhåndet, for også elevatorføreren i passagen fik årligt 10 kr. i julegratia1e.

Der blev også råd til bøger og bibliotekets bogbestand voxede støt og jævnt uden de store udsving. Ved overflytningen til Rådhuset i april 1903 var den voxet til godt 8.000 bind.

Da H. N. Hansen i 1898 blev afløst af Th. Dybdal fik biblioteket en ny aktiv og udadvendt borgmester. Han strammede arbejdet i Biblioteksbestyrelsen op, og sørgede for at få indkaldt til regelmæssige underudvalgsmøder med en fast mødedag hver sidste lørdag i måneden. Det var vel også på borgmester Dybdals initativ, at Salomon fik frie hænder til at købe litteratur om København, og ved andre mindre anskaffelser nøjedes han nu med at rådføre sig mundtligt med borgmesteren. Kun ved særligt dyre værker - og ved udenlandske an­skaffelser skulle han i forvejen konsul­tere sagkyndige.

Underudvalgsmøderne må have mistet en hel del af deres betydning med disse rationaliseringer, ligesom plenum­møderne alene blev indkaldt til godkendelse af de årlige budgetforslag.

Kun på et punkt fik underudvalget virkelig betydning. I december 1898 bad det Salomon om at tilvejebringe en samling af fotografiske prospekter af København. Det var det første skridt til at udvide bibliotekets interessessfære, og var i sidste ende grundlaget for etableringen af den betydningsfulde billedsamling, der i dag findes på Københavns Bymuseum.

Forhistorien var den, at Herman Trier havde skænket biblioteket en ræk­ke fotografier, der passende kunne ud­gøre grundstammen i en billedsamling, der skulle vise eftertiden, hvorledes København havde set ud i ældre tid. De mange ændringer i byen i disse år gjorde problemet aktuelt, og udvalget anbefalede Julius Salomon at kontakte Den Danske Fotografforening og Amatørforeningen, hvis medlemmer man formodede lå inde med fotografier, som man kunne få overladt.

Fotografispørgsmålet optog Salomon i de følgende år, hvor han på smukkeste vis blev støttet af Th. Dybdal. Den 1. januar 1901 havde man allerede omkring 500 fotografier.

Salomon arbejdede i disse år også på en komplettering af bibliotekets samling af vejvisere, og efterlyste i aviser og tidsskrifter manglende årgange. Overalt gik jagten ind, og det lykkedes Salomon at indsamle en så godt som komplet række af københavnske Vejvisere tilbage til l. årgang, der udkom i 1770.

I de årlige statistikker nævnes besøgstal fra år 1900. Heraf fremgår det også, at biblioteket mod ordlyden i det midlertidige reglement fra 1897 også udlånte sine bøger. I 1900 var der 1164 benyttere og 434 hjemlån. Det var et tal, der i de følgende år var vigende. Tallet for 1902 var således 369 og 759.

På vej til Nyrops Rådhus 1897-1903

Allerede før Rådhusbiblioteket den 1. november 1897 åbnede for benyttelse i Vimmelskaftet, var man begyndt at drøfte, hvorledes de endelige lokaler på Rådhuset skulle udformes. Et par måneder forinden havde Julius Salomon konfereret med borgmester H. N. Hansen og med Martin Nyrop, men et referat af mødet foreligger ikke. Sandsynligheden taler dog for, at man på dette tidspunkt bestemte sig for at anbringe biblioteket i to værelser i husets beletage i hovedfløjen ud mod Rådhuspladsen og i hjørnet ud mod Vester Voldgade. Det var en placering, der afspejlede bibliotekets funktion som Kommunalbestyrelsens (d.v.s. Magistratens og Borgerrepræsentationens) bibliotek mere end det afspejlede forvaltningens - endsige offentlighedens ­bibliotek. Forvaltningen havde givetvis været bedre tjent med et bibliotek i Råd­husets kontorfløj ud mod Hovedbrandstationen, og offentligheden med en placering ved den store overdækkede hal i stueetagen, f. ex. hvor vore dages Stadsarkiv har til huse.

I de næste år skete der ikke stort i byggesagen - for så vidt angik de to biblioteksrum. Først i august 1902 henvendte Nyrop sig med et forslag til indretning af biblioteket og overdrog Salomon en del tegninger af Læsesal og Biblioteksrum til godkendelse. Biblioteksrummet forestillede Nyrop sig udnyttet optimalt med to tværstillede reoler, udgående fra ydervæggen mod Vester V oldgade, så der dannedes tre båse eller køjer. Desuden skulle det høje rum forsynes med et omløbende galleri med en trappe fra den karnap, der dannede kortsiden mod Rådhuspladsen. For at Julius Salomon kunne fornemme, hvorledes dette rum ville se ud, havde Nyrop afsat højden på galleri og bogskabe i Magistratens mødelokale, der - som et symmetrisk rum ud til Vester Boulevard - havde de samme dimensioner som Biblioteksrummet.

Nyrop fremkom også med et forslag til reoler, for snedkermester M. A. Rasmussens løse fyrretræsreoler skulle naturligvis ikke med fra Vimmelskaftet: De synlige dele af reolerne skulle være i eg, bagbeklædningen af cypres, og alle andre steder skulle man anvende fyrretræ. Da Biblioteksrummet kunne tænkes at blive anvendt i forbindelse med arrangementer i festsalen, måtte man for at "Bøgernes Orden ikke kunde forstyrres af uvedkommende" forsyne reolerne med gitterlåger i højde med et voxent menneske. De skulle forsynes med forkobberet jerntråd. De hensyn tog man af praktiske grunde ikke på læsesalen, der på samme måde kunne risikere at blive genstand for husets repræsentation.

Nyrop tegnede også 3 monumentale borde med skuffer til opbevaring af bibliotekets fotografisamling. De placeredes i biblioteks rummets tre båse. Julius Salomon havde selv en misundelsværdig arbejdsplads i karnappen ud mod Rådhuspladsen, men godt i skjul for gæster på biblioteket, der først meget sent må være blevet opmærksom på hans tilstedeværelse.  

På læsesalen genanvendte man møblementet fra den gamle Borgerrepræsentationssal på Nytorv, hvortil Jørgen Hansen Koch engang i 1840'erne havde tegnet såvel borde som de hestehårsbetrukne stole i senempire-stil.

Nyrps forslag blev fulgt ganske nøje, og i løbet af vinteren 1902/03 blev biblioteket færdiggjort, så man kunne opsige lejemålet i Vimmelskaftet til april flyttedag 1903. Det kom nu til at trække noget ud, og flytningen foregik først fra 18.-23. maj. Den krævede en extra indsats: Foruden studentermedhjælperen Kristian Bruun, der pr. 1. januar 1903 havde afløst Salomons søn, ansattes stud. mag. A. J. West og en kontorist fra Statistisk Kontor, frk. Henriette Sonderhausen, som extraordinær hjælp med ned- og udpakning.

Selve flytningen foregik velsagtens med hjælp af rådhusbetjente - og uden at det afspejler sig i regnskabet eller i Salomons journal, der karakteristisk nok intet har om denne begivenhed (!).

I det ny rådhus 1903-1921

Større afbræk i bibliotekets benyttelse gav flytningen ikke anledning til. I årsberetningen for 1903/04 kunne Julius Salomon dog glæde sig over, at samlingens benyttelse "saavel af Kommunalbestyrelsens Medlemmer og dens Embedsmænd som af Andre efter Indflytningen var voxet i betydelig Grad". Dokumentation for denne påstand fremkom han dog ikke med, paradoxalt nok for en mand, der i over 25 år havde været ansat i Statistisk Kontor. Et faktum er det imidlertid, at mulighederne for at benytte biblioteket blev udvidet. Abningstiden lå - som i Jorcks Passage - fra 2-5 undtagen i månederne juli-august. Her havde benyttelsen vist sig at være ganske ringe, og man kunne derfor holde sommerferie, og spare penge til medhjælpen. Til gengæld begyndte man at holde åbent under Borgerrepræsentationens møder.

Til orientering for politikere og embedsmænd udsendte Julius Salomon i september 1903 en fortegnelse over bibliotekets håndbogssamling. Samtidigt arbejdede man intenst med affattelsen af et trykt katalog over bibliotekets samlede bogbestand. Da det endelig efter flere års arbejde var færdigt, ønskede borgmesteren imidlertid ikke at bevilge penge til trykningen, for man kunne jo altid spørge bibliotekaren, hvis der var en bog man forgæves ledte efter i bibliotekets seddelkatalog på læsesalen...

Bibliotekets vidtløftige bogvalgsprofil begyndte allerede ved indflytningen at give problemer, idet man i forbindelse med katalogudarbejdelsen udskød en række mere eller mindre tilfældigt er­hvervede titler, som man ikke mente hørte hjemme her. Kassation var der ikke tale om. Bøgerne blev blot stillet til side, ligesom andre publikationer, man løbende modtog, men ikke ønskede at indlemme. Deres skæbne tilfaldt det først en langt senere eftertid at tage stilling til.

Fra 1906 afløste en fast medhjælp de skiftende studenter, der havde været tilknyttet biblioteket siden Einar Falcks ansættelse i 1897. Det betød naturligvis en effektivisering af arbejdet. Som den første faste medhjælp ansatte Julius Salomon den kvindelige medarbejder fra Statistisk Kontor, der i 1903 havde hjulpet ved ned- og udpakning, frk. Henriette Sonderhausen. Ved siden af arbejdet på Rådhusbiblioteket fungerede hun fortsat i Statistisk Kontor. Hun var på biblioteket i 10 år, indtil 1915, da hun afløstes af den legendariske frk. Karen Bache, der siden 1910 havde været medhjælp ved udarbejdelsen af valglister på Statistik Kontor. Hun var da 35 år gammel, og er den person, der har arbejdet i de fleste år på biblioteket.

Sandsynligvis var både frk. Sonderhausen og Karen Bache med til at fejre Julius Salomons 40 års jubilæum i Kommunens tjeneste i 1917. Det foregik på Rådhusbiblioteket, da Statistisk Kontors nogle og halvtreds damer samledes på bibliotekets galleri og herfra afsang en kantate til jubilarens ære, skrevet i dagens anledning på melodien til "Vift stolt på Codans Bølge". "Vi alle højt vil prise / den sjældne Jubilar, / Hr. Salomon den Vide, / vor Chef saa god og rar. / Hans kloge Øje straaler af / Venlighed og Skæmt, / hans bløde Sind ej taaler / at nogen er forstemt, nej, rask han Skyen spreder, / saa Solen bryder frem; vort Arbejd let han leder, Kontoret bli'r vort Hjem ". Trods arrangementets succes har senere tiders ansatte ikke oplevet noget tilsvarende...

Rådhusbibliotekets interne liv i denne periode er ikke videre kendt: Af spredte notater i bibliotekets arkiv kan man se, at funktionerne fra Vimmelskaftet vedblev i næsten uændret form: Julius Salomon fortsatte indsamlingen til Københavnssamlingen. Hans stolthed var Vejvisersamlingen, som han med held søgte at komplettere ved gaver og køb. I 1903 købtes således 1780-årgangen af pastor V. Bille fra Mårslet ved Århus. Ti år senere kunne Julius Salomon glæde sig over at modtage 1797 -årgangen som en gave fra fabrikant C. F. Sørensen. I en pressemeddelelse i den anledning undlod Salomon ikke at skjule, at man endnu manglede flere andre årgange, og man mærker hans samlerinteresser ved afslutningsbemærkningen om, at det "dog er for galt, at Byens Raadhus ikke ejer en komplet Samling af Stadens Vejvisere".

Salomon udarbejdede også registre til billedstoffet i Laurids de Thurahs "Den Danske Vitruvius", til "Illustreret Tidende" og indholdet i bibliotekets egen fotografisamling, der var i hastig væxt. Tilmed var man begyndt på at samle på portrætter af københavnske borgere gennem tiderne, og man erhvervede i 1912 kancelliråd Max Lunds righoldige portrætsamling ved en extrabevilling.

Af en fortegnelse fra juni 1914 kan det ses, at antallet af fotografier nu var oppe på 1.500 blade. De blev monteret på pap og anbragt i kasser, der lå i skufferne under de borde, Nyrop oprindeligt havde designet til Biblioteksrummets tre båse.

Bogbestanden voxede også støt: Ganske vist var de årlige bevillinger faldet fra griinderårenes 7.000 kr. til 5.000 i 1904/05, men det modsvaredes naturligvis af, at man nu ikke mere skulle betale husleje, betaling for rengøring til madam Boldrup eller julegratiale til elevatorføreren.

Fra 1900/01 til 1921/22 lå den årlige bevilling på 4.500 kr., hvilket under 1. Verdenskrigs voldsomme prisstigninger gav anledning til et kraftigt overforbrug­ - i 1920/21 brugte man således 3.960,77 mere end de bevilgede 4.500 kr. Men det kunne regnskabsforklares, og voldte tilsyneladende hverken Julius Salomon eller 1. Afdeling nogen bryderier.

Salomon og frk. Bache kunne i øvrigt trøste sig med at biblioteket modtog mange gaver og havde adskillige bytteforbindelser. Som i vore dage lå biblioteket i læ af Københavns Kommune, som mange gerne ville stå sig godt med, og hvis udgivelser jo egnede sig fortrinligt som bytteobjekter. At man ikke altid fik noget brugtbart igen, er så en anden sag. Bytteforbindelsernes inerti blev ikke slået i stykker af Julius Salomon, der samvittighedsfuldt føjede nye bind til allerede existerende rækker af tidligere modtagne gaver.

Der er intet der tyder på, at Biblioteksbestyrelsen blandede sig i Salomons dispositioner. Det gamle biblioteksudvalg fortsatte - naturligvis med skiftende medlemmer - indtil 1911, da det opløste sig selv og overlod funktionerne til borgmesteren for Magistratens 1. Afdeling sammen med et medlem af Borgerrepræsentationen. Fra 1911 til 1917 var denne repræsenteret ved Herman Trier. Efter hans udtræden af kommunalpolitik i 1917 valgtes socialdemokraten Carl J. Møller.

Samarbejde med andre biblioteker 1903-1921

Rådhusbiblioteket var så udpræget et lille selvstændigt bibliotek, der var båret af Julius Salomons personlige entusiasme og interessefelter, men også begrænset af hans snævre bibliotekstekniske erfaringer. Det er overraskende, at der ikke er bevaret no­get fra hans hånd, der blot antyder, at han har interesseret sig for et samarbejde med andre biblioteker i København - end ikke med andre kommunale forvaltningsbiblioteker i Københavns Kommune, der ifølge biblioteksvejviseren fra 1915 tilsammen havde næsten lige så mange bøger som Rådhusbiblioteket.

Heller ikke med Københavns Kommunes Biblioteker, der omkring 1910 havde gennemført en kraftig reorganisering, synes der at have været forbindelse. Foruden borgmesteren var der end ikke personsammenfald mellem de to kommunale biblioteksbestyrelser. Der er ingen grund til at tro, at relationerne var fjendtlige, men de var vel nærmest ikke­existerende. En samvirken mellem det kommunale folkebiblioteksvæsen og det planlagte bibliotek på Rådhuset blev allerede foreslået af Niels Neergaard, da han i 'Tilskueren" 1886 anmeldte de året før grundlagte folkebiblioteker. Neergaard foreslog at placere et kommunalt "Centralbibliotek" på Københavns Rådhus. Men på dette tidspunkt var folkebibliotekeme endnu ikke voxet ud af almuealmissens puppe, og tanken blev da heller ikke virkeliggjort, selvom forestillingen om "Byens bibliotek" på Rådhuset kan have haft indflydelse på den senere grundlæggelse af Rådhusbibliotekets Københavnssamling.

I 1908 - og ligeledes i "Tilskueren" ­foreslog overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek H. O. Lange i forbindelse med omorganiseringen af det københavnske biblioteksvæsen at oprette et stort centralbibliotek, der skulle "optage i sig Raadhusbiblioteket som en særlig Afdeling for Københavns Historie og for den Litteratur, der har Betydning for Kommunens Administration". Han mente dog at placeringen godt kunne være på Rådhuset, men det måtte være en betingelse at bogbestanden var optaget i Centralbibliotekets kataloger. Også på dette punkt stod H. O. Lange således som en fremsynet repræsentant for det samvirkende biblioteksvæsen.

Efter-Salomonisk tid 1921-1922

I nogle år havde Julius Salomon lidt af åndedrætsbesvær på grund af åreforkalkning i hjertet, og da han i marts 1922 skrev til Rubin bekymrede han sig over flere af deres jævnaldrendes død og over sit dårlige helbred. Karen Bache gjorde sig åbenbart også sine tanker og forsøgte på samme tid at få sin usikre medhjælperstilling gjort permanent. Hendes ansøgning herom blev dog ikke besvaret af Magistraten.

To måneder senere, den 2. maj 1922 døde Julius Salomon. Marcus Rubin gav ham nogle ikke alt for elskværdige ord med på vejen i et brev til Isidor Heckscher: "At Julius Salomon fik en hurtig og let Død, har jeg set... Selv har jeg ogsaa gode Indtryk af ham fra Student- og Kandidataarene. Han var da baade venlig og underholdende i Kraft af sin store Belæsthed og sin fænomenale Hukommelse - men lidt for urolig og af og til trættende".

Med Salomons død opstod der en ny situation for hans lille bibliotek, og i de følgende måneder blev bibliotekets forhold og administrative tilknytning taget op til nærmere drøftelse.

Et par meget hurtige ansøgninger om at overtage stillingen fulgte umiddelbart efter dødsfaldet: En fuldmægtig i Magistratens 4. Afdeling, Frederik Carlsberg, mente at kunne bestride posten samtidigt med sine øvrige opgaver, og den senere lexikonudgiver Palle Raunkjær håbede at få stillingen, der kunne korrespondere fint med hans videnskabelige sysler. Stillingen forblev imidlertid vakant, da Magistraten ønskede at undersøge forholdene nøje.

Ernst Kaper, der i 1917 havde afløst Th. Dybdal som borgmester for Magistratens 1. Afdeling, indkaldte Borgerrepræsentationens partigrupper til møde den 7. juni 1922, hvor de sammen med H. O. Lange og biblioteksdirektør Døssing skulle finde en passende løsning. Både Lange og Døssing måtte imidlertid melde afbud på grund af bortrejse, og mødet blev vistnok aflyst.

I sit skriftlige afbud redegjorde Lange imidlertid udførligt for sine tanker om det lille biblioteks fremtid. Han mente som i 1908, at "Indordningen af Raadhusbibliotheket under Kommunebibliothekerne vil betyde et stort Fremskridt i organisatorisk og økonomisk Henseende. Raadhusbibliotheket bør selvfølgelig fremdeles forfølge sine særlige Opgaver; men det vil betyde, at Boganskaffelsen vil kunne foretages med større Økonomi, og at det vil kunne gjøres tilgængelig for større Kredse. I bibliotheksteknisk Henseende vil det betyde et stort Fremskridt, at der gjennemføres ensartede moderne Methoder i alle Kommunens Bibliotheker", og anbefalede stærkt ansættelsen af en "Mand blandt Kommunebibliotekernes veluddannede Personale". Skete dette, ville Københavns Kommune "vise V ej" for andre biblioteker, bI. a. Rigsdagens Bibliotek, hvor Langes bestræbelser for at få ansat faguddannet arbejdskraft ikke var blevet "kronet med Held".

Om dette brev alene var årsagen til at Magistraten valgte at lade lederen af Københavns Kommunebiblioteker Jens Aarsbo udarbejde en redegørelse i sagen, vides ikke, men det var hvad der herpå skete.

Den 3. oktober 1922 kunne stadsbibliotekar Aarsbo aflevere et 3-siders notat, der kun var en dårligt sminket kritik af Julius Salomon, hvis administration ikke havde været fast nok til at undgå helt "uacceptable Forhold". "Ordenen i Biblioteket var truet af Opløsning" mente Aarsbo. Man skulle koncentrere sig om

  • Stadens historie (inkl. Frederiksberg og andre nabokommuner)
  • Københavns offentlige og private institutioners historie.
  • Københavns personalhistorie.
  • Kommunens forvaltning (inkl.statspublikationer)
  • Udenlandsk kommunalvæsen.
  • Håndbibliotek på læsesalen
  • Billed-, kort- og portrætsamling.

Teknisk og administrativ litteratur mente stadsbibliotekaren man burde overla­de det til administrationskontorerne at indkøbe. Det var jo i fin overensstem­melse med, hvorledes de små håndbiblioteker var groet frem til mere eller mindre selvstændige samlinger, som det jo kunne ses af biblioteksvejviseren for 1915. Desuden mente Aarsbo, at den alment oplysende litteratur og litteraturen om sociale forhold burde overlades Hovedbiblioteket eller de statslige fagbiblioteker.

På den måde ville man kunne få plads til fremtidige udvidelser. Samtidigt skulle der udarbejdes et nyt og tidsvarende kortkatalog - og sammen med administrationskontorerne et fælles kortkatalog.

Rådhusbibliotekets særlige bestyrelse burde ophæves og bevillingen til biblioteket indgå i folkebibliotekemes budget.

Assistenten (altså frk. Bache) burde opnormeres til 14. lønklasse med en daglig tjenestetid på 7 timer, bistået af en underbibliotekar, udpeget af Stadsbibliotekaren.

Læsesalen skulle holdes åbent mellem 12 og 5 og udlån kun foregå til Kommunal­bestyrelsen og kommunens tjenestemænd. I alle andre tilfælde skulle henvises til Kommunebibliotekerne.

Dagen efter, 4. oktober, principgodkendte folkebibliotekernes BiblioteksbestyreIse, at Stadsbibliotekaren kunne få et særligt ikke-pensionsgivende tillæg på 1.200 kr. for at passe Rådhusbiblioteket. Det skete dog først efter at Aarsbo havde fået at vide, at man på trods af hans udvidede ansvar ikke havde i sinde at give ham et tillæg for at passe biblioteket, hvad han naturligvis havde protesteret kraftigt imod. Samtidigt besluttedes det at forsøge at få frk. Bache opnormeret til kontorist i 14. lønklasse.

Med dette udgangspunkt påbegyndtes den politiske proces: Med afsæt i Aarsbos notat indkaldte borgmester Kaper partierne til et møde den 26. oktober 1922, hvorfra der er bevaret et udførligt referat. I mødet deltog Th. Stauning, borgmester Jens Jensen, pastor R. P. Rasmussen, kommunelærer Carl J. Møller, der jo havde siddet i Ridhusbibliotekets bestyrelse siden 1917, foruden naturligvis Ernst Kaper selv. Også til det­te møde var H. O. Lange og Th. Døssing inviteret med som særligt sagkyndige. Som sædvanligt var biblioteksdirektør Døssing bortrejst, men sendte skriftligt afbud med anbefaling af stadsbibliotekarens forslag. Stadsbibliotekaren selv var derimod ikke inviteret.

Få dage forinden var rådstuearkivar Villads Christensen død, og Ernst Kaper indledte mødet med at udkaste den tanke, at der muligvis kunne være fordele ved at slå de to stillinger som arkivar og bibliotekar sammen. Det var der en vis stemning for på mødet, men det blev afvist af såvel Stauning som Lange, der begge henviste til, at kun "Folkebibliotekemes rationelle tekniske ledelse" ville kunne få gavnlig indflydelse på bibliotekets drift. Deres ord vejede tungt, og i Magistratens endelige indstilling blev forslagene i stadsbibliotekarens notat herom nøje fulgt.

l øvrigt anbefalede man, at bibliotekets værdifulde billed- og portrætsam­ling skulle overdrages Københavns Bymuseum, og at biblioteket fremover skulle have åbent under Borgerrepræsentationsmøder til kl. 11 om aftenen.

Man begrænsede også adgangen til biblioteket, idet man var bekymret for, om læsesalen ville tiltrække for mange personer, der ellers burde have søgt til Kommunebibliotekernes læsesale. Samtidigt blev det dog understreget, at biblioteket også skulle give alle interesserede adgang til studiet af byens historie og biblioteks øvrige bogbestand, men det skulle ske efter forudgående aftale. Omvendt skulle det også være muligt at låne bøger fra Hovedbiblioteket til tjenstlig brug på Rådhuset.

Udvidelsen af åbningstiden fra 3 til 5 timer dagligt legitimerede opnormeringen af biblioteksmedhjælperen, altså frk. Bache, til 14. lønklasse.

Det blev fremhævet, at Rådhusbiblioteket skulle udarbejde et fælleskatalog over bogbestanden i samtlige administrationskontorer, der til stadighed skulle ajourføres, så man til enhver tid kunne kontakte biblioteket, for at høre om en givet titel fandtes her eller i bibliotekets fællessamling.

Den 20. november 1922 godkendte den samlede Magistrat forslaget, der blev vedtaget af Borgerrepræsemationen den 14. december.

Ved at følge stadsbibliotekar Jens Aarsbos forslag fra begyndelsen af oktober var man havnet i en for kommunen ganske fordelagtig situation: I stedet for at betale en fuld bibliotekarlønning, fik man Stadsbibliotekaren til for ca. halvdelen af, hvad Julius Salomon havde tjent i sine sidste år, at drive biblioteket videre som en fortsat selvstændig institution.

Biblioteket blev klart nedprioriteret, og da Karen Bache i 1924 ansøgte om otte ugers tjenesteorlov på grund af en reumatisk lidelse, ønskede Aarsbo ikke at stille med en vikar. Han gav kun sit samtykke, hvis han fik tilladelse til at lukke. Det var vist ikke helt den "bibliotekstekniske fornyelse", H. O. Lange havde haft i tankerne, da han i maj og oktober 1922 havde plæderet for bibliotekets indlemmelse i Folkebiblioteksvæsenet.

Også på andre områder måtte udviklingen have skuffet H. O. Lange. For der blev jo vitterligt ikke ansat en bibliotekar til varetagelse af de daglige pligter. Her fungerede frk. Bache, og selvom Stadsbibliotekaren med jævne mellemrum sørgede for, at bibliotekets bogbestand blev forøget, kunne han ikke foretage den oprydning og rationalisering, han havde stillet i udsigt. Det varede således ti år, førend man kunne begynde at omsystematisere samlingen til decimalsystemet, og det lovede fælleskatalog over administrationskontoreme blev slet ikke til noget.

Tillige havde biblioteket ved omorganiseringen i 1922 mistet sin direkte institutionsmæssige tilknytning til Magistratens 1. Afdeling og Kommunens øvrige administration.

Det kan ikke skjules, at Rådhusbiblioteket under de skiftende stadsbibliotekarers levede en skyggetilværelse, der først ophørte, da det i 1953 blev indlemmet som en afdeling af Hovedbiblioteket. Det skete som følge af muligheden for at opnå statstilskud til regulær folkebiblioteksdrift, og var således ikke primært begrundet i den rationalisering og effektivisering, der blev følgen, da der ved den lejlighed blev udnævnt en fast bibliotekar. Og vi skal helt frem til midten af 1970'eme førend H. O. Langes forslag fra 1908 om at Rådhusbibliotekets materialer skulle indgå i folkebibliotekemes kataloger, blev virkeliggjort.

Tiden efter 1922 er imidlertid en hel historie for sig, og hører andetsteds hjemme.

Note: Tidl. Kontorchef, cand jur. Ida Dybdal, København, samt mine kolleger på Rådhusbiblioteket Lisbeth Schelde og Cunver Laulund takkes varmt for at have gennemlæst manuskriptet i dets forskellige stadier og for deres mange deraf afledte forslag til forbedringer af indhold og form.

Københavns Biblioteker - Krystalgade 15 - 1172 København K - Tlf: 3366 3000 - Mail: bibliotek@kff.kk.dk
Borgerservice - Tlf: 3366 3366
Spørg biblioteket