Spændende eventrække om europæiske strømninger

11.04.24
Der er klimaforandringer, desinformation, identitet, landbrug og kulturhistorie på programmet når Københavns Biblioteker inviterer til en række panelsamtaler om Europas historie, samtid og fremtid.

Hvorfor ser Europa ud, som det gør i dag, og hvor er vi på vej hen? I løbet af fem arrangementer vil Københavns biblioteker dykke ned i fem forskellige emner, og via et historisk tilbagekig forsøge at forstå, hvordan vi er nået frem til, hvor vi står i dag. Til hver samtale har vi inviteret et panel der ved særligt meget om aftenens emne, og du kan derfor opleve navne som Adam Holm, Jesper Theilgaard, Bente Scavenius, Vincent Hendricks og Jens Smærup Sørensen på bibliotekerne i Brønshøj, Vanløse, Ørestad, Østerbro og på Hovedbiblioteket.

En kulturhistorisk rejse

I selskab med Bente Scavenius, Agnete Braad og Sine Krogh, og med Tore Leifer som guide, tager vi på en rejse gennem Europa, for at se nærmere på nogle af de kulturelle fællestræk der forbinder os. Aftenen er for dig, der nyder at drømme dig tilbage til kunstnernes Paris, Rom eller Berlin, og som er nysgerrig efter at blive klogere på fortidens og nutidens strømninger og lighedstræk i europæisk kunst og kultur. Arrangementet finder sted på Ørestad Bibliotek mandag d. 22. april kl. 19.

Desinformation i et historisk perspektiv

Europa har igennem historien været scene for verdenskrige og politiske omvæltninger, der har nedbrudt etablerede strukturer og medført ændringer af grænser og lande. Hvordan har begreber som propaganda, manipulation, konspiration og fake news gennem tiden været brugt til at retfærdiggøre disse konflikter og krige, og hvordan kan det bruges nu og i fremtiden? Vær med når Vincent F. Hendricks, Gorm Harste, Rikke Alberg Peters og Simon Kratholm Ankjærgaard taler om desinformationens væsen i en historisk og nutidig europæisk kontekst i. Arrangementet finder sted på Østerbro Bibliotek tirsdag d. 23. april kl. 19.

Findes en europæisk identitet?

Trods interne stridigheder og krige har fortællingen om det at være ”europæer” eksisteret i mange hundrede år, men hvad har vi til fælles ud over landegrænser og en kontinentalplade? Sammen med et panel bestående af Adam Holm, Lars Hovbakke Sørensen og Jeppe Bentzen undersøger vi, hvorfor en sådan fortælling er opstået, og ser på, hvordan den er blevet forhandlet og fortolket op igennem historien, og hvad det vil sige at være europæer. Arrangementet finder sted på Brønshøj Bibliotek torsdag d. 2. maj kl. 19.

Europas klimaforandringer

Med faglige perspektiver fra meteorologien, arkæologien, psykologien og kunsten stiller Jesper Theilgaard, Silja Henderson, Christian Flensburg og Sofie Hviid denne aften skarpt på klimaforandringer i en europæisk og historisk kontekst. Arrangementet er til dig, der interesserer dig for miljø- og klimaforandringernes før-, nu- og fremtid, og som er er nysgerrig på at høre om den psykologiske indvirkning klimakatastrofer kan have på os. Arrangementet finder sted på Kulturstationen i Vanløse tirsdag d. 7. maj kl. 19.

Fremtidens landbrug

Hvad er status for landbrugets grønne omstilling, hvordan ser verden ud med landbrugsbriller både herhjemme og i Europa, og hvad skal der til for at skabe bæredygtige fødevaresystemer i fremtiden? Vær med, når vi sammen med Jens Smærup Sørensen, Rasmus Hage Dalland og Ditte Marie Brasso Sørensen forsøger at indkredse en ny retning for fremtidens landbrug og prøver at forstå betydningen af de mange problematikker, som vi allesammen står over for sammen med landbrugets fødevareproducenter i EU og i Danmark. Arrangementet finder sted på Hovedbiblioteket torsdag d. 23. maj kl. 17.30.

Praktisk info

Enhedsprisen for billetter er 50 kr.

Du kan læse mere og tilmelde dig eventrækken ”Bag om Europa” på bibliotek.kk.dk/tags/bag-om-europa