Kim Blæsbjerg og Peder Frederik Jensen nomineret til DR Romanprisen 2024

30.06.23
Med Kim Blæsbjergs ’De bedste familier’ og Peder Frederik Jensens ’Rans vilje’ er to fremragende historiske romaner nomineret til næste sæson af DR Romanprisen.

Der er lagt op til samtaler om både fortiden og nutiden, når bibliotekernes mange romanlæseklubber skal mødes og diskutere romanerne 'De bedste familier' og 'Rans vilje' til vinter. De to romaner tager begge afsæt i skelsættende begivenheder i dansk historie, henholdsvis flytningen af Cheminova til Vestjylland i 1953 og flodbølgen i Syddanmark i 1872.

Forfatterne viser med afsæt i forskellige historiske begivenheder konsekvenserne, når mennesket forsøger at gøre sig til herre over naturen, og giver dermed også nye perspektiver på den aktuelle klimadebat. Desuden berører begge bøger eksistentielle dilemmaer i forhold til kærlighed, magt, ensomhed og længsel.

I juryen, som nominerer bøgerne til DR Romanprisen, sidder Mette Willumsen, Kåre Poulsen og Hanne Barslund fra DR samt Lise Vandborg fra Litteratursiden. Begge forfattere byder ind med et stort samfundsmæssigt engagement, og i juryen er der enighed om, at begge forfattere bliver bedre og bedre, samt at de nominerede værker er deres bedste til dato.

'De bedste familier' af Kim Blæsbjerg

I december sættes der fokus på ’De bedste familier’, der beskriver et stykke fortiet danmarkshistorie om Cheminovas mange giftudledninger og forgiftning af arbejderne, og hvor forfatter Kim Blæsbjerg favner bredt i en både vigtig og fængende fortælling om tavshedskultur, forurening og klasse- og kønskampe.

Juryens motivation for nomineringen:

'De bedste familier' er i sin skildring af kemikalier, kapitalisme og kønskamp brændende aktuel. Det er et brag af en roman, der både stiller skarpt på omkostningerne ved overgangen fra efterkrigstid til velfærdssamfund og på en gryende køns- og klassekamp i lyset af en miljøskandale, der stadig har konsekvenser for den danske natur. ’De bedste familier’ rummer flotte karaktertegninger af både vestjyderne og de københavnske tilflyttere og belyser kulturkampen mellem land og by, tradition og modernitet. I romanen bringes læserne langt ind i den vestjyske tavshedskultur, som bliver eksponent for tavsheden omkring miljøskandalen, der vokser sig større og større. Samtidig viser den at fattigdom også er at være fattig på sprog, og dermed er der tråde til tidens aktuelle debat om klassesamfundet.

Kim Blæsbjerg (f.1974) debuterede i 2002 og fik sit litterære gennembrud i 2007 med den fabulerende slægtsroman 'Rådhusklateren'. I romantrilogien 'Desertørerne' (2016-2018) tegner Kim Blæsbjerg et skarpt billede af Danmark i perioden fra 2007 til 2012.

'Rans vilje' af Peder Frederik Jensen

I januar 2024 sættes der fokus på 'Rans vilje', der fortæller historien om en tidligere sømand som overlever stormfloden i 1872, og hvor forfatter Peder Frederik skildrer orienteringen mod nye tider og menneskets overlevelsesdrift på godt og ondt.

Juryens motivation for nomineringen:

'Rans vilje' er en roman med en fortællekraft som vælter én fuldstændig omkuld. Den er vild og voldsom som flodbølgen, der vælter ind over Syddanmark i 1872. Romanen er både spændende og urovækkende og sine steder virkelig grum. Sømanden, den lille pige og de øvrige karakterer males tydeligt frem. Det føles som at være der selv midt i stormflodens rasen - dels på grund af forfatterens sproglige akkuratesse, dels fordi naturens kræfter og menneskets trang til at tæmme den er eviggyldige tematikker, som rammer læseren med ekstra kraft lige nu på grund af de klimaforandringer vi står lige midt i. Peder Frederik Jensen skriver i et sprog, som kan minde om både Johannes V. Jensen og Kim Leine. Læseren suges ind i en fortælling om vores udsathed overfor naturen, og forfatteren berører fermt de helt store menneskelige temaer som tvivl, ensomhed, stædighed, længsel og kærlighed.

Peder Frederik Jensen (f.1978) debuterede i 2007 og blev for alvor kendt med sin novellesamling 'Banedanmark' fra 2014 om udkantsdanmark samt for den hårdtslående samtidsroman 'Det Danmark du kender' fra 2020.

Debat i DR Romanlæseklubberne

Begge romaner er to gode bud på DR Romanprisen, og de rummer et stort potentiale for livlige og vedkommende diskussioner i bibliotekernes over 100 Romanlæseklubber. Læseklubdeltagerne vil nok blandt andet komme til at diskutere prisen for fremskridt og velfærd og hvad der sker, når vi glemmer at tænke på naturen. Inden december nomineres fire romaner mere til prisen, og debatterne i klubberne om de seks romanerne løber fra december 2023 til maj 2024. Herefter stemmer alle landets læseklubdeltagerne om, hvem der skal vinde prisen, der afsløres i juni 2024. DR Romanprisen 2023 gik til Keld Conradsen for 'Byen og havet'.

Vidste du, at du på Københavns Biblioteker kan være med i en læseklub, hvor du sammen med andre læser og diskuterer de nominerede bøger til DR romanprisen? Se hvor du kan finde en ledig læseklub

Artiklen er oprindeligt skrevet af Barbara Rugholm fra Litteratursiden.

Fotokreditering:
Kim Blæsbjerg: Lea Meilandt
Peder Frederik Jensen: Forlaget Peoples Press

Materialer