Mød podcastredaktør Claus Vittus

29.04.21
Claus Vittus har altid været hjemmevant blandt boghylderne. Læs (og lyt) dig ind på bibliotekernes nye podcastprofil.

Af Claus Vittus, Podcastredaktør, Københavns Biblioteker

Min karriere var tilsyneladende planlagt fra starten. Jeg vidste det bare ikke. Da jeg var 15 år, tjente jeg til ungdommens udskejelser ved at sætte bøger på plads på Herlev Bibliotek. Jeg sad mellem boghylderne og sneg mig til at smuglæse science fiction eller smutte ned i musikafdelingen og høre vinyler. Drømte om at blive bibliotekar og have litteratur og musik som dagligdag. Jeg blev i stedet journalist; dyrkede reportagen, lavede dokumentarer og fortalte om kunsten og bøgernes verden i 15 år som vært på kulturprogrammer på DR P1. Nu er jeg tilbage blandt boghylderne, men nu er det for mere end smuglæsning. 

Fra baggårdsreportage til Springsteen-interviews

Mine år som journalist har ført mig vidt omkring. I reportage- og dokumentararbejdet har jeg fortalt historier fra samfundets baggårde, om flygtninge i Danmark, indsatte i fængsler og hjemløse til krigsarrede Bosnien, tsunamiramte Banda Aceh, voldshærgede Guatemala og terrorskræmte Kenya. 

Litteraturen har dog altid været en væsentlig del af mit liv. I 15 år har jeg været vært på kulturprogrammer på DR P1 og mødt forfattere fra nær og fjern. Jeg tog Villy Sørensen med i Dyrehaven, diskuterede dyrevelfærd med amerikanske Jonathan Safran Foer og spurgte Dalai Lama, hvad der kunne gøre ham sur. Musikken holdt jeg også fast i og mødte Springsteen, Nick Cave, Kim Larsen og Kira Skov.

Nedenfor kan du lytte til et par af mine nyere produktioner: 

Lyt til radiodokumentaren ”Verdens venligste fængsel” på dr.dk (eksternt link)

Lyt til den musikalske flygtningedokumentar på soundcloud.com (eksternt link)

Lyt til Flugten over Lesbos på soundcloud.com (eksternt link)

Stævnemøde med bøgerne

Jeg vil som podcastredaktør på Københavns Biblioteker bruge podcastmediets styrker til at skabe fortællinger båret af reportagelyd og sproglig leg. Samtidigt udnytte at der på Københavns 20 biblioteker er litteratur og kulturbegejstrede medarbejdere med en stor og broget viden om alt hvad der er på hylderne.
På længere sigt vil jeg gerne inddrage bibliotekets brugere og f.eks. Læs for Livet-projektet, og Læseklubberne. Jeg ser bibliotekernes podcast som en slags folkeoplysningsjournalistik, som formidler litteraturen og kunstens refleksioner i modsætning til nyhederne. Her er der rum til nuancerne og tid til detaljen og tvivlen. Forfatternes og kunstnernes evne til at fortælle historier er som skabt til at få liv i lyd, og det forsøger jeg med podcast-produktionerne Månedens Forfatter og det nye, månedlige magasin BogDate. I BogDate både ansatte på Københavns Biblioteker, forfattere og jeg selv med personlige historier som begrundelse for fire bogvalg.

Læs mere om BogDate her og find dit kommende match

Lyt til podcasten Månedens Forfatter

Claus’ lytteliste 

Klassikere Genfortalt DR - Afsnittet hvor Knud Romer med vanlig rablende talestrøm priser Halfdan Rasmussen. Flot monteret med lyd og musik

Gyldendal Podcast – Litterære Anbefalinger Hør afsnittet om sangerinden Katinka der opdagede romanen Slagtehal 5. Hun har en passion for anti-krigsromaner. Tidløs formidling af litteratur.

Læsefeber E-reolen – Et afsnit om at høre til, hvor Erling Jepsen og Helle Helle taler om hjemstavnen. En fordybende snak med mange kringelkroge vejledt flot af intervieweren.