Fotograf : Natascha Rydvald

Hvad læser Eva Tind?

22.05.23
Eva Tind er netop nu aktuel med den anmelderroste roman ”Citronbjerget”. Mød hende, når hun gæster Hovedbiblioteket som 'Månedens forfatter' d. 22. juni. Vi har spurgt hende, hvad hun selv læser lige nu og hvad hun vil anbefale til de københavnske læsere.

Eva Tind anbefaler

Hvad læser du lige nu?

Jeg læser Edouard Louis' 'En kvindes forvandling'.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor? 

Sabitha Söderholms digte, 'Chellam', for de smukke lysende sætninger og fortællingen om, hvordan man kan lade sig gennemstrømme af sorg over det, der et tabt, og stadig have modet til at række ud efter det, der er. Og Ocean Voungs 'Vi er kortvarigt smukke her på jorden', en fortælling om en mor og et barn, om at miste sin historie og gå mod fremtiden uden at holde i gelænderet, socialrealismepoetisk generøs. Sayaka Muratas 'Jordboerne', der skriver om menneskelig ensomhed. I 'Jordboerne' tager hun det, at finde sin plads i verden helt ud i ekstremen. Jeg talte med hende på en litteraturfestival og sagde, at jeg havde fået kvalme, da jeg læste slutningen på bogen, og hun blev så begejstret, at hun klappede i hænderne, og sagde så: Min redaktør kastede op!

Hvilke bøger anbefaler du altid andre at læse og hvorfor?

Jeg anbefaler bøger til folk, der er i tråd med dem, så jeg anbefaler aldrig den samme bog til alle. Men jeg synes f.eks. at den koreanske forfatter Han Kang er et glimrende selskab, Hun har blandt andet skrevet romanen 'Vegetaren'. Og ja, 'Elskeren' af Marguerite Duras, er en klassiker.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst og hvorfor?

Der er så mange. Men jeg ville gerne have læst alle de store religiøse hovedværker, 'Bhagavadgita', 'Koranen', 'Biblen' osv. Fordi det er så fascinerende at læse om alle de tanker mennesker har gjort sig gennem tiden om, hvem vi er, og hvordan vi udfolder de muligheder, vi får, og relationerne til os selv og hinanden bedst muligt.

Mød Eva Tind

Kom til 'Månedens forfatter' og hør Eva Tind fortælle om sin nye roman 'Citronbjerget' d. 22. juni kl. 17:00 på Hovedbiblioteket. 

 

Materialer