Krimi-trendspotting: Kvindeskildringer under forandring?

En ny, international litteraturpris vil gøre op med krimiens skildringer af kvinder som ofre. Og selvom der er lang vej igen, ser mere nuancerede kvindeskildringer ud til at vinde frem i en række nye krimier.

I den seneste tids kriminyheder møder vi en kavalkade af nødstedte kvinder. Som mordofre (”De tavse kvinder”, ”Vi skal ikke vågne”,”På date med en morder”), voldtægtsofre (”De stumme piger”), og som desperate flygtninge fra misbrugssituationer (”Sekten, der genopstod” og ”Vinger af sølv”). For den garvede krimilæser er der intet nyt under solen her, da overvægten af kvindelige ofre er en gammel og udskældt tendens i genren. Men er nye vinde på vej i krimilitteraturen?

Kvinden som opdager og overlever

Heldigvis spirer flere tendenser for kvindeafbildning i både den hjemlige og udenlandske krimi – også bl.a. i de selvsamme nyheder, vi nævner ovenfor. Nemmest at fremhæve er den moderne, hårdhudede politikvinde eller detektiv, såsom opdageren i ”På date med en morder”, der på årsdagen for sin lillesøsters forsvinden sætter sig for at opspore hendes morder. Bøger som ”Sekten, der genopstod” og ”Vinger af sølv” udforsker også nuancer af selve offerrollen. Skønt deres hovedpersoner er på flugt hhv. fra en sekt og en voldelig eksmand, er de ikke stakler. Snarere tegnes de som overleverfigurer, som tør tage et opgør med fortiden og (som i ’”De stumme piger”) trække på et solidarisk netværk af stærke kvinder.  

Ny pris hylder krimier, hvor kvinder ikke er ofre

I det internationale krimifællesskab er man parat til at tage skridtet videre og gøde jorden for nye kvindeskildringer med en dedikeret litteraturpris. Prisen er britisk, hedder ”The Staunch Book Prize”, og gives til ”en forfatter, der har skrevet en thriller eller krimi, hvori ingen kvinde tæskes, stalkes, udnyttes seksuelt, voldtages eller bliver myrdet.” Dette er den første pris af sin art, og dens nomineringer bliver spændende at følge de kommende år, imens vi krydser fingre for fortsat fremdrift i de nye vinde, der blæser over krimigenrens kvindeskildringer.

Læs mere om The Staunch Book Prize

Vil du have flere tips til de mest nødvendige nyudgivelser på bibliotekets hylder? Tilmeld dig nyhedsbrevet "Nyt på hylderne".

02.10.20