Grundloven fylder 175 år

Fra Kongelov til Grundlov

Forgængeren for grundloven fra 1849 var Kongeloven fra 1665, der var forfatningslov for enevælden i Danmark-Norge og afløste de tidligere håndfæstninger. Den er det eneste eksempel på en forfatning for et enevældigt styre, og i sig selv interessant, ikke mindst fordi den indeholdt meget få eksempler på indskrænkning af monarkens magt. Reelt var kongerne sjældent enevældige; de støttede sig til rådgivere og var meget tilbageholdende med at indføre lovgivning med tvang. I stedet blev der nedsat kommissioner til undersøgelse, og lyttet til rådgivere.

I kølvandet på revolutionerne i USA og Frankrig spredte tanker om borgernes deltagelse i politik sig i Europa. Satire blev ofte benyttet, der man derved kunne omgås censuren, og fra 1830’erne blev der stadigt flere angreb i Danmark på enevoldsstyret. Ved 'Casinomødet' i 1848, støttede 2500 nationalliberale den adresse Orla Lehmann havde skrevet til den nye konge, Frederik 7. Man forlangte et nyt ministerium indsat, og da Københavns Borgerrepræsentation med et stort følge af mennesker dagen efter afleverede adressen til kongen, blev den efterkommet. Måske ikke mindst fordi revolutionerne igen bredte sig andre steder i Europa, og fordi Frederik 7. måske ikke egentlig var interesseret i den magt og de forpligtelser, der fulgte med.

Den gennemsete Grundlov

I 1866 var den politiske realitet, at man havde et kongerige, der var blevet sprængt i stykker af de slesvigske krige og hele to forfatninger: Grundloven og Novemberforfatningen, der omhandlede udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål.

28. juli 1866 kunne Christian 9. underskrive den anden udgave af Grundloven. Den største debat havde været om magtfordelingen i de to kamre; Folketinget og Landstinget. Magteliten, herunder bl.a. godsejere, var af den holdning, at for stor en del af befolkningen havde fået del i magten. Det blev nu ændret. Der var ikke længere direkte stemmeret til Landstinget, nu skulle 12 af 66 medlemmer udpeges for livstid af kongen, 1 medlem blev valgt af Færøernes Lagting og de sidste 53 skulle vælges indirekte af valgmænd i enkeltmandskredse. 

Islændingene ønskede ikke at være en del af Landstinget, da de allerede var i færd med overvejelser om selvstændighed, og Grønland og Dansk Vestindien blev betragtet som kolonier, der ikke skulle have direkte politisk indflydelse.

Politiske rettigheder til kvinder og tyende

Omtrent 18 % af den samlede befolkning havde stemmeret i 1915, men i 1909 blev der første gang fremsat forslag om, at kvinder skulle have valgret. I Rigsdagen støttede alle partierne forslaget, men da det blev koblet sammen med diskussioner om fx forholdstalsvalg, privilegeret valgret til Landstinget og valgretsalder, så tog det flere år, før det endeligt blev vedtaget. Ikke kun kvinder, men også rigtig mange mænd, der ikke havde egen husstand, fik stemmeret 5. juni 1915, da Christian 10. underskrev den tredje udgave af Grundloven. Nu havde lidt mere end 40 % af befolkningen stemmeret. 

Samtidig indførtes muligheden for folkeafstemninger, og det blev den i december 1916 om salget af Dansk-Vestindien, der blev manges første mulighed for at deltage politisk på landsplan. På grund af 1. Verdenskrig ønskede man at undgå valgkamp, men da det ikke længere kunne udskydes. blev der afholdt folketingsvalg 22. april 1918, og derefter trådte Grundloven af 1915 trådte i kraft.

Sønderjylland vendte hjem, Island tog afsked

I kølvandet på 1. Verdenskrig blev der afholdt afstemninger i Slesvig og Holsten om de fortsat ønskede at være en del af Tyskland. Hertugdømmerne var blevet tabt i 1864, men nu blev det en del af fredsforhandlingerne, at befolkningen skulle spørges til råds. Området var inddelt i 3 zoner. Zone 1, der lå nord for Flensborg Fjord stemte sig til Danmark 10. februar 1920, men den mellemste zone stemte for tysk tilhørsfold 14. marts samme år. Afstemningen i zone 3, der var den sydligste, blev aldrig gennemført. 

Sønderjylland var blevet dansk, men i 1918 havde Island erklæret sig som selvstændig stat, og de to ændringer af kongeriget krævede en opdatering af forfatningen. Christian 10. underskrev derfor 10. september 1920 endnu en ændret grundlov. Denne gang var der dog formelt tale om et tillæg til udgaven fra 1915.

Loven begrænsede i øvrigt også kongens eneret til beslutninger vedrørende landets udenrigs- og forsvarsforhold. Skulle landet i krig, indgå fred eller fx indgå handelstraktater krævedes Rigsdagens samtykke.

Kvinder får arveret til tronen

Eller måske snarere: En bestemt kvinde fik ret til at arve tronen. For det var den senere dronning Margrethe 2. der var udset til at være det argument, der skulle få grundlovsændringen i 1953 igennem. Kong Frederik 9. og dronning Ingrids ældste datter var både yndig og afholdt, så hun var et populært bud på en tronfølger for det sønneløse kongepar.

Ændringen blev da også stemt igennem 28. maj og 5. juni underskrev Frederik 9. den nuværende udgave af Grundloven, der samtidig gjorde Grønland til et dansk amt. Desuden blev Landstinget blev afskaffet og princippet om negativ parlamentarisme, der i praksis havde været styreformen siden 1901, blev endeligt til lov.

Stemmeretsalderen blev til gengæld gjort til et spørgsmål, der skal afgøres ved folkeafstemning og ikke længere kræver en ændring af Grundloven.