Tagpap på Rundetaarn

Hvis man lukker øjnene og forestiller sig Rundetaarn fra bund til top, slutter den tænkte opstigning sikkert med tårnets irgrønne kuppel. Vi kender den fra hundredvis af postkort, figurer og sågar fra julepynt. Nøjagtig sådan skal tårnet se ud.

Men der var faktisk en tid før den ikoniske profil, for den præcise udformning af observatoriebygningen på toppen af Rundetaarn har ændret sig gennem tiden. Ganske markant endda.

Vogne og stormstød

Rundetaarn stod færdigt i 1642, men det første observatorium ved man ikke så meget om. Man ved dog, at det var inspireret af Tycho Brahes (1546-1601) underjordiske observatorium Stjerneborg på den lille ø Hven, der var indrettet med fem forsænkede kamre indeholdende astronomiske instrumenter.

Det gav god mening på Hven, hvor Brahe på den måde undgik de rystelser, som vejrliget forårsagede i det mere ustabile observatorium, der befandt sig på hans herregård Uranienborg. Mindre mening har det givet på toppen af Rundetaarn, hvor man – højt hævet over Købmagergade – godt nok slap for røgen fra københavnernes ildsteder, men til gengæld var udsat for rystelserne fra deres forbikørende vogne og for stormstød, der kunne gøre det svært med præcise observationer af det himmelske.

Ole Rømers to kupler

Siden ændrede Observatoriet på toppen af Rundetaarn skikkelse flere gange. I 1685 blev astronomen Ole Rømer (1644-1710) leder af Observatoriet, og nogle år efter byggede han et observatorium med to kupler, hvorunder der stod to kikkertopstillinger opfundet af Rømer selv. I mange år var det Rømers observatorium, som man ville forestille sig, hvis man lukkede øjnene og tænkte på Rundetaarn, for det var det, der kunne ses på forsiden af Københavns Universitets almanak – en slags udvidet kalender med astronomisk stof, der kom i oplag på titusindvis og blev solgt til den brede befolkning.

Ole Rømers to kupler gik op i røg allerede under Københavns store brand i 1728, men alligevel blev det ved med at være dem, der var afbildet på forsiden af almanakken. Sådan var det også, selv om Observatoriet igen ændrede udformning et par gange, blandt andet med en ottekantet bygning med to sidefløje fra 1780. Ja, selv da Københavns Universitet på grund af pladsproblemer i 1861 flyttede sit observatorium til Østervold lige ved siden af Botanisk Have, forblev Rundetaarn på forsiden af almanakken et par år.

Drømmen om et permanent observatorium

De følgende årtier forløb uden astronomisk virksomhed i tårnet. I slutningen af 1920’erne gjorde man imidlertid forsøg med et såkaldt ”Folkeobservatorium”, der med kort varsel stabledes på benene i fri luft kort efter jul i 1927. ”Denne Foranstaltning er kun et Forsøg, foranlediget særligt ved Kometens Tilsynekomst”, hedder det i en samtidig avisomtale, der fortsætter: "Af den Tilslutning, som Københavnerne vil give det, vil det afhænge, om det senere vil blive fortsat."

På åbningsaftenen tredje juledag besøgte 100 mennesker friluftsobservatoriet, og efter den første måned havde besøgstallet været så tilfredsstillende, at forsøget blev udvidet til også at dække februar. Folkeobservatoriets i al hast udnævnte leder, Carl Luplau Janssen (1889-1971), der ejede det private Urania-observatorium på Frederiksberg, drømte endda endnu videre. "Jeg haaber, at Observatoriet maa blive permanent, for det synes at afhjælpe et Savn", udtalte han midt i januar 1928.

Ændret profil

Idéen om et permanent observatorium vandt frem, og et sådant krævede en permanent kuppel, der beskrives nærmere i en samtidig avisomtale: "Det mest sensationelle ved denne Reform er utvivlsomt den Kuppel, der skal bygges paa Taarnet, hvis hele Profil derved vil ændres."

Det er denne profil, der nu fremtidssikres, når den tre tons tunge kuppel i januar 2026 løftes ned fra toppen af Rundetaarn for at få nyt kobber på, samtidig med at resten af Observatoriet restaureres, og kikkerten fra 1929 også får en kærlig overhaling.

Alting bliver dog ikke som for knap 100 år siden. I Rundetaarns undersøgelse af kuplens historie har det nemlig vist sig, at det irgrønne udseende oprindelig ikke hidrørte fra irret kobber, men fra noget, der skulle ligne, nemlig tagpap af mærket Icopal. Af endnu en avisartikel fremgår det således, at "Kuplen, der indvendig skal males rød, men som udenpaa beklædes med kobbergrønt Icopal, bliver som bekendt en Drejekuppel paa fem Meter i Diameter".

Man tror, det er kobber

Tidligt om morgenen den 21. maj 1929 blev kuplen, der var delt i to halvkugler, fragtet med hestetrukken blokvogn til Rundetaarn fra værkstedet på Amager og hejst op på platformen. Luplau Janssen, der i en avisreportage omtales som "Idéens Fader", udtaler, at "Om en Maaneds Tid aabner vi, […] men allerede om et Par Dage lyser Kuppelen irgrønt over Byen. I Dag eller i Morgen faar den uhøvlede Halvkugle sin nye Dragt paa, et Panser af Icopal-Tagpap. Fra Gaden tror man, det er Kobber!"

Den 27. juni 1929 var der for første gang åbent for publikum i det nye observatorium,  men først fredag den 7. februar 1930 blev det officielt indviet, hvilket skete med et foredrag i Regensens festsal, demonstration af Observatoriet og introduktion til den astronomisk-historiske samling, der indviedes ved samme lejlighed. Der skulle imidlertid gå væsentlig længere tid, før den kobberlignende beklædning på kuplen blev erstattet af rigtigt kobber.

Smukt udført

Efter næsten 10 års tilløb blev tagpappet i 1968 endelig udskiftet med kobber. Det foregik under en omfattende renovering af tårnet, der lukkede for publikums adgang i to måneder. Det samlede arbejde varede dog noget længere end det, og først i 1970 var det helt afsluttet. Her kunne det så også i referatet af et særligt syn i Rundetaarn fastslås, at "reparationen af tårnet med ny kobberkuppel og træbelægning var meget smukt udført".

Også i forbindelse med den igangværende restaurering lukker Rundetaarn midlertidigt for publikum det meste af januar 2026, men åbner så i februar porten til et veritabelt lysår i anledning af 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets tøven. Også denne gang går der yderligere nogle måneder, før projektet er tilendebragt, og kuppel og kikkert er tilbage på plads. Til gengæld kommer Rundetaarn så igen til at ligne sig selv, når man altså lige ser bort fra farven på kuplen. Denne gang nøjes vi nemlig ikke med tagpap, så det tager nogle år, før kobberet får den rigtige irgrønne farve.